Kunst at en sapphire

[Daud]

"selvfølgelig er der krudt i malerbøtter jeg er trods alt ikke en maler men hængt mand Corvo betalt for at ødelægge hele Calcotta familien på en gang" sagde Daud han var mildest talt frustreret han havde var lige kommet til byen for at besøge en af sine maler venner men han lå på sin dødsleje og ikke kun det men han havde en meget vigtig kunde som kunne holde hans familie i okay leveforhold en til hans ældste søn var færdig med sine svendeprøveer og han skulle han været ved der to timer tidligere og nu stod han lige ude foran porten mens to vagter tjekket alt hans maler udstyr og en af vagterne to en meget lille metal pind op fra kassen og sagde ”hvad skal den bruges til” Daud kastede sine arme til siden og sagde ”at forklarer det til dig er som at forklare et bordel til paven i for aldrig brug for det og hvis i gør er har i fejlede jeres arbejde” han havde ingen gang haft nok tid til at skifte fra sit brune rejse tøj

[Saphira Calcotta]

Det var omtrent tredive dage, siden Lady Calcotta havde overtalt sin yngste datter til at få sit portræt malet, og omend den påtænkte kunstner til udførelsen af denne opgave havde nævnt, han på daværende tidspunkt var ved at blive lidt syg, kom det stadig som et mildere chok at finde, udsigterne til, han blev rask, var forduftede. Det blev meddelt for syv dage siden, og det havde gjort den unge kvinde trist til mode. Hun følte for hans familie og havde insisteret på at lade familiens egen, kvalificerede læge undersøge ham - desværre uden en ny, håbefuld melding. Han havde lovet at gøre, hvad han kunne, for at finde en afløser, hvis evner med lærred og pensel ville være den blåøjede skønhed værdig.

Saphira havde været vågen siden solopgang, og med den manglende melding om, der var blevet fundet en afløser for kunstneren, havde hun ikke ladet kammerpigerne være i gang med hende for længe i dag. Håret sad løst og bølgede en anelse viltert grundet den fugtige morgen, og hun havde en af sine yndlingskjoler på. Safirblå, så hendes øjne lyste yderligere op; det var ikke uden grund, hendes forældre havde valgt at opkalde deres yngste efter den dybblå ædelsten.

“Hvem har sendt Dem hertil?” lød den bløde stemme en smule forlangende. Vagterne kastede kort et blik på hende, da hun dukkede op bag dem efter at have opdaget det mindre påstyr på sin formiddagsspadseretur nær slottet. Hun opdagede hans malergrej og blev lettere overrasket over, Hr. Renleigh, kunstneren, alligevel måtte have fundet en afløser. Det var i hvert fald, hvad hun gik ud fra.

[Daud]

Daud havde det lidt for travlt med at sikker af vagterne ikke ødelagde noget at hans dyre udstyr så han kiggede ikke op da blev talt til ham og bare svarede "Hr. Renleigh send mig her for at male frk Saphira Calcotta desværre kunne Hr. Renleigh ikke komme begrundet at en sygdom og hans søn er stadig ikke færdig uddannet til at kunne lave et portræt for en at de adelige familier så han fik mig til det og HEJ hvis du ødelægger den pensl vil jeg ikke kunne male de små detaljer i frks portræt" Daud gik over til vagten som var alt for hårdfør mod en pensl og tog den ud af mandens hånd og sagde ”der er en større chance for en nyfødt baby kan brække den unge frks hals en den her pensl kan gøre hende ondt” og han så op vor bløde stemme var kommet fra og han var slet ikke i tvivl om kvinden som stod der var at fin familie selvom han gættede det på kjolens fine kvalitet og han bukkede til hende og sagde ”mit navn er Daud whales”

[Saphira Calcotta]

Smilet, der formedes på de rosa, fyldige læber, var en smule vemodigt, da kunstneren uden for porten fortalte, grunden til han var blevet sendt til slottet af Hr. Renleigh. Det gjorde ondt at høre om mandens triste skæbne igen, men alligevel var Saphira taknemmelig for, hvad han havde gjort for hende - på trods af hun egentlig ikke var specielt glad for idéen om at skulle sidde stille så længe for et portræt, der kun var til for at glæde hendes forældre… hun havde også protesteret over for Renleigh, da han lovede hende at finde en anden, der kunne varetage opgaven, men den ældre kunstners stædighed var ikke at spøge med.

Hun nåede end ikke at svare kunstneren, inden en af vagterne havde taget fat i en af penslerne, og han forsøgte at få ham til at lægge den. ”Lad manden og hans grej komme ind.” Hendes blik lå på de to forreste vagter, indtil penslen blev afleveret, og de trådte til side for at lade kunstneren komme ind. ”Mr. Whales,” hilste Saphira med et lille nej, inden hun rettede sig op med et let smil på læberne. ”Jeg er Lady Saphira. Jeg havde ikke regnet med, De ville dukke op. Jeg håber, Deres pensler kan rette op på mine viltre lokker… jeg så ingen grund til at stadse mig op, når jeg intet havde hørt fra Hr. Renleigh. De kan følge med mig - så viser jeg Dem, hvor vi skal være, og jeg får arrangeret forfriskninger til Dem.” Altid var Saphira venlig over for denne slags gæster, og ydmygheden gav hun aldrig slip på. Hun var godsindet og til tider velsagtens også en smule for storsindet - og måske en anelse naiv, hvilket viste sig at kunne være lidt af en ulempe fra tid til anden.

[Daud]

Han smilede tilbage til Saphira og sagde i så en høflig tone han nu kunne ”det bliver intet problem Lady Saphira jeg fik det først at vide for to timer siden så de ville nok ikke have tid for dem at forberede dem” han løftede maler udstyr og fulgte efter Saphira og han så meget omkring han nu kunne for de fleste ville det ligne en kunstner se andres håndværk men faktisk kiggede han efter ting eller detaljer som han kunne bruge hvis han nogensinde fik et mere lyssky arbejde man kunne ikke vide hvad han for noget arbejde Calcotta familien havde nok en del af fjender som ville have gjort noget imod for betaling og han sagde venligt så det han ikke var for mistænkeligt ”jeg håber virkelig at jeg kan lave deres portræt ville kunne passe perfekt ind i deres familie hjem og ikke ende oppe på en af deres lofter” det var ikke løgn alle professionelle kunstnere ville kun være glad for at have et portræt i en af de adelige familiers hjem det var trods alt en måde at vise hvor god man var