kunst på havnen

[Celeste Avelia af Limesia]

En latter forlader manden, og synet af den ellers så alvorligt-udseende mand grine, får mig til at smile - af ren refleks fører jeg hånden op foran munden. Mit opmærksomme blik hviler på ham, da han fortæller om sin hjemby. Hvilket ikke lyder til at være noget videre fantastisk sted. Det lyder som et sted, som jeg også ville flygte fra. "Så du rejste til Limesia?", mit spørgsmål er mest af alt for, at få ham til at fortælle videre. Jeg finder det utroligt spændende, at høre om andres historier og oplevelser. Måske fordi at jeg selv trænger til eventyr? Jeps, helt sikkert derfor. Min opmærksomhed er igen blevet væk i tanker, og jeg må tvinge den tilbage på Daud.

[Daud]

Han rystede på sit hoved og sagde ”hvis det bare var det som skete” og han sig for at give de ansigtsudtryk som de fleste folk mente en normal person skulle vise hvad der var sket for ham selvom for ham var det bare en del af hver ham og han sagde ”men det viste sig at mine forældre var i en kult så de blev brændt på bålet hvor jeg nok også ville have sluttet mig til dem når der fik nok tørt tang men heldigvis for mig var der en biskop som tog mig til Calcotta hvor jeg lærte at blive en maler og da jeg var færdig uddannet besluttet jeg mig for ikke arbejde i et værksted og i stedet for rejse rundt for at se mere af verden og tage de jobs jeg nu kunne få” han lod bevidst være med at nævne at han kun blev taget til Calcotta som et eksempel for andre folk at give en anden tro en den kristne kun havde dårlige slut resultat

[Celeste Avelia af Limesia]

Efterhånden som Daud fortæller om sin fortid og sine forældre, får jeg et mere og mere overrasket blik i øjnene. Det lyder helt utroligt.. og meget skræmmende. Jeg nikker svagt for mig selv, og da han er færdig med at fortælle, sender jeg ham et let opmuntrende smil. "Hvilken forfærdelig historie, men hvor er det dog heldigt, at du kom væk", igen lader jeg blikket falde mod horisonten, "Det lyder som om, at du har rejst meget. Hvilket eventyr". Det sidste er måske mest af alt henvendt til mig selv, for lyder utroligt drømmende. 

[Daud]

Han kunne godt se hvorfor hun så det som en forfærdelig historie men for han var det bare en del af den vej han havde gået for at blive til hvem han nu engang var og han havde tænkt sig at gå at den vej indtil der kom noget som gjorde at han havde ikke noget andet valg af begynde på en anden vej og han så ud over vandet og sagde ”et eventyr er bare en rejse hvor alle ens planer går galt så jeg har kun haft et par stykker” og han foldede sammen den lille stol