I've Just Seen a Face

[Sebastian]

Saphira Calcotta
D. 9. august, 1513

---

Denne gang gik turen til Calcotta, hvor de ville gæste Inverlock i et par uger - gøglerfamilien. Sandt at sige var det de færreste af dem, der faktisk var beslægtede gennem blodets bånd, men det gjorde ikke familiefølelsen mindre, måske tværtimod. De var en ikke helt lille flok, bestående af alt fra ildpustere, linedansere, slangemennesker, stærke mænd, behårede kvinder, spåkoner og alt, hvad hjertet ellers kunne begære. Så måtte folk give en skilling for opvisningen eller lade være, men man skulle vogte sig, for ikke alle gøglere var til at stole på, og Sebastian vidste, at visse af hans familiemedlemmer havde drilske tendenser og lange fingre, hvis folket var for nærige.

Sebastian selv var opvokset i gruppen, og havde derfor flere talenter inden for faget. Lige nu sad han i skrædderstilling på ryggen af hesten og akkompagnerede jonglørerne foran ham med en livlig melodi på fløjten. De smidige fingre dansede hen over hullerne i samme hæsblæsende tempo, som keglerne fløj rundt i luften imellem de to jonglører. Kun for at foretage en hurtig vejrtrækning var der en meget kortvarig pause i melodien, som de færreste end bemærkede. Han havde selv skåret fløjten ud af rørsiv og mestrede den derfor også til perfektion. Klangen var klar og livlig. Sebastian fløjtede af i samme sekund, jonglørerne greb den sidste af deres kegler, og rejste sig på hesteryggen for at bukke dybt for publikummet sammen med de to andre. Som altid sad latteren ham i øjnene og mundvigene var konsekvent buget opad i et smil, idet han adræt forflyttede sig ned fra hesten og gjorde plads til de næste: slangemennesket og hendes ildspyende hjælper.

”Jeg skal nok være tilbage til eftermiddagsrutinen!” kaldte han gennem mængden til deres rødskæggede leder og gjorde salut med fløjten, inden han drejede om på hælen, dukkede sig under de forreste publikummer og begav sig ud i Inverlocks gader. Torvet i den tidligere kongeby var livligt befærdet, og der var vel egentlig en form for markedsplads, hvor hæderlige mennesker forsøgte at tjene en skilling. Sebastian havde en skindpung hængende på hoften, der rummede hans beskedne mønter, og som han kunne bruge, som han lystede. I bæltet fandt man også den slidte træfløjte, et kompas og etuiet, der indeholdt en ødelagt sølvamulet. Kjortlen var løs og udenover havde han en lædervest, fødderne var bare og de lyse krøller teede sig som altid af egen vilje. Sebastian ville finde sig et værtshus, der kunne servere et krus øl for en skilling eller to, og hvor han måske kunne tjene til dagen ved at fortælle en god historie?

[Saphira Calcotta]

Sjældent var det, at Saphira begav sig uden for slotsgrundens grænser gennem den store port. Endnu sjældnere var det, at hun gjorde det uden sine overbeskyttende forældres tilladelse - eller endda på deres befordring. Hun var ikke rebelsk anlagt, bildte hun sig ind, men lysten til ikke at ride på reglerne alle af døgnets timer viste sig altså indimellem.
Morgenen tilbragte hun som sædvanligt i den store have, og hun fulgte stierne rundt blandt de frodige blomster og planter, indtil hun nåede den store port. Hun havde ikke udtænkt fra morgenstunden, at i dag skulle være en "vovet" dag, men da hun så, den stod åben på grund af handelsmændenes forretninger, kunne hun ikke dy sig. Hun var tæt på at bede en af vagterne om at akkompagnere hende, men spontaniteten bed fat i hende, da han tilsyneladende var optaget, og ingen af vagterne havde lagt sønderligt mærke til hende. Det var jo en dagligdagsrutine, at hun kom forbi dem, så de havde bare ønsket hende godmorgen, og hun havde svaret med et højligt nej og det sædvanlige varme smil. Derfor kunne hun ubemærket snige sig uden for porten, og da hun med hastige skridt og et hurtigtbankende hjerte var kommet hundrede meter hen ad vejen, trak hun hætten fra sin løstvævede kappe over hovedet. Lige netop i dag havde hun været heldig at have iklædt sig en mindre prangende kjole end sædvanligt, for selvom hun aldrig rigtig stadsede sig ud inden sine daglige spadsereture, bestod hendes garderobe trods alt af hen hel del pæne og dyre kjoler.

Det hjalp også på situationen, at hendes hår var blevet påvirket af morgengryets fugtighed. Hun kunne bedre blande sig med mængden, når hun ikke så for poleret ud. Og en anden fordel var, at det ikke var mange, der overhovedet vidste, hvordan Saphira Calcotta så ud. For hun forlod jo aldrig slottet... og hvis hun gjorde var det bestemt i en anden mundering end nu. Heldigvis var der ikke langt til byen, som man jo også kunne se fra slottet - ligesåvel som omvendt. Det tog hende måske tredive minutter at gå via mindre stier og ikke hovedvejen, så hun kunne nå uopdaget derned.

Hun vidste, hun skulle være forsigtig, da hun nåede sig markedspladsen. Hvis nogle skulle kunne genkende hende, skulle det være nogle af de respekterede handelsmænd, der nogle gange befandt sig dér for både at sælge og indkøbe varer og aftaler. Hendes hoved var derfor dukket en smule, og blikket var lavt, som hun gik langs udkanten af markedet. Af og til så hun op - både for at se sig for, men også for at betragte menneskemængden, der omgav hende. Borgerne. Hun sukkede for sig selv, da hun mærkede miskundheden snige sig ind på hende. Det stak lidt i maven, da hun tænkte på, hvor mange venner de alle havde, og at de alle kunne se hinanden eller nogle nye hver evig eneste dag, hvis det var det, de ville. Selv var hendes sociale liv ret begrænset og vel egentlig bare afgrænset til foreældre, søskende og ansatte... det var ikke, fordi hun ingen veninder havde, men de var ikke fra Calcotta, og derfor sås de jo ikke ligefrem ofte. Saphira mærkede en længsel efter at møde nye mennesker, men selvom hun gerne bare ville hilse på de folk, hun gik forbi, og starte en samtale med dem, turde hun ikke løbe risikoen. Her var så lyst, og her var så mange, og selvom hun ikke var særligt sky anlagt, var det stadig lidt for intimiderende... tænk nu, hvis hun trådte dem over tæerne - altså ikke bogstaveligt talt - eller hun på mirakuløs vis skulle blive genkendt. Næ, måske hun skulle prøve et sted, hvor lyset ikke dominerede så voldsomt...

[Sebastian]

Sebastians levende blik spillede muntert, imens de flakkede fra det ene sted til det andet. Hænderne var afslappet fordybet i lommerne og gangen fjedrende, mens han bevægede sig mellem mennesker og boder. Det var et stykke tid siden, de havde været i Inverlock sidst… Hvor var det nu, kroen lå?
Han var altid vældig opmærksom på sine omgivelser, gebærdet i offentligheden, som har var. Der fandtes ikke de mennesker, som han ikke ville indlade sig med – høj som lav. Igennem årene havde netop dette givet ham et talent for at kende mennesker, når han så dem – deres type, deres person, deres værdier; som en skjult taktik til at vide, hvordan han bedst skulle optræde og lokke penge ud af folket.
Det var også derfor, han rynkede på panden, da de lyse øjne fangede en petit skikkelse i øjenkrogen. Lidet vidste mange mennesker, at hvis man prøvede på at undgå at blive set – så ville man tiltrække sig blot endnu mere uønsket opmærksomhed. Sebastian registrerede den duknakkede holdning, færdslen i udkanten af pladsen og det nedslåede blik, og tænkte sit. Her er én, der helst ikke vil lægges mærke til. Hvorfor? Det var ikke meget af ansigtet, han fik at se, da en hætte dækkede størstedelen af dette. Det var først, da skikkelsen vovede at kigge op, at Sebastian fangede lidt af det – et ungt ansigt med delikate træk og udsøgte farver, der pirrede mandens nysgerrighed. Hvad var det for en kvinde, der bevægede sig frem her? Og hvad var hendes mål?

Sebastian fulgte pigen på afstand et lille øjeblik, i et forsøg på at udregne hendes ærinde og grunden til hendes sky fremtoning. Det hjalp ham dog ikke meget. Så kunne man vel lige så godt tage tyren ved hornene? Hans skridt blev længere og mere målrettede, og inden længe indhentede han hende.
”Tillader Frøkenen?” Han trådte lettere uhøfligt ind foran hende på de bare fødder, så hun ville blive nødt til at standse op eller vige udenom. Det drilske smil spillede allerede på Sebastians læber og fløjten lå hjemmevant i hånden igen. ”Den som forsøger at snige sit uset afsted, har ofte lyssky ærinder for dagen.” bemærkede han med et sigende blik, et skælmsk smil og et uskyldigt udtryk. ”De burde præsentere Dem for mig nu, og dermed gøre min mistro til skamme.” fortsatte han, trådte et halvt skridt bagud og bukkede for frøkenen, der absolut så ud til at være højere på rangstigen, end han selv var. Nok var hendes klæder ganske simple, så han, da han kom tættere på – simple, men af udsøgt kvalitet. De blå øjne skinnede nysgerrigt under de viltre blonde krøller, som han søgte hendes blik.