Free as a Bird

[Nicholas Calcotta]

Nogle kvinder kunne være lidt langsomme i det, men denne kvinde, fangede hurtigt spøjsen i hans historie, og det hjalp blot kun på det allerede positive indtryk, han havde af hende. Da hun bød ham om at fortsætte, trak han hånden til sig, og så op mod himlen, med den ene hånd til at beskytte for solens stråler.
”Intet om finderen. Men bærer man den som smukke, bringer den skønhed og dyd til bæreren. Noget De ikke mangler Lady Selvidoor.” Nicholas så kort ned på Faeydae, med en meningsfyldt blink i øjnene, før han så sin fejl og ubevidst trådte et skridt væk. Han gav denne handlings over til igen at lade sine hænder mærke vandet, men denne gang kun, den øverste overflade. ”Jeg undskylder min… opførsel my lady” sagde han, denne gang uden at skinke hende et blik. Han forventede ikke et vredes udbrød eller fornærmelse, men alligevel havde hans ord, været lidt for dus, til hvad der ellers var tilladt. Nicholas mente dog hvad han sagde, for denne kvinde, om end gift væk, var skønnere end nogen han nogensinde havde set, i hele Praedo.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae standsede op et øjeblik og så forvirret mod Lorden, mens betydningen af hans ord sank ind. De delte øjenkontakten i et øjeblik, hun følte som nogle meget lange sekunder, inden hun tog sig i det, på samme tid som Nicholas, og så ham træde væk. Hun bed sig rådvildt i den bløde underlæbe – en vane, hun ellers havde lagt fra sig for mange år siden – og overvejede sin egen reaktion. Nicholas havde så ganske ret i sin formodning, for det lå ikke til Faerydae hverken at blive fornærmet eller vred. I stedet trådte hun hen til ham igen og lagde en let hånd på hans arm, så let, at hun kunne blive i tvivl, om han overhovedet kunne mærke det.

”Ingen undskyldning nødvendig…” forsikrede hun ham mildt og tog hånden til sig igen, som hun slog blikket lidt ned. ”… My Lord.” Glæden trådte alligevel frem i de gråblå øjne, noget, Faerydae ikke kunne forhindre, thi det havde været en udsøgt kompliment. Hun havde for længst opgivet at holde skørterne oven vande, af hvilken grund de nederste 10-15 centimeter var godt gennemblødte.
Vejret blev trukket dybt ind, idet hun rettede ryggen og lod blikket søge ud imod horisonten. ”Solen går ned nu.” mumlede hun uudgrundeligt, lige så meget til sig selv, som til ham, og betragtede åndeløst det smukke syn – solen, der spejlede sig i vandet og overdængede de få skyer med alskens varme farver.

[Nicholas Calcotta]

Nicholas så ned mod vandet, som det bevægede sig, grundet Faerydae. Hendes kjole flød oven på vandet, og det vil se mærkeligt ud, når de kom tilbage til residentet.
Der blev nikket og Nicholas rakte en hånd frem for at hjælpe Faerydae op ad vandet. På vejen tilbage, små snakkede Nicholas om den smukke ø, men var gået tilbage til sit mere høflige jeg. Han følte at den streg, der var blevet krydset, ikke måttes nærmes igen.
Ved selv samme trappe de havde mødtes, tog han Faerydaes hånd og gav den et prompt kys. ”Lady Selvidoor. Jeg takker Dem inderligt, for selskabet” sagde han og slap hendes hånd, for at få noget mad i de gemakkere han var blevet tildelt.

//MEN – The night is dark and full of terrors!

---

Resten af aftenen, kunne Nicholas, ikke andet end at tænke på det blonde hår og de grønne øjne. Han havde nok en masse dokumenter der skulle ses igennem, men det var som om alle ordnerne gled væk fra hans syn. I sin rådvildehed, og manglen på både koncentration og behøv for søvn, tændte han et lille stearinlys i dets holder, for at begive sig ud på de mørke gange. Det tog ikke længe før han fandt en vej der førte udenfor til en stor balkon, med udsigt ud over havet. Grundet måneskinet, havde vandet fået en næsten lyseblålig farve, træerne virkede ikke så mørke, som hvis skyerne dækkede himlen og alt virkede fredfyldt.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae var sig pinligt bevidst på vejen tilbage til Faucus Ejendommen, at noget havde rykket ved stemningen imellem dem. Hun lyttede lettere fraværende og svarede næsten per automatik på Nicholas’ høflige, men dog ligegyldige konversation om øen, de befandt sig på. Ak, samtalen var ikke så anderledes end mange andre, der blev ført imellem mennesker som dem, men at tænke tilbage på dem muntre stemning ved vandet fik Faerydae til at føle, hun havde mistet noget.

//Oh my, oh my!

---

Dagslyset var væk, og med dette også den behagelige sommervarme, der ellers prægede dagene. Faerydae kunne ikke finde ro. Hun havde forkælet sig selv med endnu et bad, og kammerpigen havde brugt uanede mængder tid på at kæmme de lange lokker. Til sidst havde Faerydae sendt hende væk med en småirriteret ordre, som hun helt sikkert blev nødt til at undskylde for dagen efter. Det var ikke kammerpigens skyld. Minutterne var gået, mens hun havde forsøgt at lade søvnen komme til sig, læst et par sider i en af yndlingsromanerne og endog gået lidt frem og tilbage på det kammer, der var blevet klargjort til hende, da hun ankom til Bellock dage forinden. Til sidst var hun endt med at søge udenfor på den store balkon, som nærmest kunne kaldes en svalegang, da der var flere udgange. Synet af stjernehimmelen havde altid syntes at kunne berolige hende. Hvad det præcist var, der holdt hende oppe, det kunne hun ikke definere. En rastløshed i kroppen, der ikke synes at ville lægge sig.

Faerydae støttede sig let imod det tunge gelænder, mens blikket var rettet udad. De lyse lokker lå i en kaskade af krøller ned ad ryggen på hende, stadig fugtigt efter badet og derfor endnu mere kruset end normalt, og hun havde trukket en dybblå kåbe over natkjolen for at kunne holde varmen. Hun stod i sine egne tanker, indtil lyden af fodtrin brød stilheden. Hvem i alverden er ude på dette tidspunkt? Faerydae vendte blikket imod lyden og næsten øjeblikkeligt gik det op for hende, hvad det var, der forstyrrede hendes tanker.
”Lord Calcotta,” hilste hun overrasket og trak ubevidst kåben tættere sammen om sig, uden at vide, hvad hun ellers skulle sige.

[Nicholas Calcotta]

Denne lille nattevandring havde ikke været til mens at hverken møde nogle, eller forstyrre. At det viste sig at være Faerydae, som han først indså da han stod i døren ud til balkonen, gjorde ham en smule ør. ”Lady Fa – Selvidoor.” Selv hans ord, afslørede overraskelsen over at se hende igen.
Nicholas indså hurtigt at hun stod i sin kåbe, ham selv dog i selv samme tøj som han havde haft på, nede på stranden. ”Jeg håber ikke at min tilstedeværelse, er til forstyrrelse” sagde han, og gik hen mod balkonens kant, selvom det nok havde været bedst at gå tilbage igen. Han placerede sig så langt væk fra Faerydae, at han knapt kunne se hende ud af øjekrogen. Stearinholderen, blev sat på sten gelænderet og hans rømmede sig en smule nervøst.
”Jeg er måske ikke den eneste, der havde problemer med at sove?” kommenterede han for at bryde den akavet stilhed. Noget i hans mave snørede sig sammen, og han drejede hovedet en smule, i hendes retten, og fik et kort glimt af de lyse lokker, der hang frit.
”Ehm…” – Han prøvede at formulere flere ord, men hans stemme kunne ikke rigtig komme frem. Hvad han ønskede at sige, vidste han ikke rigtigt, måske var det bare bedst at gå? Han vendte sig rundt igen, klar til at forlade balkonen

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae vidste ikke helt, hvad hun skulle tænke om deres møde her på balkonen. Også hun overvejede, om det mon ville være bedst, hvis de bare gik hver til sit.
Overraskelsen var tydelig at høre i hans stemme, da han hilste hende igen. Det var godt nok, så var de lige om overraskelsen. Hun smilede langsomt over hans ord og slog så blikket ned efter at have fulgt ham med øjnene, da han nærmede sig kanten.
”Forstyrrelse? Jo...” svarede hun velovervejet og samlede sine hænder på gelænderet foran sig. ”… Men ikke en uvelkommen forstyrrelse.” kom det som en tilføjelse efter et par sekunder, så han ville vide, at hans selskab i det mindste ikke var uønsket. Måske snarere tværtimod.
”Jeg er bange for, De har gennemskuet mig. Jeg plejer at finde ro under stjernerne, men dette synes ikke at virke i dag.” Hun rystede på hovedet og så op mod himmelen, hvor også månen skinnede klart. Selvom han nærmest stod i den fjerneste ende af balkonen i forhold til hende, var hun meget opmærksom på ham og fornemmede, at han var ved at trække sig tilbage. Uden at kunne beslutte sig for, om hun ønskede, han gik eller blev, vendte hun spørgsmålet rundt i et forsøg på at få ham til at blive. ”Hvad afholdt da Dem fra søvnen?” Hun vendte sig let imod ham, da hun tiltalte ham.

[Nicholas Calcotta]

Nicholas stoppede bradt, da der blev stillet ham et spørgsmål. Knuden i maven spændtes og ubevidst sukkede han. ”Jeg, eh” sagde han og masserede sin næseryg, mens han tænkte over sit svar. Kroppen, blev rettet op og vendt mod hende, hvilket kun var høfligt.
”Arbejde.” løj han og så straks ned. For ikke at afslører sin usandhed, skyndte han så dog hurtigt at skifte emne – ”Vi nyder stor fordel af gode handelsaftaler, i forhold til salg af fisk, og olier fra Faucus.” Det hele faldt lidt oven på hinanden, får de færreste synes da, at finde emnet spændene.
Nu mere stiv end rank, vendte Nicholas sig tilbage mod Balkonen og sank en klump. Hvorfor havde han det sådan her?
”En aften som denne, er næppe værd at gå glip af. På havet, kan man kun se vand i miles omkreds” sagde han til sig selv, og holdte nu blikke væk fra Faerydae, hvilket gjorde at hans stemme lød lidt mere normal og afslappet.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae klemte læberne let sammen over hans ord og så atter ud over balkonen med noget, der kunne minde om en lav latter. Hjertet bankede forræderisk hurtigt i brystet på hende, et indre tegn på nervøsiteten over at stå her i natten, alene, med Nicholas. Hun var yderst forvirret over følelsesvirvaret, men skjulte det bedre, fordi hun var blevet vant til at holde sine følelser mere eller mindre gemt af vejen på Selvidoor.
”Virkelig?” kommenterede hun lavmælt, og kunne ikke helt lade være med at more sig over den forstilte samtale, selvom hun var i syv sind. ”Jamen jeg er da sikker på, Faucus er taknemmelig også.” … ”Hvad er der så at bekymre sig over?” Dér. Hun stolede ikke på hans ord om, at det var arbejdet, der holdt ham oppe, udelukkende fordi hun på intet tidspunkt havde fået indtryk af, at han var typen, der lå søvnløs på grund af dét.

Faerydae havde aldrig været god til at gå rundt om den varme grød. Hvorfor ikke bare tale det, der tales skulle og spare tiden på meningsløs udenomssnak? ”Lord Calcotta…” Hun strøg rådvild de lyse krøller væk fra ansigtet, vendte blikket mod manden og tog et par skridt imod ham – fordi det virkede tåbeligt at føre en samtale på den måde, så langt fra hinanden. ”Jeg kan se, De er ukomfortabel.” konstaterede hun nøgternt uden et øjeblik at være i tvivl om sin udtalelse og slog halvvejs og lidt opgivende ud med hænderne. ”Hvis det er på grund af noget, jeg har gjort, må jeg bede Dem fortælle mig det. Så jeg kan forhindre, at det sker igen.” Hendes blik hvilede åbent på ham i det grå nattelys. Hun vidste da godt, hvad hun gerne ville. Faerydae havde aldrig været en af de, der fornægtede sine følelser – tværtimod tog hun dem til sig, bearbejdede dem og reflekterede over dem. Nogen gange tog det længere tid end andre. Denne gang havde hun funderet over det nogle timer, før den berusende følelse af erkendelse havde fyldt hende – hun ville gerne have Nicholas tættere på og opleve følelsen af ham overfor hende. Men da dette var en helt ny og uerfaren oplevelse for Faerydae, havde hun ikke en chance for at gennemskue, om det også var dette, eller noget andet, der plagede Nicholas her i natten. Alt, hun forlangte, var et ærligt svar.

[Nicholas Calcotta]

Det var nu ikke kun maven, der snorede sig sammen, halsen gjorde det sammen. Hvad var der at bekymre sig om?” Havde han selv afsløret sin løgn, eller var det bare et undrings spørgsmål. Nicholas mærkede sine hænder spænde fast rundt om sten gelænderet, og overvejede sit svar, lidt for længe.
Konsekvensen, var ved dette at Faerydae, godt anede, at der lå mere bag, og en sitre løb da også gennem hans krop, da hun nærmede sig. Nicholas tog sig selv i at lade sit blik stryge hen over kvinden der stod overfor ham. Hun havde en eller anden kræft til at gøre ham usikker.
Faerydae’s ord, fik dog et lille smil frem på hans læber. Hun troede at det var hendes skyld? ”Nej, my lady, det må de ikke tro” sagde han roligt, og vendte sig mod hende.
Øjnene glippede et øjeblik, ligesom for at undgå at fokusere for meget. ”De har tværtimod, givet mig en elskværdig dag. Men tilgiv mig, jeg er vidst ikke helt mig selv. Der er så mange tanker man skal have på plads.” Det var svært at dreje uden om emnet, at tvinge sig selv, til ikke at se direkte på noget, der ellers gav et øjebliks fryd.
”Det er ikke altid hjertet har ret i sin sag” røg det ud af ham, og øjeblikkeligt efter, stivnede han og så endelig direkte på Faerydae. Hans mund stod en smule åben af ren overraskelse grundet sine ord. Nok var de ikke uhørte, men hvordan de kunne forstås, kunne skabe oprør.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae blev naturligvis glædeligt overrasket over, at det ikke var hendes skyld – og at han havde haft en elskværdig dag. Så havde hun åbenbart ikke været helt så håbløs, som visse mennesker ellers altid lod til at syntes. Men hvad det monstro så, der nagede ham? Den sidste bemærkning fik hende til at hæve blikket igen og se på ham. Det sitrede lidt i hendes mundvig, da hun tilbageholdt et lille smil over hans eget udtryk af overraskelse.
”Hvis bare det var så vel.” mumlede hun sagte og lod mundvigene trække sig op i et lille, lidt bittert smil. Hun tilbagelagde det sidste, korte skridt hen til ham og lagde derpå sin hånd over hans på gelænderet. ”Hvor hjertet taler, er det fornuftens pligt at protestere.” Sagt som en trøst? I samhørighed? Eller som indirekte indrømmelse af, at hendes egen fornuft i øjeblikket også måtte protestere? Alle tre, velsagtens.

Faerydae så eftertænksomt ned på deres hænder og rynkede panden en anelse. Så tog hun med et suk hånden til sig og lod den falde ned langs siden igen.
”Skal jeg gå?” spurgte hun direkte og mødte kortvarigt hans blik, da han endelig så rigtigt på hende. ”Vil De hellere have fred til at få Deres tanker på plads?” Nu trådte hun et halvt skridt bagud igen, samlede kåben foran sig og gjorde mine til at trække sig tilbage. Hvilket naturligvis ville være det mest fornuftige at gøre, eftersom alene det, at hun førte en samtale med ham iført intet andet end natkjole og kåbe, kunne være kilde til drilske rygter.

[Nicholas Calcotta]

Der blev rynket på panden til emnet, de nu havde gang i. Fornuft? Det var normalt ikke noget Nicholas kæmpede med, og lige nu kunne han da heller ikke indrømme overfor sig selv, at det netop var fornuften der bekrigede hans sind.
Han så ned på deres hænder. Hendes, så lille og bleg, som en del af noget der burde beskyttes, gemmes væk. Nicholas virkede dog ikke til at reagere yderligere på berøringen, da det først var da hun igen fjernede sin hånd, at længsel spredte sig ud i resten af kroppen. Det kom bag på ham, hvor rart det havde føltes, selvom det havde taget tid for hans hjerne at forstå det.
Igen kom der en folde frem på Nicholas’s pande. Hvorfor ville hun gå? Nej! Da Faerydae trådte et skridt tilbage, rakte han ubevidst ud efter hendes hånd. Det kom lige så meget bag på ham, som det sikkert ville gøre på hende. ”Faerydae…” Navnet kildede i halsen, og virkede en smule unaturligt at sige. ”Bliv”
Næsten lige så hurtigt som han havde grebet hendes hånd, blev den sluppet igen. ”Tilgiv mig.” Med blikket rettet mod jorden, prøvede Nicholas at få styr på sine tanker.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Det gav et lille sæt i Faerydae, da Nicholas tog hendes hånd, ikke fordi hun var uvant med berøring, hun var bare vant til, at det var hende, der initierede den – for man var vel en Faucus. Berøringen kom dog ikke nær så meget bag på hende, som udtalen af hendes navn – navnet alene, ikke forpestet med titler eller af tiltale, forekom hende på en eller anden måde at være meget mere intimt end berøringen mellem deres hænder. Også selvom huden næsten brændte, der, hvor de havde rørt. I en lidt brat bevægelse vendte hun sig mod gelænderet og lagde begge hænder mod det kølige stenværk, mens hun lod blikket vandre ud igen.
”Nuvel.” mumlede hun lavmælt – til bønnen om, at hun skulle blive, vel at mærke. Undskyldningen blev fuldstændig ignoreret, eftersom Faerydae ikke så noget behov for en sådan i første omgang. ”Men jeg tror ikke, De skal komme tættere på, Lord.” blev der tilføjet i en lille skælven, der kunne misfortolkes som om, at hun frøs, hvilket bestemt ikke var tilfældet, snarere tværtimod. Et lille suk forlod hendes læber. Hvad var der dog galt med hende? Heldigvis, at lorden fra Calcotta kun skulle blive nogle få dage!

[Nicholas Calcotta]

Det var som at læse en åben bog, - en bog der fortalte om forundring, skræk, og … noget mere? Faerydaes øjne sagde det hele, hvert fald som Nicholas forstod dem. Der var et strejf af glæde, ved hendes tilstedeværelse, der ville vare lidt endnu. Men hvad betød det?
Hendes erklæring omkring berøring, virkede logisk og klog. Ikke som en selvfølge eller fornærmelse, som den i normale omstændigheder ville gøre. ”Nej, selvfølgelig.” En alvorlig attitude, lagde sig over Nicholas, og han vendte sig ligesådan om mod gelænderet, så de stod side om side, men med en hvis afstand.
”Besøger De tit Facus?” Der havde været en rums stilhed, så Nicholas, vidste at der skulle komme et eller andet på banen, ligegyldigt eller ej. ”-For jeg savner selvfølgelig selv Calcotta, efter længere tids rejse, men jeg vil ikke give oplevelserne op, som man får. De nye bekendtskaber man skaber…”

//Sorry kort post xD

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae lukkede øjnene med et suk og lod den kølige aftenbrise kærtegne sit ansigt. Det hjalp at stå på denne måde, side om side, ikke at se på ham – men alligevel var det som om, luften vibrerede mellem dem. Åh, søde salighed, hvor var det fristende at give efter, men Faerydae bed tænderne sammen. Opdraget med den katolske tro, som hun var, vidste hun udmærket, hvad uret ville slå, hvis...
Hun glippede et par gange med øjnene, da Nicholas talte igen, efter at tavsheden havde fyldt rummet imellem dem. Smilede over valget af samtaleemne. ”Det kan jeg ikke påstå, nej. Sidst, jeg var i Bellock, var for et år siden til vores højtærede Overhoveds, min onkels, begravelse.” fortalte hun langsomt og tænkte tilbage. Det havde været en sorgens tid, da hun havde været på besøg sidst. Sammenlignet med det, så mindede Faucus-familien meget mere om sig selv denne gang – udstrålede denne samhørighed og ligevægt, som kendetegnede dem så godt. ”Men jeg savner det uendeligt, når jeg er på Selvidoor, så jeg forstår så sandelig Deres savn til Calcotta.” Alle udrejsende savnede vel på et tidspunkt deres hjem, nogen før end andre. Det var da også det, der altid havde plaget Faerydae en smule. Uendeligt glad for sit barndomshjem på Faucus, men var altid hurtigt blevet rastløs – derfor havde ungdomsårene været gode for hende, hvor hun selvfølgelig var blevet introduceret ved hoffet og havde kunnet rejse frem og tilbage flere gange. Nu var der ingen steder, hun kunne rejse hen, andet end hjem til Faucus, når Proteus en sjælden gang gav hende sin tilladelse.
”Jeg er gift, Lord Nicholas…” bemærkede hun, temmelig ud af det blå, og uden helt at vide hvorfor. ”…men ikke lykkeligt. Faucus er mit fristed.” Det var så sandt, som det var sagt. Havde de mødtes på Selvidoor, ville Faerydae have svoret, at bekendtskabet havde udviklet sig en kende… anderledes.

//Dem ta'r vi også med

[Nicholas Calcotta]

”Jeg er ked af at høre om omstændighederne til dit sidste besøg” tilføjede han som ren refleks, mens hun snakkede videre.
Det savn de lige nu og her stod og snakkede om, virkede så fjern for Nicholas. Han havde ikke hjemve, kun en mild varme og spænding i hans mave, kunne han mærke. Man skulle endda tro at det kølige vejr, ville bryde igennem hans tynde under-skjorte, men han mærkede den ikke, selv uden at have indtaget alkoholiske drikke, som havde en tilbøjelighed til at lukke kulden ude.
Til Faerydae snak om hendes status, løftede Nicholas blot et øjenbryn. Han vidste da helt fra starten at hun var gift og et kort øjeblik lød det nærmest som en påmindelse, men det næste hun sagde, afkræftede denne ide. Det var dog værd at bide mærke i disse sorger hun delte. Ulykkelig gift? Et ægteskab, handler ikke om kærlighed eller lykke, men om alliancer. Det var det som Nicholas havde fået af vide hele sit liv, men uden selv at forstå konceptet kærlighed eller ægteskabet, så følte han en vis medlidenhed over for denne kvinde, som valgte at dele ellers usagte ting.
”Med for lov - Deres mand udviser måske ikke omsorg eller interesse? Ægteskaber, bygger på disse elementer vil jeg mene” Nicholas vovede sig kun ud på de dybere vande, da Faerydae selv havde åbnet op for en mere intim snak. Sådanne spørgsmål hørte ellers ikke til imellem en lord og en lady.