Post by Sybbyl on Aug 3, 2016 7:48:31 GMT
Den her del er ganske frivillig! 
Hvis du ikke har tid til historie pjat, then please skip to the bottom! 
Faderen sank sammen på gulvet. Lige dér, midt i foyeren. Sybbyl havde kvalme, og samtidig følte hun ingenting. Det hele var urealistisk, et stort mareridt, som hun blot ventede på hun ville vågne fra når som helst. Det her var uvirkeligt, det kunne simpelthen ikke være rigtigt.
I hendes frosne tilstand, med en kun halvt fungerende hjerne, havde hun pludselig lyst til at le, over det fuldstændig groteske i at se hendes fader, hendes mægtige, beundringsværdige fader, en højt respekteret, anerkendt, og for alt i verden stolt mand, sidde der på gulvet, som et eller andet barn.
Hun så over på hendes moder, som om hun ventede på at hun i det mindste ville bede faderen rejse sig, fortælle at det ikke passede, og at det hele blot havde været en syg spøg. Men moderen stod skælvende, med ansigtet i hænderne, lydløse dråber gled ned af hendes kinder.
,, Nej.... " først hviskede hun, ordet nåede knap ud over hendes læber. ,, NEJ! " råbte hun denne gang, drejede 180 grader, og stormede ud af foyeren, ud i den enorme gårdsplads, og lige ned mod staldene. Hun hørte moderen kalde på hende bag sig, men lyden forsvandt, druknede i den ringende susen der var for hendes ører, imens hun styrtede afsted, alt hvad hun kunne.
Hun rev stalddøren op, flere af de smukke spanske heste fra Vendor familiens anerkendte avl, fløj forskrækket sammen over den voldsomme entre, men ikke den kulsorte vallak som hun styrede lige imod, slog slåen fra boksdøren, og med et nærmest ubemærket ryk i manen genede ud på staldgangen. De to kendte hinanden, var som ét, to halvdele af én, forbundet helhed, og med et solidt greb i manken, svingede hun sig op, og behøvede nærmest kun tænke tanken, før den robuste ganger satte afsted i et voldsomt spring. Ud af stalddøren, tværs over gårdspladsen, og ud over markerne, i fuld galop, uden at se sig tilbage.
....
Hvor var værelset i grunden egentlig stort. Havde det altid været så stort? Eller var det bare pludselig de mange manglende møbler, der havde gjort forskellen? Hun vidste det faktisk ikke.
Hun hørte råb og gråd nedenunder, på stueetagen. Hendes fader var kommet sent hjem, fuld som en allike - det var sket en del her på det sidste - og moderens hysteriske gråd indikerede hvilket emne samtalen - eller nærmere skænderiet - omhandlede.
,, Forstår du det ikke Melissa?! Der er ikke flere muligheder tilbage! Det er væk! Det HELE er væk!!!"
Sybbyl lukkede af for omverden, trak benene op under hagen, og stirrede ud af det store vindue. Månen var fuld, og selv som den eneste lyskilde, lyste den overlegent hele rummet op, og badede alting i et magisk, næsten sygeligt skær af sølv. Hvordan var det mon oppe på månen?
Efter de havde hentet hestene dagen forinden, havde hun nægtet at forlade værelset. Hun følte sig tom, hul, som en skrøbelig skal. Der var ikke flere tårer, det føltes som om der faktisk ikke var noget af noget som helst. For hendes skyld kunne de have fået det hele. Hele molevitten, bare ikke hestene.
Det næste der stod for skud nu, var huset.
....
Begravelsen var kort, og uhøjtidelig. Der var ikke noget at finansiere den for, og den eneste grund til det overhovedet var en reel begravelse i det hele taget, var en sidste respekt, og venlig gestus, fordi bedemanden havde været en nær og gammel ven af familien.
Sybbyl så med tomme øjne rundt på den lille forsamling. Nogen syntes at udvise reel sorg. Nogen ærgrelse. Andre hån, foragt. Da hun gik tværs over kirkegården, hørte hun en ondskabsfuld hvislen foran sig.
,, HA! Den gamle gnier fik hvad han fortjente! Det var på tide nogen fik dem ned med nakken! "
Sybbyl stoppede langsomt op, og stirrede lige frem for sig.
For første gang i over et halvt år, begyndte en følelse at spire i den krop Sybbyl ellers var begyndt at tvivle på om overhovedet var i stand til at føle noget som helst længere. En brændende, varm og gennemsyrende fornemmelse, der startede lige midt i solar plexus, og langsomt bevægede sig ud i hele hendes krop, indtil den havde overtaget hver eneste fiber af hende.
Had.
Soooo, here we go! ^___^
Sybbyl er en noget indædt, trodsig lille dame, der mistede sine forældre i en relativt tidlig alder, og som endte med at projektere sin sorg over at have mistet dem, og alt andet også i øvrigt, over på den rivaliserende familie, som satte en fælde op for hendes far, og fik ham til at gå konkurs i det hele taget. Hun har derfor viet hele sit liv til at få sin hævn, og alt hun foretager sig, gør hun for at komme tættere på det mål.
Hendes noget anderledes og unikke udseende (grundet hendes forældre var handelsrejsende der ikke oprindeligt var fra Praedo, men slog sig ned for at søge lykken) resulterede i kro-mutteren fra One-Eyed Jack's - på trods af hun oprindeligt tog Sybbyl i at stjæle fra kroen -tilbød hende et arbejde, først som tjener, resten var noget der senere kom til, men som hun fandt stor succes i, og tillod sig at blive både kræsen og forlangende. Det hele har en skjult agenda, og det er også derfor hun kommer igennem dagen og livet, med de lyssky erhverv hun nu har valgt sig. Hun nærer ikke rigtig andre følelser for tiden end det altoverskyggende had og ønske om hævn, og prøver derfor ikke at please eller opsøge nogen som sådan, medmindre hun kan bruge det til egen fordel. Hun er blevet en mester i selv at lyve og manipulere efter behov.
Altså mulighederne for plots er mange! ^^
Der er nogle spændende muligheder i den familie som hun søger hævn over (jeg har ikke fastlåst mig på nogen bestemt, så frit slag her), desuden lever hun af at opfange og sælge følsomme oplysninger og informationer til de rigtige mennesker, hvilket også sagtens kan gå forskellige grader af både godt eller galt, ligesom hun har et andet lettere lyssky erhverv om natten som glædespige, kun for særdeles eksklusive herrer, hvilket også kunne resultere i ballade på både den ene eller den anden måde!
Jeg er derudover klar på stort selv hvad som helst, uanset hvor dramatisk eller udramatisk det måtte være (hun må dog ikke lige dø xD) og jeg er bestemt åben for indskydelser, eller plots der måtte harmonere med andre problemstillinger, så please do shoot! Glæder mig til vi skal lege!
Igangværende plots:
Hvis du ikke har tid til historie pjat, then please skip to the bottom! 
Faderen sank sammen på gulvet. Lige dér, midt i foyeren. Sybbyl havde kvalme, og samtidig følte hun ingenting. Det hele var urealistisk, et stort mareridt, som hun blot ventede på hun ville vågne fra når som helst. Det her var uvirkeligt, det kunne simpelthen ikke være rigtigt.
I hendes frosne tilstand, med en kun halvt fungerende hjerne, havde hun pludselig lyst til at le, over det fuldstændig groteske i at se hendes fader, hendes mægtige, beundringsværdige fader, en højt respekteret, anerkendt, og for alt i verden stolt mand, sidde der på gulvet, som et eller andet barn.
Hun så over på hendes moder, som om hun ventede på at hun i det mindste ville bede faderen rejse sig, fortælle at det ikke passede, og at det hele blot havde været en syg spøg. Men moderen stod skælvende, med ansigtet i hænderne, lydløse dråber gled ned af hendes kinder.
,, Nej.... " først hviskede hun, ordet nåede knap ud over hendes læber. ,, NEJ! " råbte hun denne gang, drejede 180 grader, og stormede ud af foyeren, ud i den enorme gårdsplads, og lige ned mod staldene. Hun hørte moderen kalde på hende bag sig, men lyden forsvandt, druknede i den ringende susen der var for hendes ører, imens hun styrtede afsted, alt hvad hun kunne.
Hun rev stalddøren op, flere af de smukke spanske heste fra Vendor familiens anerkendte avl, fløj forskrækket sammen over den voldsomme entre, men ikke den kulsorte vallak som hun styrede lige imod, slog slåen fra boksdøren, og med et nærmest ubemærket ryk i manen genede ud på staldgangen. De to kendte hinanden, var som ét, to halvdele af én, forbundet helhed, og med et solidt greb i manken, svingede hun sig op, og behøvede nærmest kun tænke tanken, før den robuste ganger satte afsted i et voldsomt spring. Ud af stalddøren, tværs over gårdspladsen, og ud over markerne, i fuld galop, uden at se sig tilbage.
....
Hvor var værelset i grunden egentlig stort. Havde det altid været så stort? Eller var det bare pludselig de mange manglende møbler, der havde gjort forskellen? Hun vidste det faktisk ikke.
Hun hørte råb og gråd nedenunder, på stueetagen. Hendes fader var kommet sent hjem, fuld som en allike - det var sket en del her på det sidste - og moderens hysteriske gråd indikerede hvilket emne samtalen - eller nærmere skænderiet - omhandlede.
,, Forstår du det ikke Melissa?! Der er ikke flere muligheder tilbage! Det er væk! Det HELE er væk!!!"
Sybbyl lukkede af for omverden, trak benene op under hagen, og stirrede ud af det store vindue. Månen var fuld, og selv som den eneste lyskilde, lyste den overlegent hele rummet op, og badede alting i et magisk, næsten sygeligt skær af sølv. Hvordan var det mon oppe på månen?
Efter de havde hentet hestene dagen forinden, havde hun nægtet at forlade værelset. Hun følte sig tom, hul, som en skrøbelig skal. Der var ikke flere tårer, det føltes som om der faktisk ikke var noget af noget som helst. For hendes skyld kunne de have fået det hele. Hele molevitten, bare ikke hestene.
Det næste der stod for skud nu, var huset.
....
Begravelsen var kort, og uhøjtidelig. Der var ikke noget at finansiere den for, og den eneste grund til det overhovedet var en reel begravelse i det hele taget, var en sidste respekt, og venlig gestus, fordi bedemanden havde været en nær og gammel ven af familien.
Sybbyl så med tomme øjne rundt på den lille forsamling. Nogen syntes at udvise reel sorg. Nogen ærgrelse. Andre hån, foragt. Da hun gik tværs over kirkegården, hørte hun en ondskabsfuld hvislen foran sig.
,, HA! Den gamle gnier fik hvad han fortjente! Det var på tide nogen fik dem ned med nakken! "
Sybbyl stoppede langsomt op, og stirrede lige frem for sig.
For første gang i over et halvt år, begyndte en følelse at spire i den krop Sybbyl ellers var begyndt at tvivle på om overhovedet var i stand til at føle noget som helst længere. En brændende, varm og gennemsyrende fornemmelse, der startede lige midt i solar plexus, og langsomt bevægede sig ud i hele hendes krop, indtil den havde overtaget hver eneste fiber af hende.
Had.
Soooo, here we go! ^___^
Sybbyl er en noget indædt, trodsig lille dame, der mistede sine forældre i en relativt tidlig alder, og som endte med at projektere sin sorg over at have mistet dem, og alt andet også i øvrigt, over på den rivaliserende familie, som satte en fælde op for hendes far, og fik ham til at gå konkurs i det hele taget. Hun har derfor viet hele sit liv til at få sin hævn, og alt hun foretager sig, gør hun for at komme tættere på det mål.
Hendes noget anderledes og unikke udseende (grundet hendes forældre var handelsrejsende der ikke oprindeligt var fra Praedo, men slog sig ned for at søge lykken) resulterede i kro-mutteren fra One-Eyed Jack's - på trods af hun oprindeligt tog Sybbyl i at stjæle fra kroen -tilbød hende et arbejde, først som tjener, resten var noget der senere kom til, men som hun fandt stor succes i, og tillod sig at blive både kræsen og forlangende. Det hele har en skjult agenda, og det er også derfor hun kommer igennem dagen og livet, med de lyssky erhverv hun nu har valgt sig. Hun nærer ikke rigtig andre følelser for tiden end det altoverskyggende had og ønske om hævn, og prøver derfor ikke at please eller opsøge nogen som sådan, medmindre hun kan bruge det til egen fordel. Hun er blevet en mester i selv at lyve og manipulere efter behov.
Altså mulighederne for plots er mange! ^^
Der er nogle spændende muligheder i den familie som hun søger hævn over (jeg har ikke fastlåst mig på nogen bestemt, så frit slag her), desuden lever hun af at opfange og sælge følsomme oplysninger og informationer til de rigtige mennesker, hvilket også sagtens kan gå forskellige grader af både godt eller galt, ligesom hun har et andet lettere lyssky erhverv om natten som glædespige, kun for særdeles eksklusive herrer, hvilket også kunne resultere i ballade på både den ene eller den anden måde!
Jeg er derudover klar på stort selv hvad som helst, uanset hvor dramatisk eller udramatisk det måtte være (hun må dog ikke lige dø xD) og jeg er bestemt åben for indskydelser, eller plots der måtte harmonere med andre problemstillinger, så please do shoot!
Glæder mig til vi skal lege! Igangværende plots:
- Et potentielt samarbejde som "personlig spion" for Kaptajnen Solomon!
