Banquet for the noble families (Åben tråd)

[Nicholas Calcotta]

Invitation
I anledning af Lorden og Ladyen af Calcotta’s 30. års bryllups dag,
er den finere stand inviteret til bal. Begivenheden vil finde sted i
Inverlock, på Calcotta familiens ydmyge resident.
Dato 2. december

---

Den store sal, som før havde kunne holde et royalt selskab, var pyntet op med gule og sorte farver, som var Calcotta familiens symbolske farver.
Træborder af det dyreste træ, stole polstret med dyrefigure og matchende til resten af salen, - var det ikke til at tage fejl af, at Calcotta’erne var ude på at imponere resten af adlen. På rad og række stod tjeneste folkene, klar til gæsternes fremmøde. Vagterne, parate til kun at lade de inviteret komme ind, og derpå holde uvedkommende ude.
Ønsket var selvfølgelig at dette bal ville blive husket. Efter deres ældste søns død, havde Ladyen og Lorden inderligt håbet på at finde passende partnere til deres andre børn, men de håbede måske på mere end familiens rygte kunne bærer. Det kunne denne begivenhed måske lave om på. Vise de andre adelsfamilier at Calcotta’erne ikke kun kendte til politik og handel, men besad magt og rigdommen, som kunne gavne en selv i potentielle alliancer.

---

Klædt i sin fineste jakke, broderet med mønstre, syet i guldtråd, og frynser rundt i kanten, stod Nicholas klar i sine gemakker. Det sidste på hans bukser blev klargjort og hatten, med en ædel fjer i sort, blev placeret på hans hoved.
Der ville ikke vare længe før de første gæster ville ankomme. Blot endnu en undskyld for at lave nye aftaler, og måske drikke lidt mere vin end ellers. Det var nu ikke fordi at Nicholas ikke brød sig om sådanne festligheder. Men, det seneste år havde budt på så meget af samme slags, så en fridag i ny og næ kunne da også være rart.
Som den anden ældste søn, færdiggjorde han sin påklædning og gav sig ud for at byde velkommen til de første gæster, sammen med resten af familien.
Lige så stille som de ankom, blev de budt ind i salen, som genlød af rolig musik, fra musikere over i hjørnet, mens drikkevare blev skænket, til den sidste ankom og alle kunne sætte sig til bords. 

[Edwin 'Eddie' Davenport]

Det var næsten for nemt at komme ind til Calcotta familiens bal. Sikkerheden var der, det måtte man give dem, antallet af soldater og de højemure, men en ting manglede.... Deres soldaters intelligensniveau... Så at komme ind var ikke problemet, det var mere ikke at blive genkendt. Ikke at nogle af de adelige nogle sinde havde set ham, det var mere de mange officere og soldater som var tilstede i byen. Også var der det faktum at Lady Melody, ikke lå alt for langt fra kysten, men langt nok til at det ikke skabte mistanke. Edwin selv var kommet i land, ved at snige sig om bord på et handelsskib der var kommet dagen inden, og havde overnattet på en kro i havnen. 

Edwin kom gående op af de store trapper til hovedindgangen til Calcottas hovedsæde. Han var klædt i en flot pragende, blå doublet med gyldne syninger, og enkelte frynser, på ryggen bar en kappe i samme farve som doubletten, der var fæstet med to gyldne løvehovedbrocher, han bar tæt siddende hvide bukser og hvide sko, med et gyldent spænde på. På hans hofte bar han en kårde, som var mindst lige så ekstravagant som hans påklædning. Hvordan kunne en sølle piratkaptajn have råd til alt dette? Simpelt tøjets tidligere ejer, havde mere eller mindre afleveret det til ham, da Edwin overtog skibet uden at trække sit sværd.
Da han kom til de store døre, afleverede han endnu engang sin invitation. "Mit navn er Edward Le Doux, jeg burde være på listen" sagde Edwin med en lettere påtaget accent. Og han blev lukket ind. Nu var det bare at finde aftenens hovedpersoner alle medlemmer af Calcotta familien. Edwin gik igennem de imponerende haller indtil han kom til salen. "Monsieur Le Doux" blev det anmeldt da han trådte ind i salen, Edwin så rundt, typisk adelige, altid have det fineste af det fineste. Edwin gik over til det lange bord og begynde at lede efter sit navn.

[Argos Regis Faucus]

"Lord og Arving, Ser Argos Faucus!" En noget så storslået introduktion, givet af en tjenestemand med et lille fint overskæg, da Argos havde meldt sin ankomst, og trådt ind i salen. Den store Argos kvitterede skam også med et smil. "Tak, min gode mand." Såvel som et solidt klap på tjenestemandens ene skulder. Nok lidt hårdere og lidt mere muntert end først regnet, og det tvang derved tjenestemanden til hurtigt at genvinde balancen. Argos ignorerede dog den storslåede natur af måden hvorpå alle adelige gæster blev præsenteret, og frydedes i stedet over synet og endelig at være ankommet. Til dels ignorerede han stort set alle den slags ting til et bal som dette. Det var vidst allerede velkendt at Argos ikke just var en mand for højtideligheder og typisk adelig aristokrati. Ligesom han også ofte kunne glemme etikette, og blot være munter til et niveau der for nogle ville anses som uanstændigt. Det var derfor enten en fryd, eller en forbandelse, at kunne modtage Argos som gæst til et sådan bal. Og enhver vært måtte væbne sig med overbærenhed og tålmodighed. Et bal på Faucus var aldrig et bal, så og sige.. Men en fest. Med linde strømme af øl, rom, mjød, og vin. Med varme flammer og hjerteligt humør, til musik, dans, og konkurrencer. En del mere landligt og jordnært end disse fine galla og bal de andre adelige familier kunne finde på at arrangere. Nok også en af årsagerne til at Faucus Slægten blev set som en mere beskeden og 'lavere' slægt end de mange andre. Der var dog noget over enhver begivenhed som denne, der bragte et højt humør frem hos Argos. Ofte kunne han glemme den ofte politiske natur af sådan noget, og blot lade sig frydes ved tanken om så mange magtfulde og adelige personligheder i hinandens selvskab - som venner og ligemænd. Netop som han kunne lide det.

Der var megen aktivitet til et bal så rigt besøgt som dette. Tjenestefolk trissede rundt i en skare, for at efterkomme de adeliges behov og ønsker. Nogle sad ranke og standhaftige i deres sæder, imens andre lo, bankede i bordene af latter, og fortalte storslåede historier. Alt imens børn sad ved deres egne borde og legede med maden, eller sneg en håndfuld under bordet til hundene. Alt sammen selvfølgelig i skyggen af den ellers stolte anstændighed enhver større adelig familie sikkert ville prale af. Eller... Det var i hvert fald sådan Argos opfattede dette bal. For et godt stykke tid efter at maden var blevet serveret og snakken var gået i gang - sad den bredskuldrede Argos lænet ind over bordet, i færd med at fortælle om hans første hvaljagt - med en rasende storm, en kaptajn med klap for øjet, og en forfærdeligt stort bæst af en hval. Imens utallige stemmer rasede afsted i en symfoni, glas blev klinket mod hinanden, og det storslåede bal var godt undervejs, sad han med store armbevægelser og livlig mimik. Alt imens smilte og lo de lyttende mænd og kvinder. Og der var måske også et par unge piger der stirrede på manden med beundrende øjne.. Uden tvivl en overdrevet og komisk fortælling, ytret af den muntre Argos for at underholde og sprede smil. Som kun en søn af Faucus kunne det. Til en sådan grad at selv nogle af de der sad ved andre borde, skævede over deres skuldre, for at fange en smule a fortællingen. Atter engang havde Argos vel uden tvivl glemt sine manerer, og faldet tilbage til sin ellers hyggeligt sædvanlige natur.

[Margarry Fira Vendor]

"Dronning af Praedo Øerne og Lady af Vendor, Hendes Majestæt Margarry Vendor!"

Margarry skænkede ikke tjenestemanden et eneste blik, idet hun skred forbi ham og entrerede det omtalte Calcotta-bal. Forvænt med denne storslåede introduktion var hun blevet igennem årene, hvorfor det ikke længere rørte hende det fjerneste. Ja, hun var dronning, og hun havde lært at føre sig som så, velvidende, at ingen ved denne banket ville overgå hende. Kongen havde desværre været forhindret i at deltage denne aften (ellers havde risikoen ved at lade begge majestæter deltage i ballet hos rivalerne været for stor), men de havde sendt det næstbedste afsted: Dronningen. Ellers ikke ofte, at majestæterne forlod Vendor, men både Margarry og hendes mand vidste, at det også var vigtigt at pleje forholdet til Calcotta'erne, skønt det var kendt for at være en anelse anstrengt. I stedet var hun flankeret af et par loyale hofdamer, hun havde udvalgt til formålet, og egne soldater var da også posteret side om side med Calcottas. Dronningen af Praedo rejste med eskorte.

Margarrys vurderende blik gled langsomt rundt og indtog synet af den store sal, der var passende pyntet op til anledningen. Antydningen af et smil var at se i hendes ene mundvig, da hun tilfreds kunne konstatere, at Vendor-familien ville kunne præstere et mindst lige så overdådigt selskab. For helt at lade være med at sammenligne sig med den tidligere regentfamilie, det kunne de ikke.
Hagen var en anelse hævet, da Margarry indtog den anviste plads ved højbordet, naturligvis sammen med de andre lorder og ladyer. Føde og vin blev konsumeret i beskedne mængder, for selvom hun nød smagen af den dyre vin, så kunne Margarry ganske enkelt ikke tillade sig at forfalde til alt for mange glas. Med den berusende følelse, de gav, fulgte også frimodighed, løssluppenhed og grænsesøgende adfærd. Som nu Arvingen til Faucus lod sig rive med. Margarry var blandt de, der skævede i misbilligelse hans vej, selvom hun i sit indre nød historien lige så meget, som de andre. Det hele handlede bare om facade. Blikket blev langsomt vendt tilbage mod eget selskab, og hun nippede med fornøjelse til vinen, mens hun svarede og nikkede allernådigst på sin bordherres ord.

[Nicholas Calcotta]

Nicholas kunne fortsat sammen med sin familie, byde gæsterne velkommen – nogle genkendelige ansigter, andre nye. Han så på ingen måde skævt til den fremmede Monsieur Le Doux, selvom denne havde grovere træk, end man ellers så ved adlen.
Dog kom der et stort bredt smil frem, da Ser Argos Faucus ankom. Familien havde en mere munter stemning over sig, og Nicholas kunne da kun sige at han nød deres selskab. ”Ser Faucus! Glæder mig De kunne komme.” blev der sagt med i venskabelig tone og et par tjenestefolk blev kaldt over så Argos kunne få den bedste druevin, før han kunne komme videre.
En endnu mere mindeværdig entré, var hendes majestæt Margarry Vendor. Alle vendte deres hoveder i nysgerrighed, og beundrede dronningen. Nicholas selv, følte intet had mod kongeparret. Han nød de få besøg som tilfalde Vendor, og var kun beæreret over det royale besøg. Resten af Calcotta familien havde dog en lidt anden holdning, ja, kunne man måske tillade sig at sige, en hvis bitterhed. Det havde været Calcotta’erne som fra generationer siden, havde holdt magten over Praedo øerne.
Dog var denne bitterhed, intet sted at finde og Nicholas selv, bukkede dybt for Dronningen.
-
”De formåede vel ene mand at hive denne hval hjem til Faucus? kommentedeNicholas med latter i stemmen, som Argos havde færdiggjort sin fortælling. Nicholas fik igen nogle gæster til at hælde op i lordens glas. Ikke fordi han var ude på at drikke Argos fra forstanden, men manden, gjorde da sådanne begivenheder, en hel del sjovere. ”Den historie minder dog en hel del omkring Deres rejse til Selvidoor, hvor De skød en tiger! Selvom jeg ikke er helt sikker på om der stadig findes nogle på øen!” Folk grinte til tilføjelserne, og Nicholas virkede en smule stolt i sin udstråling. Han så nærmest Argos som en broderlig figur. De kendte nok kun hinanden fra sådanne ting som nu, eller politiske møder, men alligevel var ridderen underholdene og tillidsfuld.

[Argos Regis Faucus]

Dronningens entré havde ej heller sluppet Argos forbi, der ligesom alle andre havde ventet pænt på alles ankomst, før bordene skulle befolkes. Og ligesom alle andre, havde han selvfølgelig bukket høfligt og ærbødigt for Hendes Majestæt. Han var jo en ridder, trods alt. Og havde tjent Kronen på Vendor i adskillige år efter sin træning i Redanger. Dog, havde han nok kun vendt blikke fra Hendes Majestæt når han havde gjort noget knapt så anstændigt. Den slags negativ opmærksomhed generede dog ikke Argos. Der fandtes nok ikke mange alligevel der ville turde betvivle hans ære eller troværdighed i offentligheden - så hvorfor skulle resten af hans gudsgivne natur være til nogen komplikation?

Ganske rigtigt havde Argos og Nicholas ikke kendt meget til hinanden udenfor de mere formelle rammer. Men de to var da nogenlunde jævnaldrende, og Nicholas var trods alt en meget berejst mand i Praedo. Arogs havde derved set mere til Nicholas, end til så mange andre af sine adelige jævnaldrende. Da han endnu havde været under træning som ridder i Redanger, havde han endda eskorteret Nicholas på et af hans besøg, hvis han ikke tog meget fejl. Uanset hvad, var de to bestemt ikke konkurrenter eller fjender.. Faktisk ikke på det fjerneste. Nicholas jagtede uden tvivl en karriere indenfor politik, med sin sølvklædte tunge og charme - og Argos var en mere praktisk mand, som ridder og nu som fremtidig Lord af Faucus. Der syntes derfor ingen grund til had eller foragt imellem dem. Noget Argos kunne lide! Ligesom han kunne lide selvskabet af Nicholas. "Selvfølgelig!" Argos vendte hurtigt blikket rundt mod de andre ved bordet. "Jeg slyngede bæstet over min ene skulder. Hoppede i en jolle. Og padlede med én hånd, hele vejen tilbage til Bellock!" En klassisk røverhistorie fra havet, han endda kunne finde på at fortælle flere gange. Så der var nok nogen der havde hørt historien før. Men det skulle da endelig ikke underminere underholdningsværdien af en gentagen fortælling. Argos betragtede hurtigt som en tjener fyldte vin i hans krus. Og ja, et krus.. Godt gammeldags krus af træ. Han tog i kruset. "Vin burde nydes som det ældes... I træ." Næsten erklærede han til sine nærmeste, og tog derefter en slurk af den røde væske. Han drak aldrig af bægere af glas eller stål - det irriterede hans tænder, og ødelagde smagen - hvis altså man spurgte ham. Ej heller en ung mand bange for at blive en smule susende til hoved af alkohollen. Han kendte sin grænse, og det var også heldigvis én et godt stykke over så mange andre.
Argos havde fået sat sig til rette igen, og vendte blikket mod Nicholas som manden mindedes en historie om Selvidoor og en Tiger. Argos blottede sine tænder i et bredt smil, kun for ligeledes også at nikke en enkelt gang. Dog også med et karikeret udmattet suk. "Dét.. er vidst en historie bedst gemt til senere, min gode mand." Lød det så fra Argos hvorefter han deltog en anelse i latteren. Ikke den mest 'rene' fortælling, hvis han huskede ret. En der passede bedre i en kro i selvskab af mere... hårdføre personligheder. Pludselig vendte Argos hovedet over sin skulder, og ned mod gulvet. Det var anden gang han havde kunnet mærke et lille prik mod sin side. De små børn havde åbenbart vovet hinanden til at prikke til ham, og derefter løbe væk med små fnis på deres læber... Argos smilte lidt for sig selv. Øjeblikke som disse, begivenheder som disse, og så savnede han slet ikke at være ridder..

[Isabel Lily Faucus]

Aftenens klæder

Isabel havde besluttet sig for at vise flaget ved Lorden og Ladyen af Calcotta’s 30 års bryllupsdag. Det var en højtidelighed, en fest, så naturligvis ville Isabel planlægge sine rejser således, at hun kunne møde op her til aften. Hun vidste, at det ville være i en højere formel sammenhæng end hvad hun var vant til ved deres egne fester hjemme på Faucus, så hun havde planlagt sine klæder herefter. Der skulle dog lidt fest og farver ind i billedet og det kom der også i form af den dybe vinrøde kjole med sten broderet rundt omkring i mønstre. Kjolen var en kropsnær sag og et korset sørgede for at hun kunne holde formen hele aftenen. Det var faktisk Isabel selv der havde insisteret på ikke at skulle hoppe i den store, tunge balkjole, for det var ikke hendes smag. Havde det været et bryllup eller noget hos selve kongen og dronningen, så havde hun nok overvejet det, men i aften ville hun føle lidt frihed. Det skulle da heller ikke gå nogles næser forbi, at hun var ugift. Kjolen signalerede i hvert fald dette, så Isabels forældre kom ikke med indvendinger til hendes kjolevalg. De mente snart at det var på tide med endnu et bryllup, men sådan noget var Isabel nu ikke helt varm på. Ikke endnu i hvert fald. De mørkeblonde lokker var derimod formelt sat op i en knold med et lille gulddiadem til at holde den sammen med. Et par flyvske bølger havde undsluppet knolden og hang frit, så det alt i alt så helt naturligt ud og ikke for stramt opsat. En hvid pels blev afgivet til tjenestefolkene, da varmen havde fanget hende så snart hun gjorde sin entre.

Hun ankom lige som de fleste havde fået sat sig til bords og der var derfor gang i bentøjet. De høje sko placerede sig elegant, den ene foran den anden og det kreerede en silhuet af en lille petit kvindekrop med de slanke former, der kom svævende ned langs bordet. Et par mindre børn fløj omkring hende og hun så efter dem med et smil på de rosenrøde læber, men også en smule fortumlet over hvad de dog løb rundt og fnes over. Så kiggede hun et par meter længere frem og så en tom plads ved siden af sin fætter, Argos. ,, Fætter.”, hilste hun i en kvidren og gav hans skulder et klem. Lettet over et kendt ansigt. Det var naturligvis også her de fnisende børn var kommet fra. Typisk. Rigtig nok, så stod der 'Lady Isabel Lily Faucus’ på navneskiltet ved hans side. Da det resterende selskab omkring hendes plads allerede havde sat sig, så sendte hun et venligt nik rundt til dem og satte sig ligeledes pænt ned. Hun skulle lige tage rummet ind og fornemme stemningen omkring sig, før hun sådan smed om sig med det kun nu kunne byde på af festligheder. Nær Argos, sad en mørkhåret mand, som konverserede med hendes fætter og derfor faldt nysgerrigheden og opmærksomheden derfor helt automatisk på de to. Ham havde hun aldrig set før. Hm.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae havde gruet for denne aften, lige siden den eftermiddag for så mange uger siden, hvor de havde modtaget invitationen, og Proteus havde meddelt, at de ville deltage – begge to. Som et par. Det var ganske sjældent, det skete, faktisk, så havde Faerydae svært ved at huske, hvornår de sidst havde optrådt i offentligheden, som den mand og kone, de nu engang var.
Det var en lang rejse, de havde tilbagelagt mellem Aldmere og Inverlock – faktisk en af de længste, de overhovedet kunne begive sig ud på, og de ankom derfor ikke helt til tiden. Proteus ønskede jo ikke, at de skulle bruge mere tid end allerhøjst nødvendigt på Calcotta, så derfor kom de næsten direkte fra Selvidoors skib – havde kun haft tid til at haste sig igennem et bad hver for sig og efterfølgende klargøre sig til banketten; resultatet var, at de fleste gæster allerede havde fundet sig til rette, nogen mere end andre, da Lord og Ser Proteus Selvidoor og hustru Lady Faerydae Selvidoor blev meldt.

Faerydae tog en dyb indånding, som for at ruste sig, før de entrerede den store sal, hun, med sin venstre hånd hvilende ganske let om hans underarm. I aften var hun først og fremmest Lady. De lyse krøller var trukket væk fra ansigtet, hvilket gav Faerydae et åbent og lidt sårbart udtryk, kjolen var dybblå, dekoreret med indvævede sølvtråde og sad tæt til livet på hende. Naturligvis videde den ud nedefter, og udskæringen afslørede intet mere end hviskende løfter. Som sig hørte og burde for en gift kvinde.
Der var flere kendte ansigter blandt gæsterne, blandt andet en del af Faerydaes familie – som hun på forhånd havde bedyret sig selv ikke at blive alt for begejstret over at se, eftersom hun deltog i ballet som en Selvidoor. Hun var faktisk ikke sikker på, nogen af dem havde haft lejlighed til at møde Proteus siden den dag for 4 år siden, hvor de havde fejret deres bryllup. Og så var der selvfølgelig Nicholas. Hendes øjne fandt ham hurtigt, da de gik ind i salen, skønt hun havde lovet sig selv, at hun ikke ville kigge efter ham. Han så godt ud i guld. Dog fik hun ikke lejlighed til at hilse hverken på sine familiemedlemmer eller Nicholas, før Proteus førte hende til deres pladser – naturligvis sammen med andre gifte par. Dræbende kedsommeligt. Faerydae hørte brudstykker af sin fætters mange historier, som ordene blev ført igennem rummet, men meget gik tabt på vejen, for ingen var tavse. Hun holdt stand igennem et par lange samtaler, hvor vinen flød i linde strømme, inden hun undskyldte sig for selskabet og rejste sig fra sin plads for at søge mod kendte ansigter og bedre selskab. Familien. Velvidende, at de sikkert ville ende med at finde hendes optræden i aften kedelig og stiv.

”Argos,” Hånden berørte kortvarigt fætterens skulder og navnet talt lavmælt, idet hun gik forbi ham og styrede mod sin søster. ”Bel,” Her lyste hun op i et oprigtigt glædeligt smil, inden hun bøjede sig ned og skænkede Isabel et kys på den ene kind som hilsen. De havde sidst set hinanden i starten af august, så glæden var stor, ligesom savnet havde været, men Faerydae tøjlede det og tilbageholdt det. ”Tillader De?” Forespørgslen var rettet mod Argos og Isabel, såvel som de andre ved bordet, da hun slog ud med den ene hånd i en lille bevægelse mod en ledig stol – enten havde dets ejermand aldrig været der, eller var måske allerede så overmæt, at han var gået ud for at tømme maveindholdet på møddingen?