A chance of silver and glory

[Nicholas Calcotta]

Tag: Adela Medea Siralys

Marts

Efteråret havde lige så stille lagt sig og solen havde begyndt sin færd hen over det halv tomme gods, hvor Calcotta familien havde været bosat i, i generationer. Den ellers rolige verden var lettere kaotisk, med tjenestefolk randene frem og tilbage og opmåling af nye klæder. Nicholas virkede som den eneste, rolig ved ankomsten af, ja en af de rigeste familier blandt øerne, men dog blot som et vanligt besøg af politiske grunde.

Det er havde været længe siden at Nicholas havde set sin barndomsven Adela. 4 år virkede som en evighed, men der havde før gået længere. Hun stod til at være delvis arving sammen med sin tvillingebror, hvilket selvfølgelig var uhørt, hvis man spurgte Calcotta’erne. Alligevel gav det den eneste datter Siralys havde, for meget værdifuld. Nicholas og hans broder havde længe nydt ungkarle tilværelsen, men på et eller andet tidspunkt vil det være slut. Det havde været med stor sandsynlighed at den ældste røg først.

Nok havde diskussionen ikke inkluderet Nicholas, men dog havde han hørt hvordan det var blevet påbudt -hvis chancen var der- at den ældste broder skulle ægte Adela.

I forhallen stod alle klar til modtagelse af Siralys tvillingerne og deres far. På række stod alle børnene af Calcotta familie, om end ingen af dem var børn længere. Længere fremme stod Lord og lady af Calcotta klar til at byde deres gæster velkommen. Ud af øjenkrogen kunne Nicholas se sin broder ligge et smil på sine læber, der sjælendt kom frem. Måske var det ikke så slemt at blive gift, hvis hun så godt ud….

[Adela Medea Siralys]

Medlemmerne af Siralys ankom med samme værdighed og pragt, som var de konger og dronninger. Sølvminen havde gjort dem uforskammet velhavende og de rejste med en eskorte på samme størrelse som regenternes, skulle de blive udsat for attentater af den ene eller anden slags.
Rejsen havde været lang, og Adela så mest frem til at kunne trække sig tilbage og hvile lidt ud, få vasket laget af salt af huden og nyde et glas vin, inden der skulle diskuteres forretning. Men først var der formaliteter, som skulle overstås.

Adela løftede hånden og skubbede gardinet, der dækkede karetens vindue lidt til side, så hun kunne betragte Calcottas residens, da de blev kørt op til indgangen. De boede flot, det måtte hun indrømme. Men residensen var jo også hjem for de tidligere monarker af Praedo, så hvad kunne man forvente?
Kareten standsede med et lille ryk, og kvinden trådte med al elegance ud som den første. Efter hende fulgte faderen og broderen. Et blik blev kastet imod den blankpolerede og sølvbelagte karet, da den blev kørt væk, før hun rettede blikket fremad og med velovervejede skridt blev fulgt til indgangen, hvor hele Calcotta-familien var stillet op på række. Adela var tæt på at trække på smilebåndet ad foretagendet, men mange års øvelse hjalp hende til at holde det i skak. Hun rystede de mørke lokker om på ryggen med et slag af nakken og placerede et høfligt smil på læberne, inden hun bevægede sig efter sin herre fader for at hilse på familien. Skørterne på den mørkeblå satinrobe hvislede, da hun bevægede sig over gulvet og lyttede man godt efter, klingede sølvsmykkerne i hendes ører let imod hinanden.
”… Lord Calcotta … Lady Calcotta …” hilste hun, fik kysset sin hånd af lorden og nejede gensidigt med ladyen … Den ældste broder, ham kendte Adela ikke meget til … Kyssede og nejede igen … Smilet på hendes læber ændrede en smule karakter, da Nicholas stod foran hende; genkendeligt. ”Lord Nicholas,” De mørke øjne, hvor der var dukket et humoristisk glimt op, søgte et øjeblik hans. ”Det er alt for lang tid siden.”

[Nicholas Calcotta]

Tag : Adela Medea Siralys
Nicholas gjorde alt hvad han kunne for ikke at smile over den ankomst som Siralys familien præsterede at fremvise. Nok havde de rigdomme, men deres måde at vise det på, gjorde det kun klart at ikke var bange for at vise det. Calcotta var dog ikke det værste sted at gøre dette. Store dele af øen havde en høj mur omkring sig, som blandt andet holdte pirater ude. Vejen herhen havde sikkert ikke været ude fare. Måske havde de et helt ekstra skib bare til alle deres smukker og sølv?
Den ældste bror, blev en smule mere rank ved mødet af den kvindelige arving Adela. Nicho ventede blot på det blev hans tur og trak på smilebåndet. ”Lady Adela. Jeg håber ikke turen var for hård ved Dem.” Det sidste blev sagt med en lav stemme, og et glimt i øjet, før den normale hilsen med kys på hånd fandt sted. Nicholas lod Adela fortsætte sin hilsen mod den resterne søskendeflok.
Da alt det formelle havde fundet sted blev Siralys budt på te som varede noget tid, før der endelig var lidt frirum. De to ældste brødre stod inde i den lille fine stue, hvor folk nu var ved at rejse sig op og tjenestefolkene stod klar til at fjerne kopperne. Både Nicho og hans bror kastede hvert et langt blik hen mod Adela. Den ældstes var nysgerrigt. Nicho’s var smilende og velkommende. Tanken om ægteskabet havde forladt Nicholas’s sind for en tid, men da han så over mod sin far som forlod rummet med Adela’s far, kom tanken frem igen. Nicholas trådte et skridt frem mod Adela, og mærkede sin bros øjne hvile i nakken. ”Vil De deltage i en vandre tur med min broder og jeg ude i haven?” spurgte han, mere høfligt en ellers. Det store smil på hans læber, gav kun tegn til at han på ingen måde var oprigtig høflig, men blot spillede for det tilbageværende selskab.

[Adela Medea Siralys]

I Adelas hoved tog det evigheder at få hilst på alle familiemedlemmerne. Åh, hvad skulle alt det pjank dog til for… Men hun fandt sig i det uden at kny, og sendte dem alle dette høflige smil, der udstrålede intet mere end høflig interesse. Forfriskningen, de derefter bød på, gjorde godt. Nok rejste de med stil, men der var intet, som smagte som det skulle, når man var på havet. Et ekstra skib havde de med, ganske rigtigt, men ikke for at fragte smykker og sølv – det var som beskyttelse, skulle de løbe på pirater på vejen. En forholdsregel, de altid tog sig, når de rejste.

Adela mingelerede langsomt rundt imellem familien Calcotta. Længtes efter øjeblikket, hvor hun kunne forlade selskabet. Hun fornemmede brødrenes interesse og undrede sig i sit stille sind over årsagen. Nicholas kunne hun forstå, de kendte trods alt hinanden igennem mange år, men hans ældre broder havde hun aldrig haft noget at gøre med, andet, end hvad der var sig påbudt ved lejligheder som denne.
De mørke øjne rettedes igen imod Nicholas, da han henvendte sig direkte til hende. Også hun havde lagt mærke til mændene, der havde forladt selskabet, og anså det derfor for værende godkendt at følge deres eksempel.
”Det skal være mig en fornøjelse, kære lord. Haven må være meget smuk på denne årstid.” svarede hun mildt og førte i samme nu en spinkel hånd frem for at lade sig lede ud. Hendes blik strejfede også broderen, der ville følge med dem. Adela fandt den døde konversation utrolig kedsommelig, og kunne kun se frem til mere oprigtige samtaler, om det så skulle være i aften eller enhver anden.

[Nicholas Calcotta]

Tag : Adela Medea Siralys

En arm blev bøjet mod Adelfrøkenen, som blev ført ud mod haven. Hele vejen fulgte den ældste broder med, dog som baggrunds trop. ”De skal ikke tage dem af min broder. Han stod vidst for tidligt op” lød det kækt fra Nicholas og der kunne høres et irriteret fnys bag dem. En stor dør, blev åbnet for dem, og udsynet til haven, der engang var en konge værdig var nu blevet simplificeret så kun en ¼ del af området blev brugt. Marts måned bød kun lige på at blomsterne kom frem i små knopper. Græsset var endnu små frosset og gold visse steder, men 100 år gamle træer tårnede sig stadig højt.
I stedet for at føre Adela frem til en bænk der stod klar ved den smukkeste del af haven, førte brødrene hende lidt længere hen, mod de høje til klippede buske, der gav beskyttelse fra nysgerrige øjne. Begge brødre begyndte at stikke deres hoveder ind i busken, som om de prøvede at kravle igennem, da Elias, den ældre bror stak hovedet ud igen, med en solid bold i hans hænder. Calcotta brødrene smilede deres drenget smil og så spændt mod Adela. ”Vil Damen beærer os med et spil bold?” spurgte Elias.
Uden at vente, blev bolden kastet til Nicholas, og som om tiden havde skruet tilbage lignede han sit ejet 12-årige selv. Et barndommeligt smil, ingen bekymringer om hvilken skade, leg kunne gøre på hans klæder og mindst af alt; i minde om en ubekymret tid. ”Vi kan ikke kaste bolden til frk. Siralys! Tænkt hvis hendes dyre kjole blev ødelagt! Nicholas sendte et udfordrende blik til Adela. Et blik som igennem årene havde været hans kendetegn til ulykker.

//Nu får broderen altså et navn! ”Elias”

[Adela Medea Siralys]

Adela mindedes straks deres barndom, da brødrene fandt bolden frem fra buskene. Det var gode minder, minder fra en tid, hvor alting havde været meget mindre kompliceret for deres uskyldige barnesind, hvor der intet forkert havde været i at lege med hvem-som-helst. Hun huskede stadig den dag, hvor hendes fru moder havde trukket hende til side og på det strengeste belært datteren om, at det ikke længere var passende. Det kunne misforstås, havde hun sagt, når en ung lady og lord tilbragte tid sammen. Og før eller siden ville én af dem overskride grænsen for, hvad et venskab kunne klare. Dengang havde Adela ikke forstået meget af det, som moderen sagde – det var først årene efter, da det på et tidspunkt var gået op for hende, at drenge kunne være interessante som andet end bare venner og legekammerater. Og Nicholas var da vokset op til at blive en vældig tiltalende mand, ikke sandt?

Adela skjulte et udtryk af overraskelse, da Elias bad om et spil, siden det ej var noget, ladyer normalt begav sig ud i. Har han virkelig en forventning om, at jeg siger ja?, bemærkede hun i tankerne, og måtte efterfølgende indrømme for sig selv, at hun var fristet til at acceptere tilbuddet. Inden hun nåede så langt som til at give et svar, blandede Nicholas’ stemme sig igen. Det sitrede i hendes mundvige, som om hun skulle til at smile, men holdt de i ave. Latteren sad hende i stedet i øjnene.
”Deres broder vil lære Dem, at jeg er intet mere end en pyntedukke, lord Elias. Er det ikke småligt af ham?” kommenterede hun med et skælmsk glimt i øjnene. Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig at indgå i boldspillet – måske, hvis de havde befundet sig hjemme i Exenham, hvor kun Adelas egen familie havde været til stede. ”I virkeligheden frygter han at tabe ansigt til en kvinde, thi han véd, jeg sigter bedre end ham.” Igen et tilbageblik til barndommen. Adela huskede hende og Nicholas som værende ganske ligestillede, selvom han selvfølgelig altid havde domineret i fysisk forstand.

[Nicholas Calcotta]

Tag : Adela Medea Siralys
Nicholas gav sin bror et stolt blik. Som om han nu var alfaen der formåede at overrumple legen og dominere Adela. I stedet fik den første bemærkning, Elias til at se forvirret fra sin bror over til Adela. Der lå tydeligvis noget under som han ikke forstod. Blikket der blev sendt mod Nicholas var hvert fald ikke fornærmende.
Det næste hun sagde, fik Elias til at holde sig på maven af latter. Med sin frie hånd klappede han sin bror på skulderen, som så yderst utilfreds ud. Trækkene i Nicholas’s ansigt blev lagt i hårde folder og en rød glød bevægede sig fra hans nakke op til hans kinder. ”Broder du må indrømme at dét var godt svar igen!” Elias prøvede at skrue ned for sin latter, og kom hurtigt tilbage til sit mere seriøse jeg.
Nicholas som følte stor irritation over at blive latterliggjort, modstod trangen til at kaste bolden hårdt mod Adela, hvilket uden tvivl vil føre til at hun blev beskidt. Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene et øjeblik for at falde til ro. ”Frøken Siralys mener hun er bedre end undertegnet. Lad os se…” Igen blev Nicholas’s blik udforende og han vendte sig med fronten mod et stort egetræ. Han pegede på en gren 5 meter oppe og kastede derefter bolden. Grenen han havde sigtet efter, som stadig var meget skrøbelig, knækkede ved kontakt og faldt ned en meter fra deres placering.
Nicholas gik hen og samlede bolden op fra hvor den havde landet og rakte den ud mod Adela. ”Tør De bevise at de er bedre end jeg?” spurgte han, uden at være i tvivl om det uhørlige i at en adelsfrøken spillede bold.

[Adela Medea Siralys]

Elias’ latter var smittende, så Adela måtte nødtvunget opgive og lade mundvigene trække sig op i et lille, morende smil. Det forbigik dog heller ikke hendes observante øjne, at Nicholas ikke var helt upåvirket.
”Kæreste Nicholas, tag det ikke så tungt.” udglattede hun spøgen og prøvede at mildne ham igen, velvidende, at såret stolthed var noget af det værste for mandfolk. ”Jeg husker en tid, hvor De ikke tog lidt spot og spe så tungt. Hvad skete der med den dreng?” Hendes mørke blik hvilede undersøgende på ham. Vel det samme, som der skete med mig, svarede hun i tankerne, da hun ej heller kunne løbe fra, at meget var sket. Der var også engang, hvor hun ikke havde haft den ringeste protest imod at demonstrere sine evner med en bold. Før forældrene havde taget den beslutning at gøre hende til arving sammen med sin tvillingebror, vel at mærke. Fra den ene dag til den anden havde hun skulle ændre sig, fordi der på samme tid skete en voldsom ændring på forventninger til hende, som datter, som søster, som arving.

Adela havde til alle tider haft svært ved at modstå en udfordring, men øvelse og atter øvelse igennem de sidste mange år havde lært hende at sætte egne behov til side og tænke på familien og forretningen først. Det ændrede dog ikke på det faktum, at det var voldsomt utilfredsstillende for hende at måtte afslå Nicholas’ udfordring, hvilket, hvis man kendt hende vel, kunne ses på den måde, hun kortvarigt pressede læberne sammen.
”De kan på ingen måde være i tvivl om, at en sådan udfoldelse ikke kommer til at ske på denne aften.” svarede hun derfor, og modstod i det samme behovet for at rette på hans omtale. Adela var en lady og sandelig ikke en frøken.

[Nicholas Calcotta]

Som samme tanke der tilfaldte Adela, så indrømmede Nicholas overfor sig selv, at han ikke havde været lige sådan som barn. Forkælet og stædig ja, men stoltheden var kommet med alderne.
Begge brødre kunne se hvordan det pinede Adela, at takke nej til udfordingen, selv Elias, som inderligt troede at hun ville have gjort det, tav for at se over på sin yngre bror. "Så er det vidst afgjort." Nicholas havde et glimt af sejr i sin tale og endda også i sin positur. Han så sig kort omkring, før bolden blev omhyggeligt placeret i hækken, samme sted som den var fundet. "Hvad får kvinderne af den højere stand, så tiden til at gå med?" spurgte Nicholas, nu mere over i sig selv, men stadig med en kækt lyd til sine ord. Elias rystede på hovedet, og skar ind før Adela kunne nå at svare. "Nicholas, måske burde du snakke mere ansædigt til vores gæst." Det var tydeligt at Elias prøvede at lyde modig, men istedet blev orderne pakket ind i nervøsitet.
Nicholas drejede sig på hælene og snakkede lavmælt, så Adela knapt ville kunne høre hans ord. "Broder... Bare... Giftes med hende... Okay?"

[Adela Medea Siralys]

Adela kunne ikke lade være med at smile skjult ad sejrsglæden, næsten hoveringen, der lå indirekte i Nicholas’ ord. Hendes tanker var overbærende, som overfor et barn – der skulle så lidt for at glæde en mand, det var så simpelt at nå frem til. Indrømmet, Adela var nok engang en adelsdame med mange og formentlig uholdbare fordomme. Hun havde altid stejlet ved tanken om en ægtemand, inden hun overhovedet nåede at stifte egne erfaringer med, hvor megen glæde og hvor megen nydelse, de også kunne føre med sig. Så var hun som ved et trylleslag blevet arving til Siralys, og havde dermed også fjernet sig rigtig meget fra de mange andre damer, der færdedes i hendes omgangskreds. Hun fandt sig nu i en form for grænseland, hvor mænd var reduceret til forretningspartnere eller en ven i ny og næ, fordi det ville være et nederlag at indrømme, hun ønskede et ægteskab, og de andre frøkener var blot uvidende og snakkede om ting, Adela ikke længere havde nogen interesse i. Til det måtte hun også af og til finde sig i at høre på, hvordan de høje herrer rakkede ned på kvinderne i deres husholdning, når der blev nydt et glas i pauserne. Det var ikke en let mellemvej at finde.

Igen var brødrene for hurtige til, at Adela kunne nå at give et velovervejet svar, inden de var videre i en anden samtalerække. Så stødende fandt hun ej heller Nicholas’ måde at tale på, til gengæld var hun overrasket over, at broderen tog hendes parti i sagen og sendte ham et forundret blik, inden Nicholas optog ham. Brudstykker af deres lavmælte samtale nåede Adelas ører, og der opstod undrende rynker på den fine pande, da nogle af ordene var en kende foruroligende.
”Jeg ved ikke med de noble kvinder i al almindelighed.” rømmede hun sig let og vendte sig mod herrerne med et mere eller mindre beslutsomt udtryk. ”Men jeg har en sølvmine at holde kørende.” Sådan. Magtdemonstration lige der. ”Det er også derfor, jeg aldrig har taget mig en ægtemand.” tilføjede hun sådan lidt henkastet et par sekunder efter. Sandt at sige var Adela også ved at blive gammel i gårde. 27 år og endnu ugift – der skulle ikke gå mange år, før fremtidige svigermødre ville begynde at tvivle på hendes frugtbarhed, og derfor ikke ville ønske hende som svigerdatter længere – formue eller ej.

[Nicholas Calcotta]

Brødrene, fortsatte deres snak, indtil de hørte en stemme uden for den lille lukket boks, deres kroppe skabte, og vendte sig mod lyden. Nicholas rynkede på panden. Havde Adela hørt hvad de havde snakket om? Måske, men det var som om hun havde behøv for at bevise et eller andet.
”Hvem snakker om ægtemænd?” lød det lidt drilsk, mens Nicholas gav et langt blik til Elias. Til al forbavselse, stod Elias med halv åben mund, og gloede på Adela. Den skræmte grimasse, gik dog væk få sekunder efter. ”Jo… Altså… Nicho, den her, er - selv jeg ikke i stand til at tage”lød det fra ham, før han bukkede høfligt mod Adela, og gik uden andet ord.
Det hele gik så hurtigt at Nicholas ikke nåede at stoppe ham, eller tænke nærmere over hans ord. Nu stod den anden ældste søn, så tilbage, med en adelsdame, som synes at udvise strid, - besværilighed.
”Tilgiv os, det er nemt at glemme, hvor vigtig, sølvminer er” sagde Nicholas, halvt ironisk. Han så ned i jorden et øjeblik, fik tankerne på plads, og lagde så hænderne om på ryggen for at rette sig op. ”Det lød vidst mindre høfligt end det burde have…” Nok var det sjælendt kvinder havde ret meget magt, alene, det at blive udnævnt arving – selv halv arving- var ikke almindeligt for kvinder. Men hvis det havde været nogen anden end Adela, havde Nicholas da også delt denne tankegang om kvinders plads, og mændenes overlegenhed, men sådan var det ikke med denne lady
”Vores forældre har presset Elias en hel del, efter hvad der skete med Samuel…. Måske også mig en smule. Så jeg håber det hele er okay Adela.” Alt blev sagt i en venlig tone, mest af alt fordi, Adela’s lille påmindelse om hendes status havde fået Nicholas på andre tanker.

/// - Samuel er den ældste bror, som blev dræbt af pirater

[Adela Medea Siralys]

Adela kunne ikke lade være, men hun sukkede lydløst af lettelse, da broderen, Elias, forlod dem i haven. Alt var så meget nemmere, når bare hun kendte dem, hun tilbragte sin tid med. Løsrevet fra forpligtelsen til at opføre sig ’passende’ overfor den fremmede Elias, kunne ladyen ikke tilbageholde en lille latter over Nicholas’ uhøflige udbrud. Ak ja, de var vist lige gode om den slags kommentarer. Hun rullede et par gange med skuldrene for at løsne op for anspændtheden, der havde siddet der siden ankomsten til Inverlock. Dog blev ansigtet lagt i mere alvorlige folder igen, da han fortsatte med en slags forklaring på aftenen. Endnu et suk forlod hende, denne gang i medlidenhed over familien Calcottas skæbne. Det måtte være forfærdeligt at miste en søm på den måde.

”Jeg forstår, Nicholas.” talte hun lavmælt med en pludselig mildhed i sin stemme, som hun kort berørte hans arm som en understregning af den fortrolighed, der trods alt stadig var imellem dem. Eller… Noget af den var da stadig tilbage. Det var ærgerligt at presset fra forældre ofte drev de unge ud i handlinger, der ikke var deres egne. Adela brød sig ikke om det. ”Og for ti år siden ville mine forældre have været henrykte over udsigten til et sådant parti – om det så skulle være med din bror eller dig.” For Calcotta var en fin slægt, selvom de havde lidt under truslerne til søs. Et fremtidigt Overhoved? Det var bestemt ikke at foragte, selvom det næstbedste også sagtens kunne gå an. ”Du må forstå, at jeg kun er blevet udpeget sammen med min tvillingebror, fordi jeg nægtede at lyde mine forældres ønske om at blive gift. Og en ugift datter, der ellers bare ville være i vejen… Noget måtte de finde på.” Adela var både taknemmelig og ærgerlig over, at hun var blevet arving. Hun havde været for ung, det vidste hun godt. Havde ikke indset konsekvenserne af sine valg, før lang tid efter – så kunne det måske være, hun havde valgt anderledes.

[Nicholas Calcotta]

De mange års venskab, gav en hurtig ro imellem dem, som ellers ikke ville være set. Selv på Adela, var det tydeligt at se, hvordan den ellers knapt så kendte Elias, fik hende til at løfte facaderne. (Selvom de altid var der alligevel)
Tanken om ham selv, som ægtepart til Adela, lød absurd. De var venner, og det var Nicholas ikke interesseret i at ændre på, med en eller andet fjollet pagt.
Med et par skridt, fik Nicholas placeret sig lige ved siden af træet, som bolden havde været kastet op mod. Han lænede sig op mod stammen, mens armene blev lagt over kors. ”Jeg forstår dig, - udmærket. Men det lyder næsten som om at dine forældre har tilladt dig ikke at blive gift?” lød det mistroisk fra ham. Alle adelskvinder blev gift. Til en hvis alder, havde Nicholas da lært at de mistede deres værdi, hvis de ikke kunne producere børn, men inden da, var det vel et spørgsmål om at få mere magt til familie, ved at gifte (Eller gengifte) døtre væk.
”Det er mest af alt fordi jeg ikke vil skuffe min far, hvis du forstår.” Dybt nede havde Nicholas, nok heller ikke lyst til at se Adela, sammen med sin bror. Ikke fordi Elias, ikke fortjente en god kone, men måske mere fordi han hellere vil have Adela for sig selv, i det venskabelige leje, som de havde det nu.

[Adela Medea Siralys]

Et kort smil oplyste igen Adelas ansigt. ”Det er… kompliceret.” svarede hun med et let hovedrysten og bed sig eftertænksomt i underlæben. ”Ved at gøre mig til arving har de overladt valget til mig, for nu er målet ikke længere at indgå et så fordelagtigt parti som muligt – snarere tværtimod.” Det lød fuldstændig absurd, det kunne hun godt høre – så totalt modsat alle normer, der ellers plejede at eksistere. Det fik hende til at forsøge at uddybe forklaringen yderligere: ”Hvis jeg skal have en ægtemand, så skal han kunne acceptere, at jeg ikke kan forlade Siralys. Og det kan en anden arving ikke – for hans tilstedeværelse vil være påkrævet dér, hvor end han kommer fra.” Var det fuldstændig volapyk? Inde i Adelas hoved gav det god mening. Det var nemmere, hvis hun endte op med en mand, der ikke havde nogen særlig stilling eller position at besætte, fordi han så ville være mere fleksibel til at indynde sig under livet i Siralys. For alles skyld kunne hun gifte sig med en af minearbejderne, og det ville ikke betyde noget længere! For hun var jo alligevel arving?

”Åh ja, det forstår jeg godt. Men tror du, du kommer til det?” forhørte hun sig roligt og så med rynkede bryn på ham. Et ægteskab, selvom det var under tvang, med Nicholas ville da ikke være det værste, der kunne overgå én. Der måtte da findes villige adelskvinder nok? Attraktiv var han jo også. Adela kendte ikke meget til Nicholas’ far som sådan, udover, hvad de officielle møder førte med sig. Hvordan var han som familiefar? Som Overhoved? Hun anede det ikke.

[Nicholas Calcotta]

Det var lidt svært at forstå sig på hvad ideen fra Siralys familiens side var, hvis hun kunne gifte sig med alle og enhver. Alle ægteskaber, inden for adlen, førte til et eller andet, så enten havde Adela misforstået aftalen, eller også var familien ikke rigtig kloge.
”Ja dét, bliver Elias nok ikke glad for at høre.” Adela vidste det nok ikke, men siden Elias var blevet gjort til arving, havde han alt andet end følt sig tilpas i rollen, men det vil være værre at skulle give den fra sig igen. ”Det er en stor forventning til en mand. Måske det endda kan være svært at finde en der vil gå med til det, til trods for sølvet og magten.” tilføjede han og overvejede selv hvordan det ville være hvis ham selv, skulle bo på en anden ø. Tanken løb ham kold ned ad ryggen, nej det havde han ikke lyst til.
”Om jeg bliver skuffet? spurgte han, uden rigtigt at have forstået hendes spørgsmål. ”Det er vel uden betydning, når jeg ved at Calcotta’erne ikke vil sende deres ældste søn afsted til Siralys, til trods for den store magt ægteskabet ville give os” svarede han tænksom. At han ikke ville bryde sig om ægteskabet til at starte med, valgte han dog ikke at inkludere.