From Me to You

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Isabel Lily Faucus
D. 27. juli, 1513

---

Faerydae var til sin glæde blevet hentet ved havnen af sin fætter, Argos, da Selvidoors skib ankom til Faucus. Hun havde ellers frygtet, at der ingen ville komme, fordi skibet havde været to dage forsinket. Men var beskeden mon nået rundt til hele den nærmeste Faucus-familie? Hun havde trippet af utålmodighed lige siden, skibet lagde fra land i Aldmere og begav sig den lange rejse mod Bellock. Nu var hun her endelig! Alt for lang tid var der gået denne gang, så hun var så absolut besluttet på at nyde det hele vejen igennem. Det var derfor også med et begejstret smil, at hun skiltes fra Argos ved fortrappen - han trængte i dén grad til et bad, inden de skulle snakke sammen igen - og styrtede op af de få trin til hoveddøren.

Mange sekunder gik der ej, før Faerydaes stemme gjaldede igennem gangene. Først et par forgæves forsøg med 'mor', 'far' og detslige, inden valget faldt på lillesøsteren, Isabel.
"Isabel!" Stemmen skar igennem den ellers nogenlunde rolige residens, og Faerydae havde ingen skam i livet, da hun uden at tøve slog enhver dør op, hun kom forbi. "Hvor gemmer hun sig henne?" Under sit fravær savnede hun naturligvis hele sin familie, men der ville immervæk altid være nogle få individer, som havde en helt særlig plads i hendes hjerte - Isabel var en af dem. Hendes vilde, umulige og helt fantastiske lillesøster! De lignede hinanden af personlighed til en hvis grad, selvom Isabel vovede sig lidt længere ud i ekstremerne, end Faerydae havde for vane at gøre. "Bel!" Stemmen rungede stadig i gemakkerne. Først da gik det op for hende, at hun selvfølgelig burde lede udenfor! Vejret var jo ganske fantastisk denne eftermiddag, så Faerydae krydsede gennem stuerne og begav sig ud i haven på den anden side af huset - der var heller ingen chance for, søsteren havde hørt hendes råb, hvis hun befandt sig herude.

På vej gennem haven hilste hun med et strålende smil på gartneren, der heldigvis kunne pege hende i den retning, Isabel var gået sidst, han så hende. Faerydae besluttede sig for at blæse på normerne, løftede skørterne fra jorden og satte i løb ned mod pavillonen bagest i parken. Hun havde frygtet, at hun ville være ankommet for sent til at hilse på søsteren, som efter alt at dømme ville rejse ud om et par dage. Det gjaldt sandelig om at nyde tiden sammen, ikke?

[Isabel Lily Faucus]

Hørte hun en lille fugl pippe? Isabel kneb svagt de store, blå øjne sammen og rejste sig op fra silke stolen nede i pavillonen. Hun synes bestemt at hun hørte en lys kvidren, men om det blot var en anden fugl iblandt alle de andre fugle her i den store have, det var hun ikke klar over. Nysgerrigheden pirrede hende og hun satte derfor nogle håbefulde skridt afsted imod vinduerne. De var store og tillod det dejligste sollys at komme indenfor i deres pavillon. Da Isabel stod foran dem, samlede hun formelt hænderne på ryggen og bøjede sig let forover for at skue ud igennem glasset. Ingen synlige fugle ville have lydt som om at de var så tæt på, som den kvidren hun lige hørte.

I samme sekund, som Isabel skulle til at vende rundt og vandre lettere skuffet tilbage til sin stol, hvor hun ville genoptage hendes læsning, så kom et yderst elskværdigt syn hende i møde. Faerydae kom springende ind i pavillonen til Isabels store overraskelse. ,, Søster!", udbrød hun i stemme så overrasket, at den tilnærmelsesvis tippede hen til den hæse, skingre side. Og i næste øjeblik mødte hun Fae på midten i det der mindede om årets knus. Hold nu op, hvor havde Isabel savnet hendes søster. Så snart hun stod i hendes søsters favn og knugede sig ind til hende, kunne dufte noget der stadig mindede om 'hjem' - så følte hun sig atter tryg og utroligt lykkelig. ,, Tag aldrig, aldrig afsted igen.", mumlede hun ud inde i krammet, til trods for at hun kendte sandheden. Hun kunne ikke beholde hendes storesøster hjemme og det gruede hun stadig for. Mindst lige så meget som sidste gang.

,, Det var dig, der var fuglen!", udbrød hun så, som hun kom ud af krammet igen og Isabel kom sådan til at grine over dette. Hun holdt stadig fast om søsterens hænder, men trådte et skridt bagud og hentydede til haven bag dem i et noget tænkende blik; ,, Lige før du trådte herind, hørte jeg en hel særlig kvidren ude fra haven. Den fangede min opmærksomhed, som ingen andre og jeg rejste mig endda for at undersøge det.", Isabel grublede for en stund, men brød ud i et tøset fnis ,, Jeg får vidst bare pip af at være mutters alene med mor og far. Og Argos. Og Faster. Og alle de andre." , så forfærdelig alene var Isabel heller ikke, når alt kom til alt, men uden Fae, så var hun alligevel et stort og betydeligt selskab fattigere.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Spændingen spidsede til, da Faerydae omsider fik øje på lillesøsterens silhuet gennem ruderne i pavillonen, og det overraskede udbrød var heller ikke til at tage fejl af.
”Bel!” hvinede hun tilbage i et lignende skingert og meget tøset udbrud og hamrede ind i omfavnelsen med en sådan fart, at hun måtte dreje dem rundt en omgang for ikke at vælte. Lettere forpustet efter sin korte løbetur knugede hun blot den yngre pige hårdt ind til sig og kneb øjnene sammen et øjeblik for bedre at kunne nyde fornemmelsen af Isabel overfor hende igen. ”Du ved, jeg ville blive for altid, hvis jeg kunne.” talte hun sagte ned imod søsterens skulder, da det umulige ønske blev mumlet, og knugede hende en anelse tættere for at understrege ordene. Isabel var blandt de, som Faerydae om nogen havde indviet i kvalerne ved at bo i Aldmere og være gift med en Selvidoor, så hun var ikke bange for at indrømme det i dette selskab.

Faerydae trak sig modvilligt tilbage fra krammet og tog i stedet sin lillesøster i øjesyn. Åh, hun lignede heldigvis sig selv. Faerydae var aldrig kommet sig over, hvordan hun havde kunnet få en så smuk søster! At hun havde fortjent at få en tøs som Isabel ind i sit liv!
”Hvadbehager?” spurgte hun i en latter over at blive sammenlignet med en fugl, da de begge trak sig tilbage. Hun lyttede til beretningen og kom ligeså til at grine. ”Kvidren? En kvidren? Kære, det kan ikke have været mig, jeg sværger, jeg lyder som en påfugl.” Ubevidst kom hun til at skære en grimasse ved tanken om de store fugles grimme kald, men fokuserede snart på Isabel igen. ”Du skal fortælle mig alt!” beordrede hun hende begejstret og gav søsterens hænder et klem, inden hun trak sig over mod de behagelige stole, der var posteret i pavillonen.
Der faldt altid en underlig ro over Faerydae, når hun endelig fik trumfet igennem, at hun kunne få lov til at aflægge visit på Faucus – åh, hun levede højt på disse tider. Desværre var det kommet hende for øre, at det denne gang faldt sammen med en af Isabels rejser. ”Jeg har hørt, du sejler ud om et par dage, så vi har meget, vi skal nå!” halvvejs spurgte, halvvejs konstaterede hun med et smil, der var lige dele begejstret over at være i Isabels selskab igen og trist til mode over, at det kun ville vare et par dage denne gang.

[Isabel Lily Faucus]

En sådan uerstattelig ro fandt sted i Isabels indre, som de vandrede hen til møblerne og slog sig ned. Hun havde ventet i det der følte som evigheder på dette øjeblik. Og selvom roen nu havde fundet vej til hendes lille krop, så var hjernen allerede igang med at planlægge alt hvad de skulle lave sammen i de næste få dage de havde sammen.

Endnu en lille latter kom fra Isabel. Søsteren havde altid haft en god humor og én som netop var noget for Isabels smag. Hun forstod den til fulde og var de indenfor bag lukkede døre, så ville hun havde hvinet endnu højere. Men hun havde sine manérer og pressede læberne sammen, kvalte den sidste halvdel af sit grin og lod en hånd glide igennem de løse, blonde bølger. ,, Alt?”, gentog hun spørgende og skævede imod Fae med et løftet bryn og et muntert blik.

Da Isabels næste rejse kom på tale, lænede hun sig en tand mere frem i det bløde sæde og lagde albuerne mod knæene for at komme til tættere mod si søster - ikke alle skulle høre hendes planer om denne tur. Hun sendte Fae et blik, der ikke var til at tage fejl af; Åh ja, Isabel var ude på ballade. Igen. ,, Gæt hvor jeg har i sinde at tage hen.”, udfordrede hun hendes søsters hjerne, men skuede sig omkring inden hun lænede sig lidt tættere på og hviskede; ,, Til piraterne.” - ,, For at købe pelse. Men fortæl nu intet til mor eller far eller Argos for den sags skyld. De ville få et føl og benægte mig afrejse.”, og sjovt nok forlød Isabels ord med en uskyldig lille kvidren. Det var hendes speciale; at se sød og uskyldig ud, men at have et sind drevet af eventyrslyst og nysgerrighed. Hun gjorde lidt afstand igen og rettede ryggen ,, Jeg ved hvad vi skal lave i morgen, Søs. De gamle ruiner. “, hun spillede op for et bredt smil, da hun vidste at det var hendes søsters yndlingssted på deres ø.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

”Alt!” gentog Faerydae med et bekræftende og ikke så lidt begejstret smil, da hun sank ned i den behagelige stol. Hun sitrede næsten i utålmodighed, hun ville bare så gerne høre, hvad der skete herhjemme, når hun sad på Selvidoor og trillede tommelfingre. De måtte tydeligvis kede sig ihjel, når hun ikke var her, ikke sandt? De sporadiske breve, som hun af og til udvekslede med sine familiemedlemmer, gav ligesom ikke tilstrækkeligt indblik, syntes hun ikke. Trangen til at høre om alt, der var sket det sidste års tid, lagde sig dog lidt, da snakken faldt på den forestående rejse.

”Isabel!” udbrød hun forfærdet og med et kortvarigt udtryk af ren vantro, da søsteren afslørede destinationen for sin rejse. Stemmen sænkede sig næsten til en hvisken, da Faerydae fortsatte: ”Hvis det bliver opdaget, at du har omgang med … den slags … så viser vor tro dig ingen nåde!” Det var formentlig dér, den største forskel på søstrene lå. Faerydae var også eventyrlysten, men sjældent direkte dumdristig – som Isabel tydeligvis var i dette foretagende! ”Det er ikke kun pirater, der hænges for pirateri! Almindelige, respektable folk som os kan hurtigt komme til at følge samme vej…” En gysen løb gennem kvinden, da hun mindedes de dage, der var blevet tilbragt i Felcherely for efterhånden så mange år siden. Der var næsten dagligt henrettelser… Tanken om søsteren, der… Nej… Faerydae rystede på hovedet for at klare tankerne og lænede sig ligeledes frem i stolen for atter at gribe Isabels hænder. ”Der er ingen retfærdig rettergang for de, der omgiver sig med pirater.” sagde hun indtrængende og kunne næsten allerede nu mærke frygten, der løb hende koldt ned ad ryggen. Kronen så ikke med milde øjne på pirateri, det var helt sikkert! Jeg hader at være forældre-agtig!, klagede hun i sit indre og bed tænderne hårdt sammen, inden hun fortsatte, velvidende, at hun sikkert ville blive upopulær: ”Jeg kan ikke lade dig tage af sted. Du kan sende bud til Pirate Island, sende en anden eller hvad-ved-jeg, bare du ikke tager personligt del i rejsen.” Åh, hvor hun dag hadede at skulle lægge låg på lillesøsterens glæde og alt for åbenbare begejstring over at skulle til et sted som det. Det var ikke fordi, Faerydae frygtede for Isabels liv på selve rejsen eller så længe, de opholdt sig hos piraterne - til det stolede hun trods alt på søsterens intelligens og snilde til at rode sig ud af den slags igen. Men hvis det blev opdaget! Hvis deres kardinal fik nys om det! Faerydae ville ikke tænke tanken til ende.

[Isabel Lily Faucus]

I første omgang slog Faerydaes ord noget panisk i øjnene på Isabel. Hvad havde hun nu gjort forkert? Åh ja. Pirater var forkert. Det havde hun vidst sent glemt. ,, Søs, jeg har ingen omgang med piraterne. Jeg er ikke interesseret i at danse tæt eller skåle i rom med dem! Min eneste interesse ligger i det der kommer til min egen gavn. Jeg vil blot derover på Det Sorte Marked. Handle med nogle pelse.”, ak, Isabel forsøgte ivrigt at forsvare sig selv overfor hendes søster, men hun kunne på den anden side godt se hvordan det stak til hende, at hendes lillesøster ville tage til løvens hule. Helt alene. Ordene som fortsat faldt imod Isabel, fik hende til sidst til se se ned imod hendes egne hænder. De samlede sig og begyndte at fumle lidt små nervøst ved hinanden. Det varede så længe at hun skulle høre på resten af søsterens ord. ,, Okay! Jeg lader være Faerydae!”, udbrød hun så og tog sig selv i at være en kende chokkeret over selv at have brugt søsterens fulde navn; det gjorde hun normalt aldrig. Som i aldrig-aldrig. Det var altid enten Fae, søs eller kære. Nu så Isabel igen op på søsteren med beklagende øjnene, frygtende for at have skuffet sin søster alt for meget eller bragt en form for mistillid imellem dem. Søsteren var det bedste hun havde og nogensinde ville få. ,, Undskyld. Jeg vil ikke have at du skal bekymre dig det korte øjeblik du endelig er hjemme. Vi er så lykkelige over at have dig her. “