Across the Universe

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Argos Regis Faucus
D. 27. juli - år 1513

---

At tænke sig, et helt år var der gået denne gang! For Faerydae kunne tiden imellem hendes besøg derhjemme ikke gå hurtigt nok, snarere tværtimod – det var det, der holdt hende oppe i hverdagen. Udsigten til igen at kunne besøge sin familie derhjemme. Der endte altid med at gå uforskammet lang tid mellem hvert visit, og hun krydsede klinger med sin mand hvér gang. Men nu ville hun afsted igen! Sidste gang, hun havde været hjemme, havde det været en sorgens tid: i anledning af onklens begravelse. Siden havde Faerydae ikke set sin familie, kun nogle sporadiske breve med den usikre postgang, var det blevet til. Som altid holdt hun selvfølgelig kortene lidt tæt til kroppen. Familien behøvede ikke at vide, hvordan hun havde det i hverdagen, med familien Selvidoor hængende over sig. Besøgene på Faucus livede Faerydae så tilpas meget op, at hun kunne lade som om, alt var godt.

Nu stod hun ivrigt spejdende i stævnen af det skib, der fragtede hende fra Aldmere til Bellock. Selvidoors sorte ulv vejrede i vinden og Faerydae trak taknemmeligt luften ind gennem næsen. Den ramme lugt fra olieproduktionen fik mange til at rynke på næsen, men den unge dame var opvokset på stedet, og for hende var det kun ensbetydende med én ting: hjem. De lyse lokker var trukket væk fra ansigtet og lå i stedet i en kaskade ned ad ryggen på hende – den salte havluft fik det blot til at kruse og krølle endnu mere, noget, hendes gamle svigermor med garanti ikke syntes, var passende. Faerydae var ligeglad. Selvidoor-familiem var milevidt fra hende nu.

Gad vide, hvem der kom for at hente hende? De var godt nok to dage forsinkede, men Faerydae vidste, at man kunne se ned til havnen fra Faucus’ residens, så hun håbede da, de havde sendt nogen! Om ikke andet, så bare en tjener, der kunne følge hende tilbage. Hun skannede begejstret den livlige havn med blikket, mens skibet åh så uendeligt langsomt lagde til, og havde svært ved at holde op med at trippe af bare begejstring. Åh, hun ville nyde det! En hel måned havde hun fået lov til at være væk denne gang!

[Argos Regis Faucus]

En mand der engang havde levet ved sværdet, og trofast tjent og dyrket de ridderlige dyder, var nu langt fra hvad han var for blot nogle få år siden. Den skinnende rustning, og kappen af den hvide hjort, havde han hængt fra sig. Hjelmen placeret på samme hylde. Og alle de mange års lærdom om strategi, vold, og korrekte blodige sving, var kastet til side for hvad han havde kendt som barn. På den sydlige spids af Bellocks havn, greb Argos et langt reb med et par dusin andre mandfolk, og prustede som de trak en pukkelhval ovenvande og op på stranden. Argos var ingen fin Lord der påtog sig en kedelig administrativ rolle, med papiret i hånden og pegefingeren struttende. Ak nej... Iført bukser, høje ridesko, og en hvid løstsiddende skjorte med flæser og puffede ærmer - hjalp han til i arbejdet. Sved prydede hans pande og øjenbryn i samme takt som sand dækkede hans sko, og pletter af olie var at øje på hans skjorte. Hofmesteren havde for længst opgivet at tilbyde Argos lærdom om anstændighed, og Moderen havde det samme.

En anden mand trådte til i Argos' sted, da en lille knægt trak ham til side. Et skib var blevet set på vej ind i den lille bugt, og nærmede sig havnen. En kikkert blev sat for hans ene øje, og han spottede i det samme den sorte ulv af Selvidoor på sejlene. Argos smilte skævt som han rakte kikkerten tilbage til knægten. Han havde lidt vej tilbage til haven, hvis han skulle nå at byde sin ærede gæst velkommen. Hans kusine; Faerydae, hvis han ikke tog meget fejl. Så efter begge hænder blev kørt igennem hans lange blonde år, satte han i et rask tempo nordpå, mod havnen. Han havde sidst kort set hende til hans fars begravelse et år tilbage. Inden da, havde de to kun meget sjældent haft kvalitetstid i hinandens selvskab. Men på trods af det, var deres bånd nu ganske stærkt. Og måske endda kun groet desto mere stærk, efter Argos i sin tid højlydt havde protesteret mod hendes forlovelse, og betvivlet de rene intentioner af hendes såkaldte 'ægtefælle'. Et ægteskab han tydeligvis ikke accepterede.

Da skibet lagde til havnen, og dets passagerer og læs begyndte at komme deraf, var Argos, endnu på vej rundt om gangbroerne. Fra en smule afstand, spottede han dog Faerydae. "Ha-hah!" Udbrød den store mand ganske muntert og lettet, med begge arme hævet. "Fae!" Han var da ligeglad om andre kunne høre ham. I stedet nærmede han sig hende med beslutsomme skridt. Hun var en Faucus af kød og blod. Her var ingen fanfare og rosenblade nødvendige som velkomst. En længe ventet omfavnelse var en mere end passende velkomst til et medlem af hans familie. For trods hendes nye navn, var hun en Faucus, og familie var helligt! Så uden de mindste tanker mod hendes kjole, hendes hår, eller hendes åbenbare anstændighed som en gift kvinde, spredte den store mand sine arme - kun for at vikle dem omkring livet på Faerydae, og løfte hende en smule op i en glædelige omfavnelse, med læberne mod hendes skulder.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae trippede noget så utålmodigt efter at komme fra borde. Bare det at få Faucus’ jord under fødderne igen… Nå ja, hun bildte sig jo ind, hun kunne mærke forskel. Knap havde landgangsbroen rørt kajen, før Faerydae fløj henover træværket, ganske uforsvarligt, ville nogen påstå. Hun havde ikke øjnet nogle kendte ansigter fra sin familie blandt folkene på havnen, så hun hankede op i sit rejseskrin og begav sig hen ad gangbroen efter at have sikret sig, der var styr på sagerne. En hilsen og et genkendelsens smil blev sendt i flere af arbejdernes retning, inden en umiskendelig stemme brød igennem. De blågrå øjne flakkede rundt, før de fandt hvile på Argos, og hun lyste op i et solstrålende smil. Han ligner sig selv.

”Men er det ikke min kære fætter!” Det tunge rejseskrin af træ ramte jorden med et højlydt ’klonk’, som hun besluttede sig for at hjælpe til med at forkorte afstanden imellem dem. Ej heller Faerydae havde de store skrupler angående sit udseende – der alligevel i forvejen var rimelig rejsepræget – eller hvad der var sig en anstændig måde at hilse på: hun faldt ganske enkelt den blonde kæmpe om halsen, mens hun hvinede af fryd og endelig tillod sig at lade den lyse latter få frit løb, da hun mærkede, hun blev løftet fra jorden.
”Jeg frygtede et øjeblik, der ikke kom nogen. Åh, hvor har du været savnet! Hvordan har du det? Jeg føler mig som en sæk kartofler efter rejsen. Og hvordan går det med din kære mor?” Faerydaes bemærkninger faldt som altid hurtigt efter hinanden, i et evindeligt skift mellem humor og alvor, nærmest inden hun rørte jorden igen. ”Jeg er så glad for at være her!” endte hun, da hun kunne træde tilbage efter genforeningen, så åbenlyst inderligt, at det ikke var til at tage fejl af. De lyse øjne glødede over den indestængte glæde, og hun måtte lægge bånd på sig selv for ikke straks at beordre sin gamle fætter til at fortælle hende alt. På trods af, at de aldrig rigtig havde haft tid til hinanden, følte Faerydae alligevel, at hun delte en slags samhørighed med Argos. I tankerne gik hun endda så vidt som til at kalde ham sin yndlingsfætter, noget, hun dog aldrig dristede sig til at sige højt: Faerydae elskede jo hele sin familie!

[Argos Regis Faucus]

Var hun ankommet de to dage forinden, da hun var ventet, var hun sikkert blevet mødt af næsten hele familien. Men nu hvor hendes rejse tilsyneladende havde været forsinket et par dage, måtte hun nøjes med en ilde forberedt Argos – i hans noget så beskedne 'arbejdstøj'. Men det skulle da bestemt ikke have lov til at mindske glæden over gensynet med hans kære kusine. Så den, i forhold til ham, unge dame af beskeden størrelse, blev omfavnet af store arme og løftet over jorden. Etikette og ret opførsel kunne tage en pause imellem de to, og i sandhed i enhver interaktion mellem Argos og et familiemedlem. Han klukkede en smule lavmælt og dybt, med et bredt smil over sine læber, som den kære Fae begyndte at tale og spørge og erklære, på én og samme tid. Hendes nogen gange energiske væremåde havde altid været et af hendes mest charmerende og glædelig træk. Og han priste sig lykkelig over at hendes tilværelse i syden ikke havde taget det fra hende. ”Vi har det alle ganske fint, kære kusine.” Han valgte et simpelt svar på hendes ordrække, så snart han havde sluppet hende, og en smule afstand var lagt imellem dem. "Og Faucus er glad for at have dig igen!" Bemærkede han med sit sædvanlige smil, som han hurtigt tillod sig at forlade hendes side for en kort bemærkning - for at samle hendes rejseskrin op fra gangbroen, og atter nærme sig hendes side.

Åh, det var så meget at snakke om med hende. Så mange år at lukke imellem dem, og så megen tids oplevelser af afsløre. Også selvom der nok var mange ting de hver især ikke syntes passende at dele med hinanden. "Du ser en anelse træt ud.. var det en krævende rejse?" Med hendes rejseskrin i sin ene hånd, hævede Argos sin anden albue mod hende. Så hun kunne tage i den, skulle hun lyste, som de ville påtage den lille rejse mod Faucus Ejendommen. "Et værelse er selvfølgelig gjort klar til dig, hvis du skulle have lyst til at hvile lidt. Og et bad vil selvfølgelig også blive gjort klar til dig, hurtigst muligt." Noget han da også kunne finde på at gøre.. Et bad ville nok også være passende. Han kunne ikke rende rundt og lugte af død hval og vådt sand resten af dagen, vel?

[Faerydae Héloise Selvidoor]

”Og dig, kære? Har du formået at vænne dig til en hverdag, der ikke involverer fuld harnisk og blå-hvid slængkappe?” Faerydaes blik granskede ham nøje. Hun ville ikke tage til takke med halve svar og vage forklaringer. Vist forstod hun dog, hvis øjeblikket ikke lige nu var tid for de store betroelser – hun havde tid nok.

Faerydae smilede langsomt, da han spurgte ind til rejsen. ”Du kender mig for godt, så du må vide, jeg har stået i stavnen hele tiden, set fiskene danse og følt skumsprøjtene i ansigtet.” svarede hun mildt og viklede en let hånd om hans arm for at slå følge med ham. Man skulle ikke tage fejl af Faerydae – hun kunne være dame til finderspidserne, når hun selv ville. En lavmælt, klukkende latter forlod hende, som hun fortsatte: ”Vi løb ind i et mindre uvejr undervejs. Selvidoors søfolk er ikke helt så hærdede.” Det glimtede skælmsk i de udtryksfulde øjne – underforstået, flere havde måttet overgive sig og sende maveindholdet ned i de opslugende dybder. Faerydae havde naturligvis klaret det med bravur, eftersom hun nærmest var født i en jolle. Selvidoors folk var undskyldte, dog, siden deres erhverv ikke koncentrerede sig om havet og længere rejser i øvrigt var en sjældenhed.

”Åh ja, et bad skal gøre godt.” Et mildt suk, som hun ikke selv opfattede, lød længselsfuldt, undslap hendes læber. ”Saltet samler sig på huden efter så mange dage til søs. Du ville også selv have godt af det,” dristede hun sig til at bemærke og tjattede drillende til fætteren med albuen. Hun var utålmodig efter at hilse på alle, men på samme tid taknemmelig for udsigten til at kunne hvile ud. Det ville gøre godt at samle energi i de hyggelige og lyse gemakker, Faucus Ejendommen rummede. Faerydae kunne ikke forklare det for sig selv, men det var altid en kæmpe forløsning at komme hjem. Ej erkendte hun, at det skyldtes de mange spændinger, hun gik med til daglig.

[Argos Regis Faucus]

Som det selvfølgelig typisk var med Faerydae, så fik hun det som hun ville have det. Hvilket sikkert var et produkt af hendes familiemedlemmers hang til at forkæle hende en smule. Og forkælelsen af den smukke Faerydae var bestemt heller ikke uden Argos som hyppig deltager. "Tilvænningen er godt undervejs. Dog er der mange øjeblikke hvor jeg længes efter de mere simple dage. Men det skal jeg nok fortælle dig om i detaljer... senere." Svarede han hende, denne gang lidt mere fyldestgørende. Hun skulle nok få en masse at vide, og ikke mindst blive skænket knapt så hyggelige nyheder om den fremtid han selv syntes at have i sigte. Han smilte som hun viklede fingrene om hans arm, og begyndte så at lede dem begge ind mod byen, med kurs mod det mindre plateau hvorpå slægtens ejendom stod. Det overraskede ham ikke at høre hvordan hun selv havde klaret sejladsen. Hendes smukke og til nogle delikate ydre, holdte skam heldigvis også på de hårdføre næseben der syntes at gå igen i Faucus Slægten. "Nu ikke vær for hård ved dem, kære Fae." ... "At piske minearbejdere kan næppe sammenlignes med egentligt hårdt arbejde til søs.." En kommentar der forlod hans læber med et lidt glubsk smil.

Et par hilsener i form af nik og smil blev sendt mod nogle få personer de to passerede. Mange syntes alligevel at genkende Faerydae, til trods for hendes fortsatte fravær fra hjemstavnen. Og hvis de kunne byde deres Arving hjem efter så mange år væk, ville Fae sikkert uden tvivl nyde megen charme og værd i løbet af blot den enkelte måned hun havde at spendere på Faucus. Han havde lidt fokus på deres omgivelser, da hun så dristigt nærmest syntes at puffe til ham. En næsten hånende lille latter forlod hans læber som han trak på skulderen. "Nuvel.. Det kunne måske være meget fornuftigt at tage del. Vi kan jo nødigt have at din delikate næse skulle blive irriteret.." Han gav selvfølgelig lidt igen på afslappet facon. Men ja. Hvis de to skulle have en bid mad og en snak efter hendes bad - ville det nok også være bedst at han ikke lugtede for kraftigt af havnearbejdet.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae klemte læberne sammen til en tynd streg i misfornøjelse, da Argos gav hende endnu et utilfredsstillende svar og udsatte det til senere. Så resignerede hun umærkeligt – det klædte hende alligevel ikke at være fornærmet – og lod smilet tage over igen. ”Tak for det.” udtrykte hun sin glæde over, at han alligevel havde valgt at uddybe sit svar, og gav hans arm et kort klem til ære for fortroligheden imellem dem. ”Jeg tager dig på ordet, at du ved det.” advarede hun øjeblikket efter, tilbage i sit sædvanlige muntre tonefald. Hun kunne sagtens være alvorlig, men foretrak så langt, når hun kunne tage let på tingene – så kom det på en eller anden måde ikke helt så tæt på.

Fætterens diskrete hentydning om Selvidoor’erne frembragte et lignende, skælmsk smil på Faerydaes læber, men hun sagde ikke mere. Hun ville gerne påstå, at hun var hævet over det, men i virkeligheden var der jo fordomme imellem alle slægterne – og i hjertet ville Faerydae aldrig være en Selvidoor. Det var måske heller ikke helt fair over for ægtefællens familie, men hendes mening var efterhånden så farvet igennem de sidste års mistrivsel, så der skulle en del til at overbevise hende om andet.

Glæden boblede stadig i hende over at være hjemme. Det var nok i virkeligheden ikke gået helt op for hende endnu – hun var hjemme, og skulle være der en fuld måned, før skibet ville transportere hende tilbage til Selvidoor. Enhver hilsen og ethvert blik, uanset om det var tilegnet hende, Argos eller dem begge to, blev mødt med et strålende smil, der kunne gøre selv den bedste blød i knæene. Faucus havde altid været folkets familie, noget, Faerydae især havde forstået at sætte pris på efter sit møde med kulturen i syd, hvor der partout skulle holdes på alle former.
Hun snøftede fornærmet over Argos’ ord og stak næsen i vejret på den mest snobbede vis, hun kunne præstere. ”Min næse er aldeles ikke delikat.” erklærede hun frejdigt og understregede sine ord ved at rynke en smule på den omtalte, delikate næse, mens hun sagde det. Der skulle ikke meget til at forurette hende – Faerydae kunne ikke fordrage, når der blev antydet en svaghed hos hende, skønt hun havde mange. ”Neej, jeg er delikat!” fortsatte hun med en selvtillid, hun ikke helt havde, og lo fornøjet. ”Ih, jeg kan ikke vente, fætter, vi er nødt til at sætte farten lidt op!” Hun udførte et begejstret lille dansetrin, mens hun holdt øje med Faucus Ejendommen i det fjerne. Så kiggede hun på Argos med et pludseligt betænksomt blik. ”Skal jeg tage skrinet for dig?” forhørte hun sig blidt og hævede øjenbrynene i en uskyldig gestus, der ikke for syv vilde heste kunne skjule det spottende glimt i øjet.

[Argos Regis Faucus]

Faucus Slægten var stor, med mange grene. En familie med solide rødder i jorden og havet, og med midlerne til at tage sig af enhver af dets mange medlemmer. Argos var den ældste søn af familiens afdøde patriark, og søn af det nuværende overhoved. Arving til Hovedsædet og positionen af magt iblandt slægten og alle der end måtte se op til dem. Måske han allerede var lidt af en patriark, i manges øjne? En mandlig bredskuldret figur der kunne nye respekten og tiltroen af mange? Og fra hans høje og brede skuldre, kunne han betragte sin familie, sin søskendeflok, og sit folk. Han var måske næsten et stereotypisk eksempel på en eksemplarisk ridder og adelig. Bundet af pligt, til at beskytte sin familie og dem han holdte af. Og velsignet med midlerne til at betragte dem nye deres tilværelser til deres fulde, og selv være glad på deres vegne. Så synet af iveren og glæden vokse og vise sig hos Faerydae, var en fryd! Selv forholdte han sig en anelse reserveret og rolig, som hun gjorde sine små dansetrin og lyste op af glæde. "Det ved jeg du er, kære Fae!" En løgn, mere eller mindre. Fae var vidst mere hårdhudet end hendes ellers tillidsfulde og muntre ord havde sagt det. De Faucus-folk var lavet af hårdt stof, hvis man spurgte ham. Desuden... var det ikke snart ved at være lidt af en fornærmelse, at kalde kvinder delikate og skrøbelige? han vidste det ikke. Men hvad vidste han også om kvinder alligevel?

Et næsten hemmelighedsfuldt smil formede sig over hans læber, lige efter hun havde spurgt til rejseskrinet. "Jeg tror nu nok jeg klarer mig." Svarede han hende hurtigt for så i det samme derefter, at vende sig helt mod hende. "Hør, jeg har en overraskelse til dig!" Lød det næsten muntert fra ham. Endnu med det lille smil over hans læber. Hans frie håndviftede langsomt foran hendes ansigt. "Men først, bliver du nødt til at lukke dine øjne." Fortsatte han og lagde vægten over på sit ene ben for at slappe lidt mere af. "Kom så... Luk dem!" Tilføjede han i en lille latter, uvillig til at høre nogen form for protest fra sin energiske kusine. Og uvillig til at fortsætte noget som helst, indtil hun gjorde som han bad hende om.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae modstod trangen til at rulle lidt med øjnene. I virkeligheden nød hun deres samtale. Hun havde altid været glad for livlig konversation, og det fik hun heldigvis til overflod i Faucus-familiens skød. Havudsigten lokkede, så hun vendte sig halvt om for at nyde den et par lange sekunder. Som de fleste andre i Praedo, var Faerydae jo opvokset ved havet, hvilket havde gjort, at hun elskede det udover alle grænser og blev urolig, så snart hun ikke kunne høre havets brusen længere. Og så brød hun sig ikke om indlandet. De høje fjelde, som kastede lange skygger, satte en udefinerbar skræk i livet på hende med deres majestætiske, kolde fremtræden og mærkelige ro.

Faerydae standsede brat op, da Argos vendte ind foran hende, og trådte et halvt skridt tilbage, eftersom han pludselig havde været tæt på. Hun kneb straks øjnene sammen med en mistænksom mine, da han erklærede, at han havde en overraskelse til hende og i næste nu beordrede hende til at lukke øjnene i.
”Såh?” Det var da ganske.. pludseligt, han var kommet i tanke om det, var det ikke? Faerydae brød sig ikke om at stille sig i så sårbar en situation. På den anden side, så var det jo bare Argos. Med et sidste, mistroisk blik, lukkede hun øjnene i. Klassisk Faerydae kunne hun dog ikke lade være med at smugkigge, så det var først, da han sagde det i en latter anden gang, at hun klemte øjnene fast i. Og ventede. Hvis han stiller skrinet fra sig nu og løber sin vej, så tilgiver jeg ham aldrig!, erklærede hun i sine tanker – uden selvfølgelig at mene det – og spekulerede over, hvad det mon var for et påfund, han nu havde fundet på.

[Argos Regis Faucus]

Familie var helligt. Familie skulle passes og plejes, så og sige. Hvordan hendes ægteskab var, og detaljerne deraf, vidste han selvfølgelig ikke. Og havde ingen ret til at vide. Men han mistænkte dog disse rejser til Faucus for at være andet end blot et familiært besøg. Så derfor ville hun nok kunne nyde en position af prioritet så længe hun var der. Og så snart resten af familien fik nys om hendes tilbagevenden, ville det nok også blive svært for de to at have tid for dem selv. Men nu hvor han havde haft æren af at byde hende velkommen hjem, skulle tiden selvfølgelig udnyttes. På en måske lidt barnlig manér, men var det nu også et problem? Så snart hun havde lukket øjnene helt for sidste gang, blev han stående hvor han var. Han greb om hendes rejseskrin med begge hænder. "Godt så.." Han smilte, uden at hun ville kunne se det selvfølgelig. Og betragtede hende opmærksomt et par sekunder, for at sikre sig at hendes øjne nu også var lukket helt i. I det samme derefter, rakte han hende smykkeskrinet i hendes favn, og gav hende ikke andet valg end at tage imod det, da han selv roligt slap den. Og med det samme, rakte han om hende. En arm bag hendes knæ, en anden bag hendes skulderblade, og løftede hende op. "Så lad os sætte farten op!" Hun ville have det skulle gå hurtigere? I så fald var det netop hvad hun kunne få.

Imens han ignorerede enhver form for protest eller spjætten hun måtte komme med, begyndte han at gå i et rask tempo med hende i sine arme. Det var måske ikke et billede af anstændighed, sådan at tage en voksen gift kvinde i sine arme og bære hende. Men han skænkede ingen tanker mod hendes ægtefælle og hans imaginære protester. Det var selvfølgelig ikke uden en mindre anstrengelse, men han var heldigvis en stor mand, og inden længe satte han i et luntende tempo mod ejendommen. Det mindede ham om da de var yngre, en påmindelse han ikke havde noget imod. "Du har ret, du føles lidt som en sæk kartofler.." Han kunne da ikke lade være! Og satte også farten en smule ned, som han sagde det. Næsten sikker på at hun ville sende en vildfaren flad hånd mod hans ansigt.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae trak vejret ind og nåede at åbne munden for at protestere, da Argos stak skrinet i hendes hænder uden nåde. Længere end dette nåede hun dog ikke, før hendes øjne fløj op igen og hun fandt sig i armene på selv samme mand. I stedet udbrød hun et særdeles kvindeligt hvin.
”Nej! … Argos … Sæt mig ned!” hvinede hun forfærdet og brugte et forgæves øjeblik på at sprælle som en fisk i hans arme, mens hendes hænder flagrede rundt i luften, og hun prøvede at holde fast på skrinet samtidig, så det ikke endte på jorden. ”Du gør en uanstændig kvinde ud af mig!” klagede hun, lettere forpustet, med en resignerende latter, der antydede, at hun ikke tog det helt så tungt alligevel. Nå ja, han kunne have kastet mig over skulderen i stedet!, tænkte hun i et anfald af galgenhumor og viklede den ene arm om skuldrene på ham, da han satte i luntetempo. Hun var ikke bekymret for, om han ville tabe hende – til det stolede hun tilpas meget på hans styrke. Tidligere udøvende ridder og det. Ikke at forglemme arbejdet med udvindelsen af hvalolie – det var heller ikke for svæklinge!

På trods af, at hun havde gjort netop det samme for ganske kort tid siden, blev hun forurettet over at blive sammenlignet med en sæk kartofler. ”Hov hov!” protesterede hun prompte og hev ham hårdt i den ene øreflip. Hårdt nok til, at det ville gøre lidt ondt, for Faerydae var intet blidt lam. Igennem opvæksten havde hun præsteret adskillige ting, såsom at jagte staldknægten ud i skoven med sin fars sværd, fordi han havde den frækhed at bede om et kys bag laden, eller dengang, hvor hun slog sin bror ned med en stegepande, fordi han klippede en lok af hendes hår. I det mindste havde de lært lektien. ”Pas på med, hvad du siger.” advarede hun med en løftet pegefinger og en højtidelig mine – så højtidelig, som det var muligt i armene på en mand. ”Det ender med, jeg må tage mine kvindekneb i brug.” Som om det skulle være nogen trussel. Faerydae var sig sin manglende fysik stærkt bevidst.

[Argos Regis Faucus]

Nej. Til trods for tempoet, var der vidst ingen fare for at Argos ville tabe Faerydae eller komme til at smide hende fra sig. Med tanker tilbage mod da de var yngre, så var det nok heller ikke første gang han havde løbet rundt med et yngre familiemedlem i sine arme eller på ryggen. Nu var de to dog ikke børn længere, men det kunne dog umuligt skade at lade sig selv rive med af lidt barnlighed? Desuden, så var hans moder heller ikke hjemme til at se hendes ældste søn gebærde sig som en teenager - hvilket nok også var lidt af en velsignelse. Til trods for moderens kærlige natur, havde hun dog altid været en smule streng som faderen. En ældste søn opførte sig ikke som et uopdragent barn. Heldigvis var langt de fleste mennesker på øen uenige, og ville sikkert erklære Argos mere en passende som et glimrende Overhoved. Da Fae nappede i hans øreflip, var han tvunget til at skære en smilende grimasse i den svage smerte. Det sænkede ham dog ikke, og han fortsatte dog alligevel. "Jeg kan ikke vente!" Var hans lettere hånende og muntre svar til hendes vage trussel om såkaldte kvindekneb. Nej, ingen trussel overhoved. Men heldigvis nød han ikke at dominere sine familiemedlemmer, eller... måske blot en smule i fysikken, men ellers ikke. De var hans familie, og ikke hans undersåtter. Men det betød skam slet ikke at han ikke lige kunne smide hende over skulderen, hvis hun ikke opførte sig ordenligt.

Vejen gik opad så snart de nåede enden af byen. I en svag hældning fra Bellock, og op til den mindre plantage Faucus Slægten kunne kalde deres hjem. En hældende vej prydet med frugttræer på hver side af vejen, der måske strakte sig nogle små hundrede meter op til forhaven og gården. Han bar hende fortsat. Men jo længere han løb med hende i sit favn, desto mere udmattende blev det - naturligt vis. Så nogle få meter fra toppen, sagtede Argos farten, for så endelig at sætte hende fra sig. Forsigtigt, selvfølgelig, så hun ikke skvattede. "Ugh.." En dyb indånding senere. "Enten er du blevet større, ellers må jeg straks vende tilbage til min træning.." Kommenterede han så i et lettere forpustet åndedræt. Uden tvivl overdramatiseret for hendes skyld, men brystkassen hævede og sænkede sig dog alligevel efter den korte løbetur. Han rankede ryggen, og tog et endeligt dyb åndedrag, inden han fortsatte med rolige skridt. "Så, kære Fae.." ... "Dit værelse er uden tvivl allerede gjort klar til dig, og det samme med dit bad. Jeg stoler på at du selv kan finde vej?" Lød det så roligt fra ham, som hans blik hvilede på ejendommen. Hun var jo trods alt ingen fremmed i dette store hjem.

[Faerydae Héloise Selvidoor]

Faerydae fandt hurtigt fodfæste, da hendes egne fødder omsider skulle bære hende igen og brugte et øjeblik på at rette folderne i sin kjole ud. Nå ja, lidt forfængelig var hun da, trods det af og til barnlige sind. ”Så foreslår jeg, du tager træningen op igen.” kommenterede hun tørt og ikke så lidt ironisk og strakte sig mageligt efter at være blevet båret den sidste, stejle vej op til ejendommen.
Spændingen og glæden over at være hjemme spidsede til igen. Nu skulle hun hilse på dem alle sammen! Åh, hvor hun savnede sin mor, det kærlige, excentriske menneske, som aldrig rigtig havde forstået sin vilde datter, og faderen – Argos’ onkel – der havde været den trygge klippe igennem hele barndommen. For ikke at forglemme hendes søskende – gad vide, hvordan det gik dem alle?

”Det kan du tro, jeg kan!” forsikrede hun ham muntert, mens hun indtog synet af de velkendte bygninger igen. Det gjorde det selvfølgelig ikke værre, at det formentlig var den bedste årstid, hun kunne have valgt til at besøge hjemmet – alt det grønne blomstrede i fuldt flor og solens stråler gjorde ligeså sit til at forskønne stedet. Faucus Ejendommen var ikke den rigeste, men den skinnede af vedligeholdelse. Der var ingen, der skulle komme her og sige, at Faucus var ved at slå revner i hjørnerne!
Faerydae vendte sig mod sin fætter en sidste gang og gav ham et hårdt klem. ”Jeg finder dig senere.” lovede hun med et forsikrende smil, inden hun samlede skørterne op og styrtede op af trapperne til hovedindgangen, hvor hun annoncerede sin ankomst med højlydt røst.

---

Afsluttet