Free as a Bird

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Nicholas Calcotta
D. 2. august, 1513

---

Faerydae havde været hjemme i 6 dage nu, og hun havde nydt dem i fulde drag! De første par dage var selvfølgelig gået med at falde på plads, for det var immervæk over et år siden, hun havde været hjemme i Bellock sidst. Og samtlige familiemedlemmer havde lagt beslag på hendes tid på et eller andet tidspunkt – først i går havde hun fået hilst på de sidste af hendes brødre, fordi de havde været udrejst i forskellige ærinder.
Men Faerydae var glad! Selvidoors skygge havde langsomt sluppet sit tag i hende, så hun nu mindede om sit gamle, muntre jeg – der var ikke noget, der var for alvorligt til, at der ikke kunne grines af det, og latterudbrud på de mest upassende tidspunkter var kendetegnet.

Den unge dame havde netop været ude på en mindre spadseretur i familiens frugthave, der blomstrede i fuldt flor. Til efteråret ville de få rigeligt med æbler, som de kunne lave cider af. Hun havde haft brug for et øjeblik i sit eget selskab – det skete ellers ikke tit, men Faucus-familien kunne godt være en smule overvældende i al sin charme.
Faerydae løftede skørterne op, idet hun begav sig op ad trapperne til hovedindgangen og nær var hamret sammen med den person, der i samme nu skulle ud.
”Åh, undskyld! Det beklager jeg,” udbrød hun straks, inden hun overhovedet havde nået at se, hvem det var. Faerydae havde også for vane at bevæge sig lidt hurtigere end anstændigt var, så det var ikke ukendt for hende – hun havde det faktisk bedst, hvis hun kunne danse afsted. Hun strøg de lyse lokker væk fra ansigtet og så op. ”Jamen dog. De må være min hengivne families gæst fra Calcotta?” De gråblå øjne tog omhyggeligt mål af manden, som hun ikke havde haft den fornøjelse at møde før. Det faldt hende ikke ind, her i hjertet af Faucus, at det kunne ses som uanstændigt at indgå i konversation med manden, før de var blevet formelt præsenteret.

[Nicholas Calcotta]

Tag : Faerydae Héloise Selvidoor

Det havde kun været få timer inden at Nicholas, var ankommet til Faucus øen på en af sine sædvanlige ærinder. Sommer havde været travl for den unge Calcotta repræsentant, men han havde nu alligevel formået at ligge et godt ord ind for familie hos de andre adelsfamilier. 

På vej ned ad trappen efter et møde med familiens overhoved, ramte Nicholas hårdt ind i noget meget blond. Han mærkede en vrede i sin krop i tanken om at det kunne være en simpel tjener. Han bakkede et skridt bagud og så af den lyshåret person var en kvinde, der langt fra lignede en gemen tjener. Det tog ikke mange sekunder, før Nicholas bøjede ryggen i et buk. ”Det må De meget undskylde” sagde han høfligt, og tog hendes hånd, som fik et blidt kys. ” Nicholas Calcotta, - håber ikke de er kommet noget til.” Igen rettede han sig op og tårnede en smule over kvinden da han stod et trin over hende plus at hans højde tillod det.

Det var svært ikke at smile af kvindes iver, der dog på ingen måde overstrålede hendes skønhed. ”Deres gæst? Ja. Jeg har lige deltaget et møde med deres - ?” Han smilede charmende og så spørgende på hende. Han kendte heller ikke hende, eller til hvilken position hun havde i Faucus familien

[Faerydae Héloise Selvidoor]

”Det skal De aldeles ikke tænke på, fejlen var min.” fastholdt Faerydae med en lavmælt latter og tillod ham at kysse sin hånd. De lyse øjne flakkede henover hans ansigt i de få sekunder, det tog ham – Lige så mørk, som jeg er lys, bemærkede hun i tankerne med et strejf af forundring. Hendes mand var også mørk i farverne, kendetegnet for en Selvidoor, men hun havde aldrig betragtet ham med andet end et foragteligt og lidt medlidende blik.

”Det er mig en fornøjelse at møde Dem, lord Nicholas, skønt de hårdtslående omstændigheder. Mit navn er Faerydae Selvidoor.” udtrykte hun sin glæde og introducerede i samme nu sig selv med det forhadte Selvidoor-navn, mens hun præsterede at neje passende for lorden. Omtrent det eneste, der var passende over dette møde, men Faerydae var sikker på, det ikke ville støde nogen her i Faucus-slægtens skød. En morende kommentar om deres sammenstød havde hun heller ikke kunnet modstå at lade indgå.

”Det må være min tante, ladyen af Faucus. Eller måske min fætter, lord Argos?” Faerydae hævede spørgende øjenbrynene en anelse. For cirka et år siden døde Faucus slægtens Overhoved, Faerydaes onkel, jo beklageligvis, alt for tidligt, selvfølgelig, og titlen tilfaldt nu hans enke, ladyen af Faucus, men Faerydae vidste, at Argos hjalp hende med mange af de opgaver, der sig tilhørte.

[Nicholas Calcotta]

Tag : Faerydae Héloise Selvidoor

Da Kvinden foran ham præsenterede sig som en Selvidoor, kunne Nicholas nemt ligge to og to sammen. Hun kunne ikke været andet end gift ind i familien. Det blonde hår og de lyse øjne, var ikke set i familien Selvidoor i generationer, hvad han vidste af. Tanken om at hun var gift lagde han dog ikke meget i.
”Begge faktisk” svarede han med et nik. ”Yderst behageligt selskab. Men det er altid min oplevelse når jeg tilbringer tid med en Faucus.” Den her gang smilede Nicholas ikke, men alligevel var der et svagt glimt i hans øjne der var rettet mod den smukke kvinde, som stod foran ham.
Selvom et slægtnavn blev ændret ved bryllup hos kvinder (I de fleste tildfælde) Vil der altid være bånd der trak en tilbage til rødderne. Faerydae’s plads var selvfølgelig hos sin mand på Selvidoor, så dette besøg var nok næppe et der ville vare længe.
”Jeg var selv på vej ned i Deres families have. Solen kan sjælendt nydes, på samme måde, når man bruger det meste af sin tid på at sejle. Var De Dem selv på vej op til en aftale?” Nicholas’ spørgsmål var også halvt ment som en invitation. Han ville jo ikke holde fruen yderligere tilbage, hvis hun havde en vigtigt aftale, men godt selskab kom man sjælendt forbi.
Den Unge Calcotta trådte et skridt til siden som han havde talt, for at give vej for Faeridae, hvis hun behøvede det.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Nej, Faerydae havde aldrig rigtig passet ind i Selvidoor-familien, slet ikke som person, og da slet heller ikke med sit udseende – hun følte altid, hun lyste unaturligt op, når hun var iblandt sin svigerfamilie, for de var jo så mørke alle sammen. Så pssede hun langt bedre ind i Faucus! Og at Nicholas valgte at komplimentere dem, øgede blot hendes agtelse for ham. ”Åh ja, jeg er dem også meget hengiven begge to.” medgav hun med et lille nik med hovedet og smilede derpå langsomt over den underliggende kompliment til hende også. ”Tak. Jeg håber, De vil nyde Deres ophold her i vore ydmyge gemakker.” Faucus kunne ikke prale af at være lige så fornem som flere af de andre adelsslægter, til gengæld vandt de på næstekærlighed, opofrelse, loyalitet og vilje.

”Haven er også så smuk på denne tid af døgnet, jeg vil med glæde ledsage Dem?” svarede hun let og accepterede med endnu et begejstret smil den indirekte invitation. Hun havde godt nok været på vej indenfor, men frisk luft gjorde kun godt, og så holdt hun i øvrigt af at lære nye personligheder at kende. Calcotta’erne var ikke nogen, hun havde haft vanvittigt meget med at gøre igennem sin opvækst.
Faerydae vendte rundt på det trappetrin, hun stod og løftede let op i skørterne igen, da hun nu gik ned. ”Hvor mange dage har vi fornøjelsen af Deres selskab endnu?” forhørte hun sig interesseret, som de bevægede sig ned imod haven i adstadigt tempo. Der ville ikke gå lang tid, før solen ville gå ned bag træerne, og det var det fineste tidspunkt på hele dagen. ”De må tage med op til de gamle ruiner en dag, det er mit yndlingssted på hele øen.” fortsatte hun imødekommende og kiggede på ham ud af øjenkrogen.

[Nicholas Calcotta]

Tag : Faerydae Héloise Selvidoor


Man kunne tydeligt se på Nicholas at han blev glad da Faerydae tog imod hans knapt så ligefremme invitation. Han strakte armen imod hende, så hun kunne ligge sin hånd på den, og fulgte hende med ned ad trapperne.
”Jeg ankom her i dag, og hvis alt går efter planen, så rejser vi igen om få dage. Det er sjælendt at mine besøg vare længe og det sidste års tid har jeg nok været mere på vandet end noget andet sted” svarede han og nød samtidig at kunne snakke så trivielt, da det ellers altid handlede om politik eller handel.
Solen var ikke langt fra at gå ned og forsvinde bag det store hav. Frem for Calcotta, var Faucus en lille ø, og derfor var havlugten og brisen derfra stærke end ellers. De brune lokker som ellers havde siddet så pænt, blev forblæst og han slap Faerydae for at rette på sin manke. ”Hvis tiden er til det, vil jeg med glæde se disse ruiner De taler om. Hvor længe er De her selv? Altså De er almindeligvis bosat på Selvidoor med Deres mand?” spurgte Nicholas høfligt og stod stille for at nyde udsigten. Det var svært at nyde naturen på Calcotta for det meste af byen var omringet af mur og på midten af øen skulle man op i højden for bare at kunne ane havet. 

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae satte pris på mandens åbenlyse glæde og lagde en let hånd mod den fremstrakte arm. Små glæder var også noget, hun med årene forstod at anerkende.
”Så hurtigt?” Hun lød næsten en lille smule skuffet over, at han skulle rejse igen så kort tid efter, hun havde truffet hans bekendtskab. Hun havde også altid forestillet sig, at det ville være fantastisk at have et arbejde, et levebrød, hvor man kom så meget omkring og fik set alle øerne – men hvis man kun var der 2-3 dage ad gangen, fik man så overhovedet set det? ”De må holde meget af at sejle.” bemærkede hun mildt, nærmest som en konklusion, hun drog af hans ord. Eller måske var han bundet af familiære forpligtelser, ligesom hun selv var? Ligesom mange af de adelige var det?

Hun tog taknemmeligt en dyb indånding gennem næsen, da den behagelige brise ramte dem og lod blikket vandre ud i horisonten. Udsigten kunne stadig tage pusten helt fra hende. Aldmere, hvor hun boede med sin mand, var også en smuk by, men den havde aldrig givet hende den samme fornemmelse indeni, som Bellock gjorde det. ”Jeg skal se til, at min fætter giver Dem tiden til det.” smilede hun let og strejfede Nicholas med blikket, inden hun så ud over vandet igen. ”Jeg er bosat i Aldmere, ja, men jeg kan ikke undvære min familie så lang tid af gangen. Denne gang skal jeg være her en fuld måned, før skibet sejler mig tilbage til Selvidoor.” Som altid blev Faerydae ganske trist af at tænke på sit liv i Aldmere, men det var i det mindste en af de følelser, hun var blevet god til at skjule, så for nu nød hun blot udsigten i selskab med en behagelig mand.

[Nicholas Calcotta]

Tag : Faerydae Héloise Selvidoor

Nicholas nikkede fjernt, til kommentaren om at sejle. Han både hadet og elskede det. Måske var det svært at holde af, når hans egen bror havde mistet livet på havet. Disse bekymringer delte han dog ikke, for han gjorde hvad han gjorde, for familiens skyld.
”Så vil jeg håbe Deres fætter tillader det” svarede han. Mens Faerydae så ud over vandet lagde han blikket ned på hende. Det blonde hår, så lyst som hendes, var en sjælenhed, nærmest eksotisk. Han lystede helt at rakte en hånd ud efter det, og mærke om det var lige så glat som det så ud. ”En måned? Deres mand er måske stadig på Selvidoor?” Spurgte han undrende og så endnu en gang ud mod havet. Det var ikke gængs skik at lade sin hustru være væk så længe, uden at ægtemanden fulgte med. Nicholas havde da selv svært ved at forstille sig (-Gud forbyde det- når han engang selv blev gift) at lade sin egen viv vige fra hans side i så lang tid.
Uden at vente på Faerydae eller holde sin arm ud som han havde gjort før, nærmede han sig endnu vandet, som lå roligt forude. ”Jeres landskab er meget anderledes end på Calcotta” kommenterede han bag sig, før han igen stoppede og så nysgerrigt mod vest, hvor en havn lå og hans egne skibe lå til kajs.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

”Naturligvis gør han det. Ellers får jeg ham til det,” lo hun med en perlende latter og viftede bagatelliserende i luften med hænderne. Selvfølgelig ville Argos give tilladelse til det, andet kunne Faerydae overhovedet ikke forestille sig. De mest presserende møder ville vel finde sted i starten af besøget? Ikke at hun havde forstand på forretninger, for selvom hun alle dage havde haft et kvikt hoved, så var hun opdraget som ladyer var flest – til ikke at blande sig. At det så nogengange kneb med dette, det var en anden sag.
Faerydae mærkede lordens blik på sig, og hørte forundringen i hans stemme. ”Åh ja, min mand, lord Proteus, har ikke tid til den slags fornøjeligheder, som rejser som denne bringer.” svarede hun prompte, måske lidt for prompte, og helt per refleks, når der blev stillet spørgsmålstegn ved hans manglende tilstedeværelse. Hun anede virkelig ikke, om Proteus helligede sig sit arbejde eller ej, hun vidste bare, at han kun yderst sjældent ønskede at ledsage hende til disse besøg hos familien. Og hun havde rent ud sagt ikke noget imod det.

De lyse gråblå øjne fulgte lordens ranke ryg, da hans skridt førte ham bort fra hende, og hun måtte igen bortmane de triste tanker, der pressede sig på. Hvorfor havde det blot ikke været en lord som denne, der i sin tid var blevet lovet hendes hånd? Ak og ve, det blev aldrig nemt for Faucus-datteren.
”Virkelig? Jeg må beklageligvis indrømme, at jeg aldrig har haft glæden af at opleve Calcotta. Hvordan er der?” forhørte Faerydae sig interesseret, idet hun bevægede sig op på siden af Nicholas igen. ”Vi kan gå ned til vandet, hvis De har lyst? Jeg har savnet Bellocks sandstrand. Der er så stenet i Aldmere.”

[Nicholas Calcotta]

Der blev ikke tænkt så meget over at Faerydae talte, så ligegyldigt om sin mand. Nicholas vidste hvordan ægteskaber fungerede, og det virkede da heller ikke til at Fruen savnede sin mand. Der blev ikke lagt mere i den sag, da det var uhøfligt at snage.
Da hun var ved hans side igen, så han undrende ned på hende. ”Ikke? Jeg har selv efterhånden været på de fleste af de større øer, men det er jo desværre ikke alle der har samme mulighed. Calcotta er nok anden størrelse end Faucus, men byen er gemt væk bag en mur og naturen er kedsommeligt. Eller måske er det bare af vane for at have boet der hele livet” sagde han med et smil.
Faerydae skulle ikke spørge to gange om gåtur til vandet. Armen blev strækket frem og Nicholas gik, med hurtige skridt, hvis ladyen kunne følge med, ned mod stranden.
Sandet kom hurtigt til syne, med det blå og livlige hav som baggrund. Solen var nu kun tættere på at forsvinde i horisonten, men der var stadig tid, før den rørte, hvad der kunne tænktes at være verdenens ende.
”Som barn husker jeg, de varme somre, hvor vi badet i bugten på Calcotta, mine søskende og jeg” sagde han fjernt og lod til bare at fortrylle sig af bølgerne. ”Sådan noget kan man ikke gøre med. Alt for lidt tid og alt for mange regler” lød det lavmældt

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae smilede af lordens undrende tonefald. ”Vi ladyer har desværre ikke altid de samme muligheder for at rejse.” bemærkede hun med et mindre skuldertræk. Det var jo forventet, at de var derhjemme, holdt styr på tjenerstaben og børnene, og velkommede deres ægtefæller hjem. Visse var undtaget, selvfølgelig. ”De må have set meget.” Byen, gemt væk bag en mur? Det lød ganske forfærdeligt. ”Ja, man bliver ofte forvænt. Men jeg kan forstå, Calcotta har været meget udsat, når vi taler om pirateri? Det er ganske horribelt.”

Faerydae greb atter Nicholas’ fremstrakte arm, og fulgte sagtens med ham. Hun havde altid været for utålmodigt anlagt til at nyde det langsomme, adstadige tempo, ladyer burde føre sig med. ”Åh, hvor er det smukt…” sukkede hun henført, uden helt at ligge mærke til det, da de endelig nåede ned til stranden, og ignorerede smerten i øjnene, da hun betragtede solen, som var tæt på at gå ned.
”Vi er måske nok bundet af regler,” medgav hun med et lille smil, der måse var en anelse bittert, og et nik. Hun kunne godt følge lorden. Det havde været nemmere, om man kunne gøre, hvad man havde lyst til. Tanken blev overvejet en ekstra gang, før Faerydae besluttede at føre den ud i livet. Det virkede jo ikke til, at lorden fandt ubehag i hendes væremåde indtil nu? Med denne undskyldning for at bryde endnu en regel, satte ladyen sig kortvarigt på hug i sandet og løsnede de fine sko for at tage dem af. ”Jeg håber ikke, jeg støder Dem, Mylord.” bemærkede hun med latter i stemmen, da hun atter kom på benene, efterlod skoene i sandet og vadede ud i vandkanten med bare fødder. Det var ikke det samme som at bade, men det var helt sikkert det næstbedste!

[Nicholas Calcotta]

Nicholas nikkede til konstateringen om, at han havde set meget. Mere end de fleste, ja, men han ønskede stadig at se mere, komme væk fra Praedo og se hvad der kunne befinde sig på den anden side, - om verdenen virkelig endte bradt.
"Bestemt" sagde han for sig selv, og holdte sikkert lige så meget af denne udsigten, som Faerydae gjorde, selvom den var mere vant for hende.
Hans blik var blevet fanget af bølgernes hyptoniserne gang, hvilket gjorde han ikke hørte Faerydaes ord, før hun bøjede sig ned for at binde sine sko op. Lidt perpleks trådte han et skridt tilbage og så de blege fødder komme til syne, som sandet omringede dem. "Slet ikke... My Lady" gengældte han, dog stadig med usikkerhed i hans stemme.
Som Faerydae nærmede sig vandet, kom der et smil frem på Nicholas' læber. Kvinder. Han så sig kort om, før hans egne sko blev bundet op. Overtrøjen knappet op, så han kun bar sin underskjorte, bukserne foldet op og fødderne der selv mærkede det lune sand. Han gik langsomt ud mod hende, får at føle vandet bruse mod hans ankler. "Helt uhørt" sagde han lavmældt i en drilsk tone og så mod Faerydae. Han havde nok ret, men alligevel, kunne han ikke være mere ligeglad.
"De er et beunringsværdig individ" lød det, fra lorden, som stak hænderne i vandet og rørte bunden.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

”De skal ikke bekymre Dem, Nicholas. Her på Faucus tager vi ikke regelovertrædelser så højtideligt.” fnisede hun muntert og tog sig dermed også nogle friheder med brugen af hans fornavn. Hun løftede skørterne højt så vandet ikke ville gennemvæde stoffet og dermed afsløre deres foretagende, når de vendte tilbage til residensen. I dette afslørede Faerydae måske også nogle centimeter mere af anklen, end sig helt anstændigt var, men det skænkede hun ikke en eneste tanke, idet det eneste formål havde været at mærke sandet, der stadig var varmt efter solens stråler, og det kølige vand, der på behagelig vis omsluttede fødderne.

Hendes blik flakkede hurtigt over på lorden, der nu også stod i vand til anklerne, og hun registrerede vagt hans nu noget mere afslappede udseende. Komplimentet overraskede hende, og noget rørte på sig i tankerne, som hun hurtigt manede til jorden igen. Så rystede hun langsomt på hovedet. ”Jeg er slet ikke så bemærkelsesværdig,” fastslog hun lavmælt og betragtede ham med hovedet let på skrå. Udtrykket i hendes øjne blev skælmsk. ”Sig mig, Lord Nicholas…” Den ene fod blev ført lidt skødesløst frem og tilbage i vandet, og hun løftede brynene i en uskyldig, spørgende gestus. ”… kan De tåle lidt drilleri, eller er De mere typen, der snerper munden fornærmet sammen?” Spørgsmålet i sig selv var en anelse vovet, men til det havde Faerydae altid været meget ligefrem. Man fik ikke noget ud af noget-som-helst, hvis man aldrig spurgte. Desuden var det vel til enhver tid bedre at spørge først og potentielt undgå fornærmelsen, der ville falde, hvis ikke hun spurgte?

[Nicholas Calcotta]

Med hænderne stadig begravet i det mudret sand, fik han hevet en lille sten op, helt lysene orange, der gav et genskær i solen.
At kvinder henkastede komplimenter, var ny. Sammenligningen var dog skæv, for nok havde han givet mange af disse af ren venlighed til andre Ladyer, men de var nok mest tilfaldet, glædespigerne man kunne finde i hver havn. Deres reaktion var ofte givet som noget til gengæld, og selvom penge købte ’grundpakken’ så gjorde smigr, at det blev bedre.
”Ja?” ved lyden af hans navn, så han igen over på Faerydae, stadig med det lille stykke rav i hånden. Det var først som hun talte igen, at han kom til at tænke over, at hun havde brugt hans fornavn.
Til spørgsmålet, prøvede Nicholas netop at gøre denne ting, at lukke munden sammen snerpet. Det endte dog ud i en mærkelig grimasse, der fik ham selv til at le. ”De må endelig ikke tro at os Calcotta’ere ikke også kan have det sjovt. Lady Faerydae.” Da han sagde hendes navn, løftede han brynene i et smil og rakte med flad hånd, rav sten ud mod hende.
”Legenden siger at solguden var så træt af at se på det sorte kul, hver dag. Så i stedet lavede han denne lysende sten, som ikke var skabt ligesom nogle andre slags sten. I stedet skabt i naturens billede, flot og anderledes. Da han fandt ud af at den ikke kunne brænde ordenligt, sendte han de mange tusindvis af sten som var kreeret, ned i havets dyb.” Den lille historie Nicholas fortalte, var opfundet på stedet, og hans svage latter ved hver tredje ord, gjorde også dette tydeligt. Uden at tænke over det, så han fra stenen op mod hendes hår, der ligesom det lille stykke rav, havde en glød til sig.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Lordens mærkværdige grimasse, da han forsøgte at snerpe munden sammen, fik også latteren over Faerydaes læber, så hun måtte lægge den ene hånd for sin mund. ”Det vil jeg huske.” fastslog hun mildt, mens latteren ebbede ud igen, og hånden i stedet blev rakt frem for at snuppe stenen ud af hånden på Nicholas.
”Virkelig?” Faerydae så forundret på ravstenen i sin hånd, som Nicholas’ historie skred frem. Hun opfangede hurtigt, at det, han fortalte hende, var det pure opspind, opstået på stedet, og havde selv svært ved at holde nogle små latterudbrud tilbage. Men det tydede på en god fantasi, og det kunne hun sætte pris på! Det var af og til en fornøjelse at være i stand til at drømme sig ind i en helt anden verden – og Faerydae fornøjede sig sandelig også nu. Hvem havde vidst, at gæsten fra Calcotta ville være så behageligt selskab?
”Hvad siger legenden så om de, der finder en af disse sten?” Hendes lyse øjne fæstnedes på manden igen, og hun vippede udfordrende med øjenbrynene, som en opfordring til at han skulle fortsætte historien. Aftensolen havde hun i ryggen, som hun stod vendt imod ham, og dets gule, orange og røde stråler spillede i de lyse lokker, nøjagtigt som det spillede i ravet. Faerydae havde aldrig været sig sin tiltrækningskraft bevidst, eftersom den var helt og aldeles nytteløs overfor Proteus. Alverdens smukkeste ungmøer kunne ikke friste den mand, men Faerydae var med tiden kommet frem til, at det var hende, der måtte være noget galt med.