Post by Adela Medea Siralys on Aug 23, 2016 16:49:23 GMT
Adela smilede let over kommentaren om Elias igen. Det var jo også en svær tid, de havde været igennem, og alle havde fået nye roller at spille. Adela kunne kun forestille sig, hvordan det måtte være pludseligt at få revet en ellers elsket broder væk, og efterfølgende pludselig stå med hele slægtens fremtid hvilende på sine skuldre, noget, man ellers aldrig havde regnet med. Det ville svare til, hvis Adela pludselig mistede sin tvillingebror. Tanken kunne gøre hende kold helt ind til benet.
Hun lyttede opmærksomt, da Nicholas såede tvivl ved, om det overhovedet var muligt at finde en sådan mand. ”Og det rører mig ikke længere.” fortalte hun med en nonchalance, der ikke var sig passende overfor sådan et emne – hele livet for de fleste unge adelsdamer drejede sig jo om at blive gift. ”Jeg er fast besluttet på, at intet andet end den mest oprigtige og dybe kærlighed kan få mig til at indgå ægteskab.” tilføjede hun lidt efter med en lille rynken af panden. Det var en stor forventning at have i et samfund som dette, men Adela viste sig åbenbart at være usædvanligt stædig og vedholdende på visse punkter. Hun ville have en mand, hun kunne elske for den, han var, og som elskede hende, ikke kun for rigdommen og magtens skyld – og hvis ikke, hun kunne få det, ja, så ville hun slet ikke giftes.
Et lille smil løb atter hurtigt over hendes læber, da det gik op for hende, at Nicholas havde misforstået hendes spørgsmål. ”Nej, jeg mener, om du tror, du kommer til at skuffe din far? Der må da være mange ægteskabs-muligheder for en mand som dig?” uddybede hun igen, uden at lade sig anfægte af, at et ægteskab imellem hende og Elias dermed var dødsdømt. Det var heller ikke helt fair, for han var sikkert en flink mand. Men tynget af ansvar som de fleste.
Hun lyttede opmærksomt, da Nicholas såede tvivl ved, om det overhovedet var muligt at finde en sådan mand. ”Og det rører mig ikke længere.” fortalte hun med en nonchalance, der ikke var sig passende overfor sådan et emne – hele livet for de fleste unge adelsdamer drejede sig jo om at blive gift. ”Jeg er fast besluttet på, at intet andet end den mest oprigtige og dybe kærlighed kan få mig til at indgå ægteskab.” tilføjede hun lidt efter med en lille rynken af panden. Det var en stor forventning at have i et samfund som dette, men Adela viste sig åbenbart at være usædvanligt stædig og vedholdende på visse punkter. Hun ville have en mand, hun kunne elske for den, han var, og som elskede hende, ikke kun for rigdommen og magtens skyld – og hvis ikke, hun kunne få det, ja, så ville hun slet ikke giftes.
Et lille smil løb atter hurtigt over hendes læber, da det gik op for hende, at Nicholas havde misforstået hendes spørgsmål. ”Nej, jeg mener, om du tror, du kommer til at skuffe din far? Der må da være mange ægteskabs-muligheder for en mand som dig?” uddybede hun igen, uden at lade sig anfægte af, at et ægteskab imellem hende og Elias dermed var dødsdømt. Det var heller ikke helt fair, for han var sikkert en flink mand. Men tynget af ansvar som de fleste.
