kunst på havnen

[Daud]

solen var lige så stille ved at sti op fra og Daud sad på en lille stol han taget med sig for et par timer siden så og malede hvad der smule arbejde som var på havnen på disse tidlige timer og Daud havde simpelt brunt arbejdstøj på grunden til han var ude på denne ugudelige tid for at lave en malerier at Highangers stoltheder for en eller anden rigmand eller det var det han ville sige hvis nogen spurgte ham faktisk var han i gang med at få så meget information om et mål som han vidste hvordan han kunne gøre hængt mand Corvos myte så hans fremtidige arbejde

[Celeste Avelia af Limesia]

Den smukkeste solopgang har overtaget morgenhimmelen. Jeg står og betragter den den fra mit soveværelsesvindue, da jeg - som altid - er meget tidligt oppe. Jeg gider ikke, at spilde værdifuld tid på at sove længe, modsat mine teenage brødre. De ligger sikkert stadig i deres senge og snorker. Der går ikke længe, så er jeg ude af døren. Mit udseende skriger ikke ligefrem af adelige gener, for min kjole er blot en let hverdagskjole og mit hår er sat i en rodet hestehale. Jeg ved godt, at dette udseende ikke passer mine forældre - og derfor lister jeg også afsted, da jeg hører min mors feminine stemme. Hun brokker sig - igen. Hvad hendes brokken omhandler, får jeg ikke fat i - jeg er hurtigt videre.
Uden for vores kæmpe hoveddør, ligger en fantastisk have. Men det er ikke denne jeg er interesseret i i dag. Mine ben bærer mig let på tå igennem haven, ned ad vejen der fører mod havnen. Jeg hilser på enkelte mennesker med et kort nik og et smil - de fleste mennesker i byen kender mig trods alt, og ved, at man ikke skal forstyrre mig, når der er denne fart på. Det er fordelen ved at være født og opvokset i samme by. Mit smil bliver blot større, da jeg endelig befinder mig på havnen. En let havbrise bevæger sig hen over mig; jeg ånder dybt ind, og nyder at mærke den friske luft fylde min lunger. 

[Daud]

Daud var ikke fra Highanger han var fra en meget lille fiskerby som ingen gang havde et navn så lille og ubetydelig var den hvis den stadig var der han havde ikke været der i lang tid siden han havde været der sidste gang og hvis han kom der alligevel ville han nok blive brændt på bål at tør tang så han havde ikke travlt med at komme tilbage der til selve men den maleri han var i gang venstre del var næsten helt sort med et par gul-orange firkanter som var de få vinduer som var lys i da han begyndte og når man begyndte at se mod den højre side begyndte bygningerne få et omrids til de blev mørkeblå og lige på midten af maleriet skilt at et skib og dens mast begyndte alt få den samme orange farve som solopgangen nu en gang gav og ud havet hvor de sidste 5 centimeter som stadig ikke var malet færdig og han lagde maler pensel i et efterhånden meget beskidt glas med vand og tog en lille pause han ville vente med at male det sidste del når solen var lige ved at komme op fra vandet så det lignede der var to sole

[Celeste Avelia af Limesia]

I en rolig, flydende gang bevæger jeg mig gennem havnen. Jeg tager mig god tid til at betragte hvert et skib, og jeg smiler høfligt til de travle folk jeg møder. Jo længere tid der går, jo flere mennesker kommer frem fra deres hjem. Havnen har altid været mit absolutte yndlingssted, både når her er så stille, at man høre bølgernes brusen, men bestemt også når den er fyldt med travle folk. Ofte kan man smuglytte til spændende historier; dét er jeg ihvertfald blevet frygtelig god til. Måske endda lidt for god. 
Et utroligt smukt maleri fanger min opmærksomhed. Maleren forstår virkelig at gengive det smukke i sådan en morgenstund, dét må man give ham. Et kort øjeblik studerer jeg maleren selv, men han virker ikke videre bekendt - altså kan han ikke have været her mange gange. I så fald, har han været ufatteligt god til, at være usynlig. I lang tid står jeg blot stille et stykke væk, og betragter maleriet. Denne stille betragten er vel i bund og grund også hvorfor, at folk tit finder det svært, at føre en samtale med mig - men lige i dette tilfælde, kan jeg ikke finde nogle ord, der kan beskrive hvor smukt det er. 

[Daud]

For de fleste virkede det som Daud var helt optaget af hans maleri men han var opmærksom om sine omgivelser så han vidste godt at der var en ung dame som kiggede på ham og sit maleri det var en slags arbejdsskade som en snige morder var det jo nødvendigt at være opmærksom hele tiden selvom det ikke just var kendt af han var en snige morder og da solen var i den helt perfekte stilling to han pensel op af glasset og dyppet den i noget orange maling og begyndte at male og sagde ”hvis de have et bedre kig på maleriet ville jeg anbefale at komme tættere på så de kan bedre se detaljerne bare så længe de ikke røre den” han sagde det ikke fordi han mistænkte hende for at forsøge at dræbe ham ingen var så dumme at prøve når der var så mange omkring dem men faktisk for at få et bedre kig på hende for hvem kunne vide måske kunne hun bruges som en model til et fremtidigt maleri

[Celeste Avelia af Limesia]

Mandens pludselige ord vækker mig fra min fordybning i maleriet og mine egne tanker. Egentligt havde jeg ikke troet, at han ville opdage mig - men jeg er jo selvfølgelig ikke usynlig. Et svagt smil formes på mine læber, og jeg nikker en enkelt gang som svar. En acceptering af hans tilbud, om at komme tættere på for at betragte maleriet. Stille bevæger jeg mig tæt på, så jeg står næsten ved siden af manden. Jeg studerer hvert enkelt detalje og hans måde at bevæge penslen over lærredet. Det er utroligt fascinerende at se, og meget lærerigt. Jeg tillader mig, at betragte manden et øjeblik; det undrer mig, at en mand med et så hårdt udseende, kan male med så blide bevægelser. Kan skabe noget så smukt. Endnu et smil formes, som jeg kaster blikket på maleriet igen. "Utroligt", siger jeg kort, med en lav stemme. Ikke destro mindre er det dog en kæmpe ros. 

[Daud]

Da kvinden kom tættere på fik han et bedre blik hun så ikke så dårligt ud selvom hun var alt for ung til at have hvidt hår så han gættede på hendes forældre var i det mindste fætter og kusine hvis ikke tættere men det var jo ikke hans sag så han sagde ingenting og koncentreret sig om at male videre og da hun kom med en simpel kompliment kunne han ikke lade være med at smile det var ikke den længste eller komplicerede kompliment han havde fået i sin karriere men den mest ærlige han havde fået så han sagde ”mange tak frøken faktisk er det ikke så utroligt øvelse gør mester se bare dem som laver skibene jeg ville aldrig kunne lave sådan noget” han prøvede at få en ide hvad for en slags kvinde hun var så hvis han en dag skulle bruge en model til et maleri så han kunne overtale hende til at være en model for ham

[Celeste Avelia af Limesia]

Jeg må give ham ret i hans ord, for det er noget så rigtigt, at øvelse gør mester - men det er lige så rigtigt, at folk har forskellige talenter. "Skibsbyggere er så absolut dygtige håndværkere", siger jeg imens jeg betragter et skib, der er ved at blive lastet. Jeg har i sandhed den aller dybeste respekt for skibsbyggerne - men absolut også sømændene. Og så misunder jeg til dels den frihed, som jeg er overbevist om at de har. Det må føles så utroligt frit at kunne sejle hvorhen man vil. Hvor mon jeg ville sejle hen, hvis jeg fik chancen lige nu? 
Igen er jeg faldet hen i tanker og dagdrømmeri, hvilket tydeligt kan ses på mig; mit blik er drømmende og stift rettet mod horisonten. Der går vel flere minutter før jeg vågner af min drømmende tilstand, kun for at få min nysgerrighed tilfredsstillet, for da spørger jeg ham; "Men hvad er dit navn, du talentfulde maler?", jeg vipper hovedet let på skrå, med en nysgerrig mine. 

[Daud]

”Skibsbyggere er nødt dygtige af hver ellers ingen arbejde” svarede han hende roligt det han lagde ikke rigtig mærke til hun var lidt væk da han var i gang med de sidste detaljer på maleriet så da hun spurgte om hans navn sagde han ”Daud whales men de kan kalde mig Daud” og puttede det sidste detalje på maleriet og smilede venligt til hende og sagde ”så er den færdig hvad siger de om det færdige resultat Frøken” og han begyndte at gøre sit udstyr rent og pakke det sammen han kunne udmærket gøre det og høre hendes svar og han begyndte at tænke over hvad han nu skulle lave hans kunde var nok ikke oppe på denne tid af dagen og han så på hende igen og fik en ide og sagde ”hvis de har tid og lyst ville de så stå model til et par malerier jeg skal nok betale dem for det” han håbede lidt på hun ville sige ja til det

[Celeste Avelia af Limesia]

Daud Whales kalder han sig. Ikke et navn jeg har hørt før; altså er han ikke blot en dygtig maler, han er også ufatteligt god til at være usynlig. Jeg har trods alt levet her i 22 år og aldrig set ham før - men mulighederne foreligger, at jeg er komplet blind eller har en møg dårlig hukommelse. Man skal jo være ærlig med sig selv. Jeg betragter maleriet igen, da han spørger mig. "Det er meget smukt, Daud", igen er min stemme stille, men med en meget oprigtig tone. Han begynder at pakke sit udstyr sammen, og jeg vender mig langsomt for at gå - hans stemme afbryder mig, og jeg vender mig mod ham igen. Hans spørgsmål får mig til at smile, "Jeg har ikke brug for dine penge", starter jeg, "Og jeg er ikke sikker på, at min kære moder ville blive glad for at se sin datter på et maleri, som hun ikke selv har bestilt". I en anden tone ville disse ord måske lyde hårde og arrogante, men jeg mener dem absolut ikke sådan - det er bare en konstatering. 

[Daud]

Han løftede et øjenbryn da hun sagde hendes moder så hun måtte være fra en adelig familie eller en som var meget tæt på at være adelig så han sagde ”det var ellers en skam deres unikke udseende ville kunne gøre et interessant maleri men det men det må jeg så leve med” hvis han kunne finde ud at hvem hun var i familie kunne han måske bruge det til noget i et fremtidigt job så han sagde nysgerrig ”eftersom jeg har fortalt deres navn er det så ikke deres tur til at fortælle deres navn eller er det en tradition her på øen som gør det umuligt for mig at høre det er ikke fra her fra"

[Celeste Avelia af Limesia]

Et skævt smil formes på mine læber, da jeg svarer; "Måske en dag du får chancen" - hvilket egentlig er rigtigt nok, det er slet ikke umuligt, at min familie ville bruge ham til malerier i fremtiden. Han vil i hvert fald få min anbefaling. Daud snakker igen, endnu et spørgsmål, og jeg nikker let som svar. "Jeg er Celeste Avelia", præsenterer jeg mig selv. Der er en lettere stolt tone i min stemme, selvom at jeg ikke direkte fortæller at jeg er en del af Limesia's adel. Kender man dog bare en smule til øen, er det let at regne ud. Mit sølvgrå hår gør, at de fleste kan huske mig. Endnu et skib lægger til kajs, og jeg betragter menneskerne, der iler frem og tilbage på båden. Hvilket dejligt, travlt liv. 

[Daud]

Daud gik igennem sin hjerne for at finde ud af hendes navn og han fandt at hun var en del af Limesia slægten men han vidste ikke så meget mere om hende så han bukkede let for hende og sagde ”men jamen frøken Avelia ville det så meget at bede dem anbefale mig til deres venner og familie trods alt er der grænser for hvor mange gange en omrejsende maler kan male første koncil i Nikæa for kirken før man mister sin forstand” hvad ikke var løgn han havde malet en del af bare den ene koncil til de værste præster og biskopper så for hver gang han malede den malede han også et maleri at Arius som blev slået af Sankt Nikolaus hvad nogle sagde han gjorde det var bare en at de mange små fornøjelser han tog fra kirkens dumheder

[Celeste Avelia af Limesia]

Endnu engang giver jeg et kort nik som svar; "Jeg skal gerne anbefale dig". Jeg vipper hovedet let på skrå, da han nævner kirken. Hvad mon denne mand har oplevet før? Et pludseligt meget nysgerrigt blik ses i mine øjne. "Sig mig, Daud Whales, hvor kommer du fra?". Jeg stiller mig til rette, med en afslappet holdning. Klar til at høre hans historie. 

[Daud]

”Takker mange gange” sagde han da han fik pakket det sidste af sit udstyr sammen han havde ikke rigtig ment noget særligt med det han havde sagt om kirken de var bare meget glade for kunst om deres religiøse ting og da hun spurgte ham hvor han var fra kunne han ikke lade være med at grine så det tog ham et øjeblik før han sagde ”jeg kommer fra en meget lille og ubetydelig så den havde intet navn og husene blev holdt sammen af en blanding af mudder og bønder og maden bestod at primært at fisk tang og fiske sovs så hvis de gav dem den værste tilberedt mad ville de tro det var på samme niveau som kongeparret fik hver dag” han vidste godt det lød som om han overdrev men han kunne stadig til den dag huske smagen af sin første bøf