News For New Arrivals

[Argos Regis Faucus]

Faerydae Héloise Selvidoor
D. 27. juli - år 1513

---

Eftermiddagen var ovre Faucus Øen. Nær aften, faktisk. Men det var endnu ganske lunt udenfor, til trods for tidspunktet. Så efter Argos selv havde fået sig et velfortjent bad, havde han sat sig udenfor. Et bord og nogle stole var placeret på en mindre græsplæne, hvorfor der var udsyn til resten af Ejendommens plantage og naturlige bevoksning. Et roligt sted, hvor de yngste medlemmer af familien som sædvanligt ville spendere resterne af dagen, efter deres undervisning - imens de lidt ældre ville nyde the og betragte dem i fryd. Der var dog ingen børn på græsplænen denne dag, ikke af hvad Argos kunne se, i hvert fald. I stedet kunne man blot skimte nogle tjenestefolk færdiggøre dagens opgaver i afkrogene af øjnene, men ellers ikke megen aktivitet derudover. Argos var endnu engang iklædt hans sædvanlige klæder. Taljehøje bukser, høje ridesko, og generelt fint tøj. Men det meste deraf dækket af den sorte kappe der som sædvanligt var klynget omkring hans overkrop. Et tegn på ridderlig ydmyghed. En praksis der fik mange riddere til at skjule våbenskjoldene af deres ædle familier, så længe de ikke gebærdede sig som riddere. Og desuden... så kunne han underligt nok godt lide at gå med sort kappe omkring sig - i stedet for en blå hvis kappe stolt hængene bag sig.

Dér, i haven, ventede han tålmodigt på Faerydae. Det var nok ingen hemmelighed at en kvinde oftest skulle bruge lidt længere tid i badet og med garderoben, og det havde han intet problem med at acceptere. På det lille bord var der smagfuld likør og destilleret cider, lavet af æblerne familien selv groede. Ikke noget der blev solgt, men blot til familiens egen luksus. Han tog et sip deraf, inden han satte det lille krus fra sig igen på bordet. Der var så meget at fortælle Faerydae, og som han ikke mindst allerede havde lovet at han ville fortælle hende. Men en af nyhederne ville dog nok højest sandsynligt overskygge resten.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Selvom Faerydae som udgangspunkt havde været overbevist om, at det ville tage noget tid at blive færdig, så overraskede det hende alligevel. Der var selvfølgelige også gået noget tid med at hilse på de længe savnede familiemedlemmer, så der var raskvæk gået en time, før hun kunne trække sig tilbage. På det tidspunkt var hendes bagage ankommet fra Selvidoors skib, så det endte med at passe helt perfekt.
At hun så slængede sig uanstændigt lang tid i badet, det var en anden sag. Det var rart at ligge lidt i blød efter den lange rejse – så kunne det også være, hun omsider kunne stoppe med at ’sejle’ rundt. I øvrigt havde Faerydae altid nydt det dampende vand, der kontinuerligt blev holdt hedt ved hjælp af varme sten, så det var først, da hun følte, hun var tæt på at gå i opløsning, at hun stod op. På det tidspunkt var det næsten nået at blive aften.
Familien havde naturligvis forståelse for, at Faerydae havde behov for at hvile sig efter rejsen, så de belemrede hende ikke unødigt. Men at sidde og hænge på sit kammer, det var aldrig noget, hun havde været forfalden til, så da hun var frotteret tør og havde iført sig en af de medbragte rober i pudderfarvet satin, forlod hun atter værelset. Renvasket og velduftende på ny.

En lavmælt nynnen kunne høres fra Faerydaes læber, som hun bevægede sig gennem de velkendte lokaler. Det lune vejr lokkede, og hun havde jo også lovet Argos, at hun ville finde ham igen i løbet af aftenen. Hun var ikke overrasket, da hun fandt ham i haven.
”Jeg tænkte nok, jeg ville finde dig her.” hilste hun lavmælt og strøg forbi ham for at tage plads på en af de ledige stole. Den første begejstring over at være hjemme havde lagt sig, så der var tydeligt faldet mere ro på Faerydae. Bevægelserne var langt mere afslappede end før, da hun velovervejet skænkede et glas af det forfriskende cider til sig selv.

[Argos Regis Faucus]

Argos behøvede end ikke engang at kigge, eller vende hovedet, for straks at konkludere han var blevet fundet af Faerydae. Så ved hendes ord, og ved lyden af hendes fødder og robe glide over det grønne græs, smilte han diskret, imens nogle få fingre kørte langs kanten af kruset. Argos havde i sin ydmyghed valgt ikke at være til stede da Faerydae skulle hilse på hendes nærmeste familie. Han ville helst ikke være til ulejlighed, eller have at hans tilstedeværelse skulle dæmpe på glæden. Han var trods alt arvingen, og inden alt for længe ville han sikkert også være Overhovedet for hele den udvidede familie. Hvilket tydeligvis kunne påvirke hvorledes folk agerede og opførte sig omkring ham. Men han havde det nu ganske fint med det, og kunne derfor i stedet læne sig lidt tilbage i haven, og tage nogle lange øjeblikke for sig selv. Og i den grad reflektere over den seneste tid, og hvad den havde bragt ham. Hvilket bestemt ikke var småting.

"Jeg tror du kender mig bedre end jeg ville turde indse." Kommenterede han og skænkede hende et blik som hun gik rundt om bordet, og fandt sig en plads derved. Et lille ubevidst smil formede sig over hans ene mundvig. Hun var smuk. Hun så ud til at være godt tilpas allerede, hvilket vel kun kunne agere som et testamente til hjemligheden af dette sted. Og at se hende så godt tilpas, var tilfredsstillende og gjorde ham glad. Det var alt hvad han ønskede at se fra hendes side. "Er du faldet godt til igen?" Han valgte at stille spørgsmålet, selvom svaret virkede ganske åbenlyst. Han holdte sit blik på hende, som hans fingre atter engang greb om kruset. Han kunne ikke lide følelsen af jern eller glas mod sine tænder, så han drak sjovt nok altid af bægere eller krus af træ. Endnu engang sippede han til den meget svagt alkoholiske cider, inden han så tillod at lade blikket vende mod deres omgivelser. Øjeblikke som dette, var det bestemt ingen dårlig ting at råde over en ø så 'lille' og så ubetydelig. Freden der fulgte med, var uden pris.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae slængede sig mageligt tilbage i stolen og sukkede veltilfreds efter at have ført glasset med cider til læberne. Hun havde aldrig været forfalden til de stærkere drikke, men havde efter sit ophold på Selvidoor gennem de sidste 4 år lært at sætte pris på den følelse af lethed i hovedet, der opstod efter et par glas af den gode vin fra Albus.
”Jeg tror, du har ret, fætter. Du og jeg er altid kommet godt overens, ikke sandt?” medgav hun samstemmende og løftede glasset mod ham, som en hilsen. Det var sandt. Som børn havde de jo leget sammen – alle fætre og kusiner – men der var alligevel en ikke helt ubetydelig aldersforskel mellem Faerydae og Argos, der betød, at da Faerydae omsider var blevet gammel nok til at lege med, var Argos næsten allerede rejst ud for at forfølge ridder-drømmen. Derfor havde de heller ikke haft mange stunder sammen, som denne. Heldigvis bestod dette særlige bånd imellem dem, som det sikkert altid ville gøre Faucus’erne imellem.

Et glædestrålende smil lyste hurtigt Faerydaes ansigt op. ”Åh ja! Mine forventninger til disse hjembesøg er altid uforskammet høje, og Faucus skuffer aldrig.” svarede hun med livlige håndbevægelser for at understrege sine ord og lod atter blikket glide rundt for at indtage haven og hjemmet i aftensolens lys. Hun ville bo på dette sted for altid, hvis det var hende tilladt. Faerydae var en troende kvinde, dog, så hun havde vidst fra starten, at ægteskabet var bindende. Medmindre hendes mand gik hen og mistede livet… Men den slags tanker turde hun aldrig tænke til ende. Et lettere modløst udtryk havde præget hendes ansigt, da tankerne var faldet på ægtefællen. Nu rystede hun det af sig og lyste op igen.
”Og nu… Fortæl mig alt, hvad jeg er gået glip af det sidste år!” forlangte hun og lænede sig let frem i stolen, spændt afventende fætterens nyheder. For selvfølgelig, noget måtte der da være hændt!

[Argos Regis Faucus]

Argos var nu 28 år gammel. Nogle få dage efter hans 6. fødselsdag, havde hans fader insisteret på at give ham en udpræget militær uddannelse. Hvilket skam også blev realiteten. Han var blevet sendt til Redanger på Esilega, og så ikke Faucus igen før han var 16 år. Hele 10 år af hans liv blev brugt i Redanger, byen af sten. Her læste, lærte, og trænede han til hans øjne sank i og hans knogler brækkede. Først som page og nobel tjenestedreng hos Esilega Slægten, og derefter som væbner til en ridder i kamp mod rebellerne. Ikke så meget som en eneste gang havde han fået lov til at drage hjem til Faucus, og det var udbredt accepteret at et familiært besøg til Redanger ville have været for distraherende. Så i 10 år så han hverken sine forældre, eller sine familiemedlemmer, deriblandt Faerydae. For mange unge mænd ville en sådan uddannelse og et sådan fravær sikkert skabe afstand til familien og det kendte, men Argos gjorde dog hvad han kunne for at korrespondere med breve. Heldigvis, dog, havde han kunnet vænne hjem som Ridder og voksen mand, til en familie der ej havde glemt ham, og en Ø der bød ham velkommen som en af deres egne. Så på trods af hans ganske hårde år i ungdommen, var han en velsignet mand.

"I den grad, kære Faerydae." Svarede han hende roligt, og hævede ligeså sit krus mod hende som gengældende hilsen. Måske de to endda ville have været et dårligt match som små? Det kunne jo være at det nuværende bånd imellem dem, var skabt fordi de havde været voksne da de for alvor havde lært hinanden at kende? En ung pige havde jo trods alt ikke meget at snakke med de unge drenge om, og en ung dreng som Argos ville aldrig have kunnet finde sig tilpas i skyggen af en patriarkalsk og maskulin mand som hans fader... Måske var det derfor for det bedste, at Argos formede sig til den mand han nu var, i fraværet af sin egen fader, og at Faerydae voksede sig til den kvinde hun var, i fraværet af Argos?
Argos sukkede lidt tilfreds og lod sin ryg læne mod stolen, i kontrast til hendes håndbevægelser og nærmest begejstrede ord. Som en lille tidlig billigelse af hendes ord vedrørende Faucus. "Nej, Faucus skuffer så sandelig aldrig!" Han vendte atter blikket mod hende. "Og jeg er glad for at dine forventninger er mødt. Nu mangler vi blot at overgå dem, og så kan vi med sikkerhed kalde dette et succesfuldt besøg." Tilføjede han med et lidt bredere smil og et enkelt lille nik. I et kort øjeblik havde han næsten glemt alt om de ting han havde tænkt sig at fortælle hende, og årsagen til deres møde i haven. Men det var dog heldigvis en påmindelse der kom hurtigt, og inden han faldt alt for meget til ro. Med et måske lidt akavet smil sukkede han endnu en gang lydløst. "Hvalfangsten har været god! Og vores forretninger kører derfor strygende.. Æblerne har også givet godt." Åh gud.. hvorfor sagde han det ikke bare ligeud, i stedet for at trække det ud? "Jeg hjalp endda med at bringe et barn ind i verden.." Og... han blev ved! Han sad næsten og bandede af sig selv indvendigt. Det var så indtil han sukkede og smilte i en tone der nærmest syntes forlegent og barnligt. Som havde han været en lille dreng der havde fået sit første kys på kinden, og følte en anelse ydmyghed.. "Og.." ... "Jeg er blevet givet et tilbud om ægteskab." Kom det så endeligt, hvorefter Argos vendte sit blik mod Faerydae. Med skuldrene let hævet, et halvhjertet smil - og nærmest klar på at hun ellevildt ville begynde at spørge ind til denne unge kvinde der så måske skulle være hans hustru... Det var så også med tanken i mente, om præcis hvilken kvinde der var blevet tilbudt ham...

[Faerydae Héloise Selvidoor]

”Det skal tids nok komme til at ske!” fastslog hun, uden et øjeblik at være i tvivl, og kunne kun glæde sig til, hvad den kommende måned ville bringe. ”Jeg kan forsikre dig, at intet kan ødelægge dette besøg. Der gik alt for lang tid denne gang,” fortsætte hun med en lille hovedrysten over, at det havde varet et helt år. Og så var det i øvrigt modigt af hende at påstå, at intet kunne ødelægge besøget. Man vidste aldrig hvilke uforudsete hændelser, der kunne finde sted. Hun manglede også at hilse på et par af sine brødre, der var ude til søs i disse dage.

Faerydae spærrede de gråblå øjne umærkeligt en smule op i opmærksomhed, da han begyndte at fortælle om den sidste tid. Den ræv, han gemmer det bedste til sidst!, svovlede hun i sit stille sind, mens hun ventede tålmodigt på, at der ville dukke noget interessant op og nikkede oprigtigt interesseret til det, han fortalte. Som altid glædede det Faerydae enormt, at det til stadighed gik godt for familien, så de alle kunne opretholde en vis levestandard og ikke mindst tage sig godt af almenbefolkningen på Faucus. Hun løftede brynene en anelse i forundring da ordene om at hjælpe et barn til verden faldt og skulle netop til at spørge ind til omstændighederne – og ikke mindst hvis barn, der var tale om – da hun blev standset af hans lille ’Og…’, der tydede på en fortsættelse af en art. Intet kunne dog have forberedt hende på den nyhed, der forlod fætterens mund og som ikke overraskende var det, der gjorde størst indtryk. Faerydae ignorerede det første stik af skuffelse – hvor i alverden kom det i øvrigt fra? – og måtte tøjle sig selv for ikke at bryde ud i begejstring på hans vegne.
”Nej, er det sandt?” ivrede hun overrasket og bevægede sig utålmodigt i stolen, mens hun bedyrede sig selv om, at hun nu ikke måtte udfritte ham ned til mindste detalje med det samme. På et tidspunkt inden længe skulle han jo også blive Overhoved for slægten, så det var vel også på tide, han fandt en trofast favn at hvile i? ”Åh, det må glæde din fru moder uendeligt meget! Hvem, hvis du tillader mig at spørge, er den heldige kvinde, der måske skal besnære min ældste fætter?” forhørte hun sig nysgerrigt og hævede atter sit glas til læberne i et forsøg på at skjule sin brændende iver. Hvem, det end var, måtte hun på et tidspunkt have hørt navnet før.

[Argos Regis Faucus]

Selvfølgelig havde en mand som Argos, af hans stand og fødsel, modtaget adskillige tilbud om ægteskab. Og han havde endda også været trolovet da han levede i Redanger. Endda også tilbud om ægteskab til en håndfuld kvinder han havde beundret. Men der var dog noget særligt ved dette seneste tilbud, som han, som Arving, ikke kunne ignorere. Hvilket også var årsagen til at han havde syntes det passende at nævne for Faerydae. Han var desuden også ganske nysgerrig. Han havde aldrig mødt eller hørt noget specifikt om den unge kvinde hvis hånd han var blevet tilbudt, og tænkte derfor at Faerydae da bestemt måtte kende til hende.
Argos nikkede bekræftede til hendes indledende og nærmere retoriske spørgsmål. Og forskansede sig mentalt og en smule fysisk til at kunne modstå den sikre hagl af begejstring der kom fra hans kære kusine. En begejstring der meget vel ville nå et brat endeligt, så snart han fortalte hende hvorfra dette tilbud kom. "Ja, hun er ganske begejstret." Han forsøgte at holde låg på sig selv. Forsøgte at være en kontrast til hendes begejstring og energi. Men det smittede som altid. Argos næsten forbandede sig selv for så meget som at overveje dette tilbud.. Og værst af det hele, så syntes det rent faktisk et godt tilbud. "Kære Fae..." Indledte han og lagde sine arme på bordet, med albuerne på kanten. Fangede hendes blik. "Tilbuddet kom fra Selvidoor.." Lød det så fra ham. Den slev samme familie hun var blevet gift ind i - og ikke desto mindre et ægteskab Argos højt og tydeligt havde protesteret mod. Familien hvis ære han havde betvivlet, tilbød nu ham en ung kvinde i ægteskab.. og værst af det hele, kunne han ikke andet end føle sig dobbeltmoralsk, da han kraftigt overvejede det. "Tilbuddet er et ægteskab med en Lady Tegan Selvidoor.." Skyndte han sig at tilføje, så hun ikke nåede at protestere eller reagere for meget i mellemtiden. Også i en let spørgende mine, da han ikke kendte til denne kvinde. Han rankede ligeledes ryggen, kun for at lade en håndflade glide over hans ansigt med et suk. "Faerydae... Hvad de tilbyder... Det er uhørt." ... "Det ville sikre adskillige generationer af vores familie, og årevis af fremgang.." Lød det videre fra ham. Han benyttede sig af øjeblikket til at tale. Og håbede på at hun ikke ville afbryde ham, men i stedet høre ham ud. Argos lænede sig tilbage i stolen og så sig omkring. "Kun sjældent ville en anden familie tilbyde så meget..." Handelsaftaler, fordelagtige satser, en datter af et Overhoved. Mængden af politik og fremtid i dette tilbud var enormt.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae, der netop havde været ved at tage en mundfuld cider fra glasset, blev særdeles overrasket over at det af alle muligheder var navnet 'Selvidoor', der blev sagt højt. Hun hostede og spruttede, da cideren kom i den gale hals, men nåede at bevare æren ved at sætte glasset fra sig på bordet, inden indholdet ville ende med at havne i skødet på hende. Overraskelsen - og de midlertidige problemer med at trække vejret - gav Argos plads til at kunne fortsætte sin tale, inden Faerydae kunne nå at afbryde, skønt hun allerede havde nogle ord, hun måtte sige til fætteren! Da det mere præcise navn på den unge dame blev afsløret, var hun dog kommet så meget til sig selv, at hun ikke kunne holde det tilbage.
"Sena? Den gimpe! Den kolde, stivnakk..." hissede hun lettere oprørt og slog sig selv for munden, inden flere knap så pæne sandheder kom frem. For Argos' skyld. Hvis han skulle giftes med dén dame, skulle han næsten have lov til at danne sig sit eget indtryk, og det var denne tanke, der afholdt Faerydae fra fortsat at forbande tøsen langt væk. Sandt at sige kendte de jo ikke hinanden særlig godt, men havde da ført enkelte samtaler om dagens vejr og familiens helbred, udelukkende af høflighedsårsager, for afskyen var vist gensidig ladyerne imellem. Hun lyttede med et mere eller mindre udtryksløst ansigtsudtryk, mens Argos talte ud, hvorefter hun rejste sig brat fra stolen og gik nogle skridt frem og tilbage for at få afløb - Faerydae havde aldrig været god til at skjule, hvad hun følte og tænkte; ærlighed, ville nogen kalde det. Andre mente, det var uforskammet. Hun strøg en skødesløs hånd igennem de stadigt fugtige krøller og vendte sig derpå mod Argos.

"Jeg ved, at du er en mand af ære, Argos, og du vil gøre det, der er bedst for familien, det, der forventes af dig, som vores fremtidige Overhoved. Men jeg beder dig... Tænk nøje over det!" Trangen til at forbande alle Selvidoorerne var der stadig, men hengivenheden for Argos var heldigvis større. Hun kunne ikke blive vred på ham. "De er så anderledes." Faerydae strøg rundt om bordet for at gribe hans hænder. Hun havde aldrig rigtig fortalt ham om sit liv i Aldmere, selvom muligheden havde været der. Måske var det tid til at løfte sløret end anelse? "De er så forskellige fra os, Argos, så forskellige. En lady fra Selvidoor vil aldrig finde sig til rette med at leve på vores måde, her i Bellock." Det var ikke til at tage fejl af inderligheden i hendes stemme, mens hun prøvede at oplyse ham. Hun støttede sig let til bordet, nu, hvor hun ikke længere sad ned. "Hvad med Teagan? Er hun villig?" Dér var også omsorgen for den anden, selvom hun afskyede kvindemennesket. At dømme hende til et liv i ulykke, ligesom Faerydae selv var dømt til det, virkede umenneskeligt.

[Argos Regis Faucus]

Per høflig automatik, da Faerydae rejste sig fra bordet, gjorde Argos det samme, og betragtede hende. Hendes ubehøvlede ord mindede ham om hans egne, da han havde modsagt sig hendes ægteskab til Ser Proteus. Så han mente ikke at kunne tillade sig at irettesætte hende. Desuden var det nu også sundt at få kommet ud med sine frustrationer, og Lady Teagan Selvidoor var tydeligvis en Lady der frustrerede hende. Så Argos skulle bestemt ikke holde hendes ord mod hende. Det var nu heller ikke uvant for ham at se hende så 'åben' omkring hendes frustrationer, såvel som hendes glæder. En karakteristik han satte pris på, selvom det nok kunne få håret til at krølle på hovederne af så mange andre adelige. Men i stedet for at blive grebet af beundring for hendes ærlige natur, betragtede han hende en kende bekymret, som hun gik frem og tilbage. Dette påvirkede hende tydeligvis meget. Hvilket han også havde regnet med at det ville. Men hvad han skulle synes om hendes tydelige utilfredshed, vidste han nu ikke helt. Egentlig ignorerede han det bare lidt, indtil hun så nærmede sig ham og tog i hans hænder.

Med hagen en smule sænket, kiggede han ned på hende, og lyttede til hendes ord. Nogle få nik en gang imellem, bekræftede at han skam lyttede til hendes ord. "Det er alt jeg gør, kære Fae." Han tænkte skam nøje over det! Hans moder havde endda rådet ham til at gøre det samme, og han havde gjort det. Men Argos havde svært ved at tænke som noget andet end Arvingen. Det syntes at ligge i hans natur, at ville handle ud fra familiens interesse. Næsten som var det et form for martyr-kompleks. At han var villig til at ofre sin egen lykke blot for at se hans familie lykkelige. Men så slemt var det nok heller ikke. Det troede han i hvert fald ikke. "Det ved jeg de er. Men.." Han sukkede en enkelt gang. "Det synes at den luksus valg giver, ikke er givet i denne situation.." Var han mere pragmatisk, havde det slet ikke været et valg - men nærmere en chance at springe mod. Men... tænk hvis han sagde nej? Hvilken usikkerhed kunne han mon udsætte sin familie for, uden udsynet til en fremtidig arving, eller som et enligt Overhoved der nærmede sig de 30 somre? Åh, ville hans liv mon blive fyldt med sådanne besværlige beslutninger? "Det aner jeg ikke. Tilbuddet kom fra hendes fader. Så jeg kan kun forestille mig det ikke er hendes idé."
Det var først efter disse ord, at noget slog sig i hovedet på ham... Ville aldrig kunne finde sig til rette her i Bellock? Pludselig gik det op for ham, at det samme måske havde været tilfældet for hans kære kusine i Aldmere. Havde hun mon ikke fundet sig til rette endnu? Havde hendes ægteskab mon været en sådan forbandelse som han selv havde mistænkt i sin tid? Pludselig forsvandt alle umiddelbare og trængende tanker om hans egen beslutning, og Argos i stedet klemte let om hendes hænder. Derefter slap han dem, kun for at hæve sine arme, og lade dem ligge sig omkring Faerydae. Han omfavnede hende blidt, men trak hende også ind til sig i et både ømt og beslutsomt kram. Hun ville måske tro det var hans eget dilemma der havde grebet i ham, men dette var for hendes skyld. Efter nogle øjeblikke med sin hage vendt ned mod hendes ene skulder, løsnede han grebet om hende, kun for at føre sine hænder mod hendes hoved. En hånd på hver sin side, med tommelfingrene mod hendes kindben. Han kiggede ned på hende med et venligt smil, og næsten overbærende blik. "Vi er måske noble, min kære kusine." En mundvig trak sig en smule op. "Men ofte en som så, er vi uden valg. Og uden friheden til at følge vores hjerter." Lød det roligt fra ham, som havde han været en vis faderfigur, der trøstede sin datter. En udtalelse der, ifølge ham, sikkert ville kunne beskrive dem begge.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

”Sagt med andre ord… Så har du allerede besluttet dig?” Faerydae var ikke uden vid – hun havde et kvikt hoved og var ganske udmærket klar over, at den slags alliancer var nødvendige fra tid til anden, for at de kunne overleve. Men at det skulle overkomme hendes kære fætter. Der var måske også en anden grund til, at Faerydae blev så oprørt, men det ville hun ikke gå mere ind i lige nu. Hun var bange for, hvad hun ville opdage. ”Ak, så skal det altså også blive din tur, fætter.” Hun sendte ham et smil, der måske var en anelse bittert, strøg en vildfaren krølle om bag det ene øre og rystede let på hovedet. ”Jeg kender ikke Teagan så godt. Hun er en kusine til min mand, Proteus, så jeg ser hende kun sjældent.” Faerydae funderede et øjeblik over, hvad hun egentlig vidste om kvinden. Det var ikke meget. ”Som Proteus og jeg, vil I se ud som ild og vand. Hun er lige så mørk, som du er lys. Men meget smuk.” Åh ja, det var der ikke spor tvivl om. At det så var på denne kolde, distancerende og stolte måde, skønheden kom frem, det var en anden sag. Måske ville Argos have held til at lokke noget varme frem, hvor Faerydae ellers var mislykkedes? Nogle år yngre end Faerydae var hun også, uden dog Faerydae var opmærksom på hendes præcise alder.

Ændringen i fætterens sindsstemning forbigik ikke Faerydaes opmærksomhed, og hun undrede sig et øjeblik over hans reaktion, men accepterede også uden videre omfavnelsen, eftersom de var mere eller mindre vant til at komme hinanden nær. At hans efterfølgende ord skulle røre hende sådan, havde hun dog ikke forudset. Hun rømmede sig lavmælt og trak sig væk fra ham i en lidt brat bevægelse. Blinkede hurtigt et par gange efter hinanden for at få de forræderiske tårer til at forsvinde, inden de begav sig ned over kinderne. Det lykkedes heldigvis – Faerydae hadede at være svag. I virkeligheden havde hun nok aldrig rigtigt accepteret, at ægteskabet med Proteus var endeligt. Håbede stadig, om end ubevidst, på noget andet. Noget bedre. Dérfor havde Argos’ ord ramt plet.
”Har du nogensinde været på Selvidoor?” forhørte hun sig et øjeblik efter, for at aflede tankerne, og rakte atter hånden frem mod Argos, som en invitation til at spadsere lidt i haven i stedet.

[Argos Regis Faucus]

Nej, man kunne umuligt altid kende til enhver form for tanke bag Argos' handlinger. Og netop fordi han var en mand af handling, helst. En praktisk mand, der satte en større værdi i sværdet end pennen, og værdsatte en hård dags arbejde langt over det meste andet. En sand maskulin Faucus, hvis man spurgte de som havde levet længe nok til at se en håndfuld af de unge mænd vokse op. Så som konsekvens var han derfor heller ikke den mest dybfølte og velformulerende mand i disse øer. Nok var han artikuleret, høflig, ganske intelligent - men det betød skam ikke at han havde den fjerneste anelse om hvordan han skulle forklare poetrien i et æbletræ i flor. Eller hvordan han skulle gebærde sig anstændigt iblandt typiske aristokrater som Selvidoor slægten. Så ja, han havde måske allerede taget sin beslutning. Men selv hvis han havde, ville han ikke have kunnet forklare det til hende bedre end hvorledes han allerede havde gjort det. Og den typiske snak om ære og forpligtigelse, var desværre et genbrugt udsagn - uden tvivl brugt af mange. Men hvordan skulle han dog også kunne forklare det bedre? Så ved hendes ord, smilte han blot lidt overbærende, i et forsøg på at skubbe det lidt væk. "Det ser ud til at jeg vil have æren af at dømme hendes karakter af egen erfaring, så." Han smilte lidt bredere. Ganske godt klar over at lighederne imellem de to sikkert ville blive overskygget af de utallige forskelle der syntes at løbe imellem de to familier. "Well.." Med et nik i det ene øjenbryn og en undrende mine, nikkede han et par gange. "Det er da altid noget.." Tilføjede han så i en let humoristisk tone - uvillig til at lade sig selv falde helt ned i en bedrøvet tilstand. Og selvfølgelig kommenteret til hendes udsagn om Teagans skønhed.

Ligesom med hans begrundelse for hans måske allerede taget beslutning, kunne hun vel ligeledes umuligt få en tilfredsstillende begrundelse for hans måske lidt pludselige omfavnelse. Ej heller kunne Argos finde nogen årsag bag hendes pludseligt lettere sørgmodige mine derefter. Det var dog også noget han valgte beslutsomt at ignorere - i hvert fald en smule. Han ønskede ikke at kommentere på det, eller gøre hende mere opmærksom på det. Argos rakte en albue mod hende, som hun kunen gribe om, imens de to kunne tage en tur rundt i haven. "En enkelt gang, mange år siden. Til en Turnering i Aldmere. Men det var blot et kort visit, og jeg husker ikke meget om hverken stedet eller menneskerne der." Svarede han hende.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

”Mere eller mindre, ja.” Faerydae udkæmpede et indre slag for ikke at vise sin foragt – alt for meget i hvert fald. Der var ikke rigtigt nogen i Proteus’ familie, som hun brød sig om. Mindst af alt sin svigermor. Storebroderen, Sebastian Cormac, var dog kilde til en vis fascination fra hendes side, fordi han skilte sig ud fra adelsmanden i al almindelighed. Rå og upoleret, hård som granit. De sås sjældent, men han nåede altid at fortælle hende en hårdhændet sandhed eller to. På et tidspunkt ville hun måske lære at give igen af samme mønt?
”Hvornår skal I introduceres til hinanden?” forhørte hun sig videre, velvidende, at et formelt møde var påkrævet, om så det skulle være på Faucus eller Selvidoor, inden beslutningen blev endelig. Selvom Teagan skulle vise sig at være uvillig, så var det jo aldrig dét, der forhindrede et ægteskab, snarere end forældrenes beslutning – det var i sandhed dem, der havde det sidste ord i sager som denne.

Det følelsesmæssige spil, der udspillede sig i dem begge, var blot en svag hentydning til, at deres bekendtskab til hinanden alligevel var ganske utilstrækkeligt, om end det også var hengivent og præget af omtanke for den anden. Faerydae kunne aldrig fortælle fætteren om det inferno, der rasede i hendes indre, ligesom han lige så lidt kunne afsløre, hvad der rørte sig i hans inderste. Til det var de trods alt for fjernt beslægtede, og afgrundene mellem dem, som mand og kvinde var for store.

”Jeg både hader og elsker den ø. Der er overraskende smukt, og landskabet er mere frodigt og vildere end her.” fortalte hun.
”Da jeg kom dertil for 4 år siden, gik jeg ofte selv ture i nærheden af Aldmere og residensen. Det var indtil jeg fandt ud af, at der var ulve i området.” Faerydae gøs ved tanken om ulvene. Ulven. Selvidoor’s våbenmærke, omspundet af så mange rygter. Det var først efter, Faerydae var flyttet derover, at hun hørte de mere detaljerede historier om slægtens forfædre og deres historie. Til stadighed var hun dog i tvivl om, hvor meget sandhed der lå i ordene. 'Opfostret af ulve'… Ja, ja da.