Hello, Goodbye

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Proteus Murtagh Selvidoor
D. 2. september, 1513

---

I halvanden måned havde Faerydae været væk denne gang. Hun nærede ingen illusioner om, at hun havde været savnet under sit fravær, men den tanke gjorde hende ikke så meget i øjeblikket. En hel måned i selskab med sine elskede Faucus-slægtninge havde gjort hende godt og ikke mindst givet overskud til at takle livet i Aldmere igen. Ikke desto mindre var skyggen over hendes hoved blevet større og større og mørkere og mørkere, jo tættere hun atter kom på Selvidoor. Hjemturen til søs havde været overraskende behagelig, der havde ikke været noget ubehageligt uvejr, farlige pirater eller dets lige - en fredelig tur, hvor der ikke havde været nær så mange søsyge, som da de var sejlet ud. Men nu nærmede det sig. Faerydaes blik hvilede udtryksløst ud af vinduet på vognen, mens hestene trak hende tættere og tættere på Selvidoor-residensen. Javist, det var et utroligt smukt sted, som i sin tid havde overrasket den unge adelsfrøken meget, men nu både elskede og hadede hun det. De ankom op ad formiddagen, så formentlig kunne hun nå at deltage i frokosten. Hvis de da overhovedet havde gidet interessere sig for, hvornår hun ankom...

Det var med disse lettere dystre tanker, at Faerydae omsider kunne træde ud af kareten og skue op på Selvidoors hjemsted. Hun var udmattet efter de mange dage på havet, trængte til et bad efter at have tilbragt for meget tid i den salte havluft og havde brug for en frisk kjole uden folder. På trods af dette lagde hun nu ansigtet i imødekommende, venlige folder og begav sig op ad trappen til hovedindgangen, mens hun overlod det til tjenere at læsse bagagen af og føre den til sine gemakker. Mon Proteus vil være der?, funderede hun i sit indre, mens døren kom nærmere og nærmere. Faerydae havde alle tider haft besvær med at beskrive sine følelser for den mand, hun var gift med, hun vidste kun, at hun fik ondt i maven hver gang, hun var nødt til at interagere med ham. Ikke fordi, han nogensinde havde lagt hånd på hende. Der var bare... noget... Det var derfor med hjertet en lille smule oppe i halsen, at hun blev vist ind gennem døren til forhallen.