Post by Luana on Aug 23, 2016 17:13:06 GMT
Edwin 'Eddie' Davenport
D. 23. august, 1513
D. 23. august, 1513
Lu klaprede højlydt ned gennem den smudsige gade i sine træsko, mens hun dukkede sig for den kolde støvregn, der langsomt gennemblødte alt. Hun havde haft en udbytterig dag, og havde nu sat kursen imod One Eyed Jack’s for at få varmen og betale sig til et kammer, der bestemt var en opgradering fra porten, hun havde sovet i natten før. Den slidte skindpung klirrede på den dejligste måde, mens hun hoppede ned langs gaden. At sølvmønterne deri var tyvegods, det rørte ikke Lu det fjerneste – sølvmønter var sølvmønter, og at det ikke oprigtigt var hendes, det havde hun ingen samvittighedskvaler over.
De mørke lokker var gemt godt af vejen under hætten i den kåbe, hun havde smidt rundt om skuldrene og kjolen derunder var, om end den var våd, af forbløffende god kvalitet, selvom den selvfølgelig bare var brun som alt andet tøj. Lu var bemærkelsesværdigt godt udstyret, selvom hun måtte tjene til dagen som tyvetøs – men det kom sig ganske enkelt af, at hun havde en fader, der stadig af og til spyttede lidt til. Hun udgjorde et mere eller mindre sært syn, eftersom våbnene, hun havde om livet, var særdeles malplacerede sammen med kjolen – men det rørte hende ikke. Det kunne aldrig falde Lu ind at bevæge sig rundt uden sværdet, der havde sin faste plads ved hendes hofte.
Døren til den velbesøgte kro blev skubbet op med hoften, mens hætten blev løftet af håret og de mørke øjne med det skælmske glimt indtog synet af kroen og dets besøgende. Musikspillere, ansatte, sørøvere, glædespiger – Lu rynkede ubevidst på næsen – og almindelige byfolk. Hun blev tiltrukket af hjørnet, hvor de spillede terninger, fristet som hun var til at gøre sin indsats, men blev stående mere eller mindre velovervejende lige inden for døren. Hvor skulle hun gøre sin entré?