|
|
Post by Teobaldo Itzal Esilega on Sept 13, 2016 14:43:27 GMT
Teobaldo genkaldte sig sin mors ord, mens han blev ført op ad vejen mod Limesia-familiens hovedsæde.
'Du må og skal aflægge slægten af Limesia et visit næste gang, dine forpligtelser for kronen bringer dig til Highanger. De har en giftefærdig datter, ved du nok... Datter af et Overhoved...' Teobaldo fnøs ved mindet og genkaldte sig sin fru moders drømmende udtryk i øjnene. De så selvfølgelig allerhelst deres ældste søn gift inden længe, og hvis det i tilgift blev med en dame af vis indflydelse, så var det kun en bonus.
Men Teobaldo var ikke begejstret. Hvem ville også være det? Sidste gang, han havde mødt ladyen af Limesia, hende, der bar navnet Celeste, havde hun ikke været andet end et stort barn. Og særdeles mærkelig. Både af udseende og personlighed. Han rystede på hovedet over sine tanker. Sandt at sige huskede han ikke meget fra sit sidste møde med den yngre kvinde, og han valgte at lade det være et dårligt tegn - så kunne hun umuligt have gjort indtryk på ham. Alligevel red han nu på sin trofaste, gråskimlede ganger, der var lige så søstærk som ham selv, med retning direkte imod deres residens. Skibet havde lagt til i bugten - der var nogle mindre reparationer efter deres sidste sammenstød med et sørøverskib, og hvem var bedre end arbejderne i Highanger til at udbedre skaden? Teobaldo var sikker på, at skibet var i særdeles trygge hænder. Det var noget andet med ham selv...
Han kunne ikke modstå fristelsen til at stoppe hesten et øjeblik og vende sig i sadlen for at nyde den formidable udsigt over bugten. Det var i sandhed et smukt syn. Og så anderledes end det vilde og ubarmhjertige landskab på Esilega. Med en hovedrysten red han videre. Det lå ikke til Teobaldo at dvæle ved den slags æstetiske tanker. Iklædt fuld harnisk og lilla slængkappe - Esilegas farve - var han et ganske imponerende syn. Den fjerprydede hjelm havde han taget af og placeret i den ene sadeltaske, så han kunne få noget luft igennem håret. Det gjorde godt efter så lang tid på vandet.
Inde i gården svang han sig af hesten på kurér-manér og overlod den til en staldkarl, inden han begav sig op ad trappen til hoveddøren. For at lade sig melde hos hvem, der end viste sig at være hjemme fra den eminente familie.
|
|
|
|
Post by Celeste Avelia af Limesia on Sept 13, 2016 16:44:08 GMT
Jeg er kun netop kommet i den noget så ekstravagante dybblå kjole, før min moder vælter ind i rummet. De unge piger der har hjulpet mig i kjolen, skynder sig alle at neje - jeg selv nikker en enkelt gang som hilsen. "Moder..", siger jeg stille, for derefter at tage en lille kam og forsøge at rede mit lange, sølvgrå hår. Hvor min hårfarve kommer fra, er jeg ikke helt sikker på - ingen af mine forældre eller brødre har samme hårfarve. Et svagt smil spiller på mine læber, da min kære moder åbner munden, kun for at belære mig om, hvor vigtigt det er at jeg fremstår ordentlig foran Lorden af Esilega. Hun nævner for 120 gang, at det er mit ansvar at blive gift og udgøre en god kone. Jo vist vil jeg da gerne have en mand - på et tidspunkt -, men jeg kan ikke lide idéen om at blive tvunget sammen med nogen, bare fordi at de er et godt parti. Generelt kan jeg ikke lide, at blive tvunget til noget. Hvilket også har givet min mor en del problemer gennem tiden. Ikke desto mindre elsker vi hinanden meget højt, som kun mor og datter kan. Før hun forlader rummet, kysser hun mig i panden og hvisker at hun er stolt af mig.
Et dybt suk forlader mig, da jeg rejser mig og bevæger mig ned mod en af de store stuer, som findes i det her overdådige hus. I stuen hænger Limesia's våbenskjold stolt på en væg, og jeg kaster et kort blik, før jeg stiller mig ved et af de kæmpe vinduer. Herfra kan jeg se den store gårdsplads; en rytter er netop kommet ind. Det må være ham. Jeg himler let med øjnene, hvor jeg dog bare ikke gider. Jeg trækker vejret dybt et par gange, for derefter at finde en mere rank og stolt positur frem. Mit blik forbliver dog rettet mod naturen udenfor.
|
|
