If snow melts into water, does it still remember being snow?

[Teobaldo Itzal Esilega]

Tilegnet: Isabel Lily Faucus
Calcotta-Residensen, 2. december - 1513

---

Teobaldo havde aldrig formået at sætte pris på en god banket, som så mange andre adelige ellers lod til at gøre. En chance for at vise sig fra sin bedste side, indgå nye bekendtskaber, lytte til rygter og sladder, og lade alle andre se, hvad éns slægt havde at byde på. Det var for Teobaldo derfor også tydeligt, at ægteparret Calcotta ikke afholdt dette bal for at fejre deres bryllupsdag, lige så meget, som de gjorde det for at demonstrere, hvad slægten Calcotta var gjort af. Nå ja, det kan jeg ikke fortænke dem i, bemærkede han flere gange i sit indre. Som adelsmand var han vokset op, og som så kendte han til de mange både skrevne og uskrevne regler om færdslen i disse kredse.
Men Teobaldo havde altid været kriger med stort K. Han kerede sig ikke det mindste om denne slags arrangementer, og var kun gået med til at deltage i kraft af hans position som arving til Esilega. Hvis de andre familier skulle vise sig frem, så skulle Esilega så sandelig også! Så Teobaldo var med. Klædt helt i sort med enkelte sølvspænder glimtende. Han mingelerede velvilligt rundt iblandt gæsterne, hvor også han havde en del bekendte og familiemedlemmer.
En del af aftenen var allerede forduftet, som grå røgsøjler i luften. Teobaldo holdt igen med de stærkere drikke, da han allerede dagen efter skulle til havs for at efterkomme kronens ønsker, og desvære var blandt de, der fik en helt infernalsk hovedpine efter indtagelsen af den megen mad og drikke. Der var intet som hovedpine, der kunne lægge en dæmper på humøret. Derfor rugede han også længe over det glas rødvin, han gik rundt med i hånden. Slyngede den mørkerøde væske rundt, så der blev dannet gardiner på indersiden af glasset, dvælede ved hver en mundfuld for at trække den udsøgte smag ud.
Der begyndte efterhånden at blive tæt inde i den store riddersal som aftenen skred frem og humøret steg til uanede højder. Der var en god stemning - men også en høj stemning. Teobaldo kunne mærke, at han var ved at blive ør i hovedet af de mange højrøstede stemmer, der steg op over dem i lokalet - den ene højere end den anden for at blive hørt, og blandede sig med den lystige musik fra skjaldene, der spillede op til dans i de finere kredse.
Vejret blev taknemmeligt trukket dybt ind, da han forlod den store sal og i stedet bevægede sig ud på slottet. Den gamle kongsborg. Inden længe havde Teobaldos skridt ført ham til en af sikkert utallige gårdhaver inden for slottets mure, og chancen for at trække frisk luft et øjeblik, lod han ikke gå fra sig. Det så ikke ud til at være en gårdhave, der blev brugt særlig ofte - hvad Teobaldo kunne se, var der ingen balkoner ud imod haven, og den var lige lovligt veltilvokset til hans smag. Ikke desto mindre var det nemt at følge den smalle grussti rundt, og Teobaldos skridt knirkede i gruset, da han begav sig ned ad den. Det blev hurtigt mørkt om vinteren, men fra de mange oplyste vinduer kom et varmt skær, og natten var klar. Teobaldo vendte forbavset blikket opad, da han følte de første kolde stænk, og han kunne ikke tilbageholde et mindre smil. Vinterens første sne?

[Isabel Lily Faucus]

Aftenens klæder - noget lignende, i hvert fald.

Jo. En fest formåede Calcotta-slægten i den grad at støbe sammen. Isabel havde følt sig yderst underholdt og i glædeligt selskab hele aftenen. Det var ingen hemmelighed, at hun nød sin egen familie og ikke i forhold til visse andre slægte, hvor familiemedlemmerne var i strid med hinanden. Nej, Faucus slægten formåede også at spæde lidt op med deres varme, humor og venskabeligheder til denne fest. Faktisk havde den lille blonde Lady Faucus siddet sammen med dem hele aftenen og tiden var forduftet noget så hurtigt. Isabel havde utroligt nok også glemt at drikke en masse vin og cider, som hun ellers havde i sinde - ja, hun havde forventet noget af en tør omgang, især da hun hørte at kongefamilien også mødte op - men næ nej. Her var fest og farver, alkohol og glade dage.

Den sunde farve i kinderne kom ikke uden varmen i kroppen og med den lange røde kjole, så steg temperaturen blot time efter time. Da kropstemperaturen nåede et punkt hvor hun næsten tvivlede på sin overlevelse, kom hun op at stå, undskyldte sig til badeværelset og så forduftede hun hen imod den nærmeste udgang. Det lignede en lille gårdhave og den var godtaget - alt med frisk luft var godtaget. En tjenestepige kom rendende med hendes hvide pels, som hun lagde over Isabels skuldre ,, Tak, kære.”, sagde hun varmt og skænkede hende et lille smil, inden hun vandrede videre ud i gårdhaven. Uden egentlig at have registreret at der stod en større, mandlig skikkelse længere henne, så vandrede hun lidt videre og endte nogenlunde op på siden af ham - tids nok til at hun havde opdaget at det ikke blot var en gartner eller en af tjenestefolket. Det var en gæst, ligesom hende selv. Hun vendte blidt hovedet imod ham og forsøgte at genkende ansigtet. Det kunne hun ikke. Et snefnug dalede langsomt ned imellem dem og fangede Isabels blik, så det skiftede fra hans ansigt og hen på det lille hvide, men perfekte snefnug. ,, Det er smukt at de daler så langsomt. Som om at de er skabt for os at betragte og beundre, ikke sandt?”

[Teobaldo Itzal Esilega]

Lyden af de små skridt i gruset forstyrrede Teobaldo, netop som han havde nået at registrere de spredte snefnug, der dalede, og han vendte kortvarigt blikket mod lyden for at finde ud af, hvem der vågede at forstyrre ham. En adelsfrøken, så han, med et forfinet ansigt og i smukke klæder, men han kendte hende ikke. I første omgang ønskede han det heller ikke. I meget små doser kunne det gå an, men ellers så Teobaldo på de mange unge damer med en mild foragt og medlidenhed, og skar dem nok over én kam alle sammen – fordi han ikke vidste bedre. Det var derfor også et strejf af irritation, der gled over mandens ansigt, da kvinden valgte at sætte ord på nogle af de tanker, der også netop var fløjet igennem hovedet på ham - så smukke tanker tilkom det dog ikke ham, krigeren og ridderen, at tænke, og det var nok snarere déri, irritationen lå. En påmindelse om, at han kunne være andet end dét.
”Smukt? Måske. Men det vanskeliggør hvermands arbejde, og er således en skønhed, vi langt hellere ville være foruden.” svarede han, en del mere brysk, end det var tiltænkt. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at Teo var en mand, der var vant til at give ordrer snarere end komplimenter, med sin dybe og gennemtrængende stemme, hæs og hærdet af den salte luft på havet.
På trods af irritationen vendte han sig alligevel rundt mod kvinden – for gentleman, det var han trods alt også opdraget som. Han kunne ganske enkelt ikke tillade sig at ignorere hende. Et mindre, forsonende smil prydede et kort sekund de smalle læber, som en slags tavs undskyldning for den hårde tone.
”Tilgiv mig, Mylady, mit navn er Teobaldo Esilega. Jeg har vist ikke haft fornøjelsen før, Lady…?” Teobaldos øjne mødte et øjeblik hendes, inden han bukkede respektfuldt, som sig hør og bør, og snart løftede hendes fine, skrøbelige hånd til sine læber.

[Isabel Lily Faucus]

‘Smukt? Måske’, Isabels læberne samlede sig igen prompte ved blot de to første ord. Så vidste hun hvad hun havde med at gøre. Hun havde aldrig stødt på manden før og var derfor bare sprunget ud i det med hovedet først. Faldende eller flyvende. Hvis hun ikke prøvede, så kunne hun jo aldrig blive klogere på de mennesker, som hun var så fandens interesserede i at finde ud af; hvad der skete oppe i deres hoveder, deres fremtoning, holdninger, nosser… for at sige det rent ud. Der var jo kun den ene måde at gøre det på. At prøve.

Hagen havde sunken imod brystet, Isabel så stadig fremad og havde ikke tænkte sig at lade sit blik vige til siden for at kigge på ham igen. I hvert fald ikke lige nu eller nærmeste fremtid. Hans ord understregede blot at han var af en anden kaliber end hende. En arbejder. En praktisk tænkende. Alt andet end hvad Isabel anså sig selv for værende. ,, De kan kun få øje på skønhed ved at se, ikke blot at kigge.”, lød der i et hurtigere tempo, næsten som prøvede hun at forsvare sig selv og sine ord. ,, Objekter, dyr, mennesker…”, remsede hun videre ud.

Et forsøg på forsoning blev sendt i hendes retning, og hun var velopdragen nok til at vendeblikket imod ham, dog intet smil på de rosa læber, men hun lagde hånden i hans og mærkede læberne plante sig som hendes hånd. De virkede kolde, men kun varmen fra luften fra hans næsebor optøede et øjeblik. ,, Lady Isabel af Faucus. “, præsenterede hun sig i det der næsten mindede om en overgivende tone. ,, Ah, De er arvingen. Uden en Lady. Interessant.”, kvidrede hun ud og et lille underholdt smil opstod i mundvigene.