Free as a Bird

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae nikkede let og anerkendte med denne gestus hans kondolence til onklens pludselige død. Det var lang tid siden nu, at sorgen havde lagt sig igen. Hun var også taknemmelig for, at det ikke var hendes far, der var gået bort på den måde, for så havde sorgen jo været så meget desto større – selvom onklen også havde været hende nær, som alle i Faucus var det.

Faerydae anede ikke, hvor modet til at afsløre sit ulykkelige ægteskab var kommet fra. Det var ikke noget, hun plejede at diskutere med mænd, endsige med nogen – måske lige på nær søsteren, der var indviet, om end i et begrænset omfang. Hun var ikke mere følelsesløs, end hun godt vidste, hvad han insinuerede og derfor mærkede varmen blusse op i kinderne. Heldigvis var det da mere eller mindre mørkt, så hun kunne altid håbe, han ikke lagde mærke til det.
”Lad os bare sige, at hans interesser ligger andetsteds.” konstaterede hun tørt og med en bitterhed, der var til at skære igennem. Selvom deres ægteskab var både kærlighedsløst og lidenskabsløst, så havde hun alligevel en eller anden loyalitet overfor Proteus. Det tilkom ikke hende at udlevere ham fuldstændig – og det var i øvrigt heller ikke en usandhed. Hans interesse lå ganske rigtigt andetsteds, og at de ikke gik mere i detaljer end det, det var fint. Faerydae rystede lidt på hovedet af sig selv og så tilbage på Nicholas. ”Tilgiv mig, det er ikke Deres lod at høre på dette.” bad hun stille og bed tænderne let sammen.

[Nicholas Calcotta]

De farvede kinder, så Nicholas ikke noget til, i mørket, men hvert ord blev tænkt over. Hvad manden i stedet fandt interessant, havde Nicholas ingen ide om. Hvorfor ikke give sin hustru - specielt når man havde en så smuk en – fuld opmærksomhed? Tanken havde da krydset hans sind, at Faerydae aldrig skulle føle sådan, hvis hun var med ham, men dette forblev usagt.
Det var nu Faerydae’s tur til at undskylde. Et ord der havde fyldt samtalen en del. Almindeligvis, ville Nicholas egentlig heller ikke føle sig nysgerrig efter snak om følelser, endda undgå dem hvis han kunne. Nu var hans lyst dog noget andet. En lyst til at tage hen og ruske i denne såkaldte Lord Selvidoor, som skulle forstille at være Faerydae’s mand. Hænderne knugede sig i vrede, men nu var det mørket der kunne få lov at skjule Nicholas, utilfredse ansigtsudtryk.
”Der er intet at tilgive My lady” sagde han med en anstrengt stemme, som om han havde glemt at trække vejret i noget tid.
”Jeg vil ønske jeg kunne hjælpe Dem, med Deres problem, men det er desværre ikke mit at blande sig i. Jeg kan dog forsikre dem om, at det ikke er hos Dem, problemet ligger. Deres mand har måske svært ved at se deres skønhed og frie natur, men det er vi andre, der ikke har” Lysten til at gå hen og trække Faerydae tæt ind til sig, lå stærkt og boblede i overfladen af Nicholas’s sind. Han forblev dog på sin plads, stadig med distancen mellem dem, men det fik kun lysten til at vokse.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

”Sig ikke mere.” bad hun langsomt, selvom hun mente noget andet. Hvor ville hun ønske, at hun kunne bede ham om at hjælpe sig, at han kunne gøre noget. Og de søde ord. Det gjorde det ikke nemmere for hende nu, men ville helt sikkert varme på længere sigt. ”Jeg er så… udhungret… på menneskelig nærhed, Nicholas.” Nu blæste hun på alle former og manerer og kaldte ham ved fornavn. Hvis ikke, når man diskuterede så skrøbelige emner som dette, hvornår så? Da hun og Proteus var blevet gift, havde hun ikke været stort andet end et barn, og havde i det første stykke tid derfor heller ikke vidst, hvad hun gik glip af. Men nu var hun i sandhed modnet til at blive en kvinde, og det stod smerteligt klart, hvad det var, der manglede i hendes liv. Hun knyttede hænderne hårdt og mærkede, hvordan neglene pressede imod det hårde stenværk, der af gode grunde ikke flyttede sig. ”Det føles som om, det bare vokser sig større og større i mit indre, og jeg er bange!…” Åh, det var så svært at forklare. Faerydae havde svært ved at stå stille og strøg frustreret hænderne igennem de filtrede krøller, der var kommet en ny form for desperation i hendes stemme, da hun fortsatte: ”Bange fordi, jeg véd, det skal ud, men jeg frygter, hvornår jeg bare… eksploderer.” sluttede hun med lille stemme og gned sig i tindingen med den ene hånd i et forsøg på at lindre. Da ægteskabstilbuddet i tidernes morgen var kommet ind, havde de jo været noget så glade alle sammen. Faerydae var jo ikke datter af nogen af betydning, og det var ikke alle af den type adelige, der altid havde held til at få giftet alle døtrene godt væk. Et tilbud fra Selvidoor var ikke til at afslå.

[Nicholas Calcotta]

Nicholas stoppede, som kommanderet, med sin snak om redning og lyttede til Faerydae’s råb om hjælp. Hvad var det hun manglede i sit liv, omsorg? Ungkarlens hjerne kunne ikke rigtig komprehere, hvad der i grund og bund blev talt om. Kvinder havde ikke samme lyster som mænd. Glædes pigerne opførte sig kun sådan som de gjorde, for at tjene penge, ikke?
En kontakt blev tændt, da ordet bange blev nævnt. Ikke en forståelse, men et afsavn og at gøre noget ved tingene. Før Faerydae kunne afslutte sin næste sætning, tog han 1 langt skridt hen mod hende, og lagde sin arm om hendes skulder, så hun blev tvunget ind mod hans bryst i en omfavnelse.
Duften af hendes hår og lyden af hendes desperate åndedræt, gjorde alt en smule euforisk for ham. ”Jeg vil gøre alt i min magt for at hjælpe Dem. Sig hvad jeg kan gøre, og det skal blive gjort.” Mens han talte, rørte hans læber ved det blonde hår, hvilket kun gjorde hans lyst til at hjælpe hende større. En hånd gnubbede forsigtigt, Faerydaes ryg, og mærkede det fine stof på kåben. Den var blød under hans hånd, og ubevidst tog hans hånd ved noget af stoffet, for at gnide det mellem fingrene.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae nåede knap at registrere, at Nicholas bevægede på sig, før hun følte hans arme omkring sig og på en eller anden måde endte med hænderne kraftesløse og fladt imod hans brystkasse, idet han omfavnede hende. Et næsten usynligt smil over hans høviske optræden og nærmest helteagtige erklæring prydede hendes læber, idet hun nok anede, at de ikke helt var på bølgelængde, men det var lige meget. Det føltes trygt at stå dér i Nicholas’ arme, men følelsen af læberne mod sit hår og den varme hånd mod sin ryg, der kunne mærkes tydeligt gennem den tynde kåbe og natkjole, gjorde også andet ved Faerydae. Noget, der sikkert ville have chokeret adelsmanden foran hende. Åh, hvor havde Faerydae også bandet stygt over sig selv og været ved at dø af skam mange gange. Til sidst havde hun haft en nogenlunde fortrolig samtale med sin fru moder, der havde forsikret hende om, at det i visse adelige kredse skam var ildeset, hvis kvinden viste følelser overhovedet, men at Faucus-familien altid havde haft en mere afslappet tilgang til det.
”Hvis bare, der var noget, De kunne gøre.” mumlede hun smerteligt bittert ind imod hans brystkasse og vendte ansigtet op mod ham. Hun indså straks sin fejl, da hun opdagede, hvor tæt på han pludselig var.

[Nicholas Calcotta]

Normalt, når Nicholas, var så tæt på en kvinde, betød det andet end denne givne situation. Nærhed var ikke noget han havde oplevet som omsorg, fra andre end familien. Men i stedet for at begære denne skrøbelige lille ting, - nu beskyttet i hans favn, følte han sig hævet over alle andre mænd, i en følelse af lederskab, da noget skulle holdes væk fra fjenden. Fjenden værende den neglecterne husbond.
Mens Faerydae talte, så han ned på hende og mødte hendes øjne. Hvis han ikke havde været så høj i forhold til hende, havde afstanden være uudholdelig, men for nu kunne han holde blikket mod hendes øjnene, selvom det gang på gang, gled ned på hendes læber.
Nicholas kiggede et øjeblik væk, mens han prøvede at få tankerne på plads, og en idé om hvad han faktisk kunne gøre. Alle de små ting han kunne finde på, var enten uhørte eller forbudte. Specielt det sidste var noget Nicholas ikke var interesseret i da han så sig selv, som en lovens mand. ”Deres giftemål kan ikke blive anulleret… Så enten må de rejse væk og leve i eksil, eller få din mand på permanent afstand” sagde Nicholas. Hans forslag ville næppe være til nogen trøst, da de ikke var optimale. Hvis Faerydae skulle leve i eksil, kunne hun aldrig se sin familie igen. ”Jeg ved at Deres status, gør ægteskab for en livsvigtighed, men der må være en eller anden løsning, for at få Dem fri fra den mand.” Han lagde en finger under hendes hage og tog sig selv i at føle sig svag i benene.