In Sickness and Health

[Deleted]

In Sickness and Health
Kalder Daud
D. 3. august, år 1513.

Det var mørkt uden for. Klokken var nær 12 om aftenen, eller måske snare natten? Det var også lige meget. Det var i hvert fald sent, for ikke at tale om en smule køligt i vejret. Det var en af de der dage, hvor man var nødt til at være iklædt noget ordenligt tøj.

Så begyndte det også at regne. Det fik Teuta til at skutte sig på trods af, at hun var iklædt en lang, læderfrakke. Med sit ene(ste) øje så hun rundt, mens hun bevægede sig ned forbi de mange skibe som lå for kaj. Hun skulle snart af sted igen, så hun var nødt til at se om alt var som det skulle være. Desuden var det hende, der skulle passe skibet i nat. Eller ikke kun hende, den makker som hun - på en eller anden måde - havde fået tildelt sig selv, var mildest talt håbløs. Og så faldt han altid i søvn. Hun burde egentlig have fyret ham for længe siden, men hun havde aldrig rigtig fået det gjort. Han havde trods alt været der, dengang det var hendes fars skib, så noget måtte han da kunne?

Teuta havde også været nødsaget til at finde sig en trust-worthy stedfortræder, fordi hun skulle ud på søen igen. Det havde hun savnet. Mærke den friske morgenluft, og dufte det salte hav. Ikke fordi hun ikke nød at være 'Dronning' over DSM (Det Sorte Marked). Ja, hun nød at være i kontrol over alting, og være respekteret, men det var et forbandet ensformet arbejde. Nej, så hellere være ude med The Madness of Secrets og opleve noget, se noget!

Teuta passerede endnu et skib. Alle olielamperne var gået ud dernede ad, så hun gik efter hukommelse og hørelse, for ikke at falde i havet ved et uheld. Forpulede søvagter, som ikke sørgede for lys hernede!

[Daud]

Daud havde en rød frakke og en sæk og et reb om sin hals så han lignede en hængt mand det var alt sammen en del af hans hængt mand Corvo forklædning selvom det ikke var det bedste af have på sådan en kold og våd nat men han havde ikke haft nok tid til at få lavet noget til den slags vejr for tidligere den nat havde han fået et tilbud på et job at dræbe Queen Teuta så kvinder ikke skulle tro de var bedre end mænd eller noget i den stil men han havde sagt nej tak til jobbet selvom det ville give en god belønning kunne han ikke dræbe hende var trods alt en af de få som viste at maleren Daud whales var også hængt mand Corvo var den samme person og hun havde været en meget god kunde især da han begyndte sit arbejde og han hoppede fra en tag til en af The Madness of Secrets mast uden at lave en lyd de mænd som havde taget jobbet havde slukket alle olielamperne så hun ikke kunne se dem vendte på hendes dæk mændene stod helt stille hvor de havde slukket de sidste lys så ingen som bare kom ombord ville vide de var der men det betød intet for ham som havde set dem hvor de havde slukket lyset og han kravlede stille ned af masten så de ikke ville opdage ham skarp halsen over på manden som stod tættest på masten med en kniv og lavede kun et lille lyd og holdte mandens lig så den ikke bare faldt sammen og lavede en masse støj

[Deleted]

In Sickness and Health

"No one believes a liar. Even when she's telling the truth."

Det blev kun mørkere. Alle lys resten af vejen langs havnen var gået ud. Man kunne intet se. Som om det ikke var nok, at Teuta var hæmmet af sit dårlige syn. Skabt af manglen på det ene øje. Eller det vil sige: øjet sad der endnu, men det var 100% blindt. Hun kunne intet se på det øje, det venstre øje. Hun havde mistet synet på det øje i en kamp, men havde alligevel formået at slå sin modstander på trods af et sløret syn og et kraftigt blødende øje. Sådan var Teuta. Hun kæmpede til det sidste - også selvom det så sort ud.

Teuta rullede med øjet og forsatte frem ad. Godt at hun kendte vejen. Hun vidste præcis hvor man skulle træde, og hvor man ikke skulle (eller i hvert fald ikke burde, hvis man ikke ville have en ufrivillig, våd dukkert. Og det var der ingen der ville, for sygdom var nærmest dødeligt i denne verden.

Da Teuta nåede frem til sit skib, gik hun over planken og ind på dækket. Der lugtede mystisk...

[Daud]

Han lagde ligen på dækket stille ned på dækket og bevægede sig så hurtigt han nu kunne uden at lave en lyd dræbte endnu en mand og gentog nøjagtig den selv samme bevægelser som ved den første mand men han kunne desværre hører en gå op at planken og han bandede for sig selv hvorfor kunne hun ikke drikke lidt længere så han kunne gøre det her færdig og da hun stod på dækket blev fire olielamper og 8 mænd med sabeler klar til angreb og Daud trak undskyldende på sine skuldre og kastede kniven mod en mand som var af et kampråb men noget aldrig det og Daud hev sine to sabeler og sprang på den nærmeste mand han håbede på hun ikke ville tro han var med de tåber og angriber ham

[Deleted]

In Sickness and Health

"It is forbidden to kill; therefore all murderers are punished unless they kill in large numbers and to the sound of trumpets."

Teuta bed i et æble, som hun havde haft med sig fra havnebyen af. Hun stod nu på dækket af The Madness of Secrets, halvt påvej til at tage en bid, da 4 olielamper pludselig lyste op. Det nytilkomne lys afsløred 8 mand høj med sabler i hænderne, klar til angreb. Nogle af dem havde endda en sabel i hver arm. Idiot, idiot! Bandede hun indvendigt af sig selv. Det havde været dumt at hende at tro, at hun var magtfuld nok til at kunne bevæge sig rundt på den mørke Axeaman havn helt alene. At ingen turde angribe hende. Hun havde set sig overvindelig, måske endda udødelig, men det var hun ikke. Disse mænd kunne dræbe hende, og hun havde ikke en jordisk chance.

Men så så Teuta pludselig en skikkelse, også med to sabler, som sprang frem fra mørket. Hun troede først, at han ville angribe hende, men sukkede lettet, da han begyndte på én af hendes 8 overfaldsmænd. Hun nev sig selv der hvor næseryggen møder panden, smed æblet over bord - det var ikke til nogen nytte alligevel - og trak en kniv frem fra bæltet. Hun var en habil knivkaster. Ramte næsten hver gang, hvis ikke hver gang. En kniv blev tyret i panden på den første mand, som faldt gurglende om - hun havde ramt ham i halsen - og vendte sig mod den næste.

På en måde irriterede det Teuta lidt, at hendes ukendte hjælper var der, for hun ville helst fremstå uovervindelig og stærk alene. Men samtidig var hun glad for hans hjælp, for det her kunne hun dårligt have klaret selv. Og så forstod hun ikke, hvordan han var kommet ombord heller, men det var ikke så vigtigt lige nu. Nu handlede det bare om at overleve...

[Daud]

Daud stak en af sine sabler i en af mændenes mave og gav slip den og hev en lille nål frem med den frie hånd og kastede den mod en af mændene som løb mod Teuta og ramte ham i nakken og hev sin sabel ud at mandens mave skarp halsen over på ham for at være sikker på han var død og et par sekunder efter begyndte manden at skrige i frygt og gav slip på sin sabel så han var helt åben for Teuta der var en gift på nålen som gav dem som blev ramt af giften ville begynde at se hallucinationer og de fleste var ville blive lammet af frygt og Daud sagde drillende ”jeg synes deres majestæt blevet er blevet en smule langsommere siden sidste gang jeg var ved deres slot er der virkelig ingen sund ung ridder som kan få deres blod til at løbe så hurtigt som lille fiskerdreng som mig kan det er da en skam” normalt talte han ikke når han arbejdede men han var ikke i tvivl om hun ikke kunne kende ham med den forklædning det var også en relativ ny ting han var begyndt på og han kunne ikke lade være med at smile under sækken da han kom i tanke om deres første møde hun plyndret en biskops skib og ham fanget for kætteri det var et godt spørgsmål hvem af de to ville mest have fingrene i den forbandede biskop

[Deleted]

In Sickness and Health 

"Drive slow and enjoy the scenery - drive fast and join the scenery."

Teuta kastede en kniv efter en af overfaldsmændene med den ene hånd, mens hun forsøgte at holde stand mod en anden mand med en længere kniv. Sabel eller sværd var ikke noget hun ejede, eller gik med til hverdag for den sags skyld, så hun måtte klare sig med sin kniv. Så det gjorde hun.

"Ha!" lo hun, da hun fik slået sablen ud af sin modstanders hånd, og stak kniven i hjertet på ham. Så vente hun sig mod den næste. Han kom løbende imod hende. Hun skulle til at kaste sin kniv efter ham, da han pludselig stoppede og så på noget bag hende. Hun kiggede bagud, men der var intet. Hvad var nu det for noget? Teuta rystede på hovedet, og vendte sig mod næste mand. Han opførte sig ligesom ham der før forsøgte at angribe hende. Helt apatisk og nærmest... bange?

Pludselig hørte hun en stemme. Det var hendes hemmelige hjælper der talte. Først nu så hun rigtigt på ham. Han var iklædt en rød jakke og en hætte over hovedet, men det var ikke det mærkeligste ved ham. Han havde et reb om halsen. Han lignede en hængt mand. Mystisk...

Teuta rynkede på næsen af hans ord, men svarede så.

"Langsom?" fnøs hun med et løftet øjenbryn.

"Jeg er bestemt ikke langsom. Jeg blev bare... overrasket. Men hvem er De, og hvorfor hjælper De mig?" lød det stædigt fra Teuta, som havde sat hænderne i siden.

[Daud]

Daud satte sin sabler på deres plads og sagde ”wow jeg vidste godt det var længe siden vi har set hinanden men ikke kunne høre hvem jeg er” og han begyndte at gå mod Teuta og hev hætten af så hun kunne se hans ansigt og sagde lettere drillende ”det er mig Daud du ved ham som dræbte din mand og ham som du har sjov med i sengen en gang imellem” og han hev kniv frem og skar den bange mands hals over han ville helst holde det som en hemmelighed at han var en snige morder og satte kniven på plads stillede sig lige foran hende og sagde ”overrasket ja det kan ske for os alle og hvorfor hjælper jeg dig med de nybegyndere du kan få tre gæt og hvis du gætter forkert får jeg et kys og hvis du gætter rigtig vil jeg dræbe bagmændene for dig og du kan selv bestemme prisen jeg gør det for så længe det ikke er gratis jeg skal jo trods alt også leve deres majestæt” han håbede på hun ville hoppe med på hans lille leg så han kunne se en af hendes smil fra hende igen det var trods alt en godt stykke tid siden sidste gang han havde set det og måske kunne de have noget mere fysisk sjov sammen før han dræbte bagmændene for hende man havde lov til at håbe