With Cold Winds Come New Tidings

[Argos Regis Faucus]

Teagan Sena Selvidoor
December

---

Med de kolde vinde, kommer nye tider. Det var hvad sømændene sagde til hinanden i kroen, over øl og i godt selvskab. I dette tilfælde var det åbenbart sandt, og ikke blot et eller andet overtroisk udsagn. Man så kun sjældent sne og is i Praedo, men det var altid tydeligt når vinteren var over øerne. Vindene blev koldere og havene blev vildere. På Faucus var der endnu ingen sne faldet, og øen var blevet skånet for de hårdere vinde af de større øer omkring den, men det var dog en anelse køligt. Denne dag bød på forandring og i sandhed nye tider. Argos var blevet trolovet! Efter alle disse år, var han blevet trolovet... Han vidste det ville komme før end senere, men havde ikke just forestillet sig at det ville ske på denne måde og denne facon. Han havde bestemt aldrig troet at han en dag ville kalde en Selvidoor for sin hustru, eller så meget som være forlovet til en af det Hus. Men det var sådan det var sket. Slægten af Selvidoor, dets overhoved, og dets medlemmer – havde præsenteret Argos med et tilbud om ægteskab. Et tilbud han ikke havde kunnet afvise. Et tilbud der havde gjort det umuligt for ham at vedligeholde et nobelt og retskaffent standpunkt. I stedet var han nu tvunget til at åbne sit sind for Selvidoor slægten, i stedet for stædigt at afvise dem som uværdige. Og alt dette, allerede uden at være overhoved endnu? Hvilken forurening af moral ville mon komme hans vej når han blev Faucus slægtens overhoved?

Nu var der nok ikke andet valg end at vente. Ligesom han ventede udenfor hoveddøren til Faucus Slægtens ejendom og hovedsæde. Den store blonde mand var iklædt den sorte kappe slået omkring hans overkrop. Et direkte tegn på adelig ydmyghed, så og sige. En beskeden ydmyghed ofte vist af Faucus Slægtens riddere. Under den var langt finere klæder, men kun bukserne og de høje ridesko var tydelige. Med en lille håndfuld tjenere, ventede han næsten højtideligt på at en hestevogn ville bringe hans nye trolovede til ejendommen. Selvidoor skibet havde allerede lagt til havnen, og nu var det blot et spørgsmål om tid.

[Teagan Sena Selvidoor]

Vognen, med de sorte heste der fik den blankpoleret, mørke karet til at trille ind på gårdspladsen, skramlede så højlydt, at det ville være en løgn hvis folk nægtede de havde hørt hendes ankomst. Hende, der snart ville lade Faucus navnet og dens slægt have større betydning for hende, end den nogensinde havde gjort; denne familie, hun ej havde skænket mange tanker før. Nej, de tanker hun havde gjort sig havde været i en humoristiske forstand; disse små dådyr, med deres blå øjne, skulle endelig ikke for tæt på rovdyrene, der blottede tænderne over disse dyr, der prydede deres våbenskjold. Et våbenskjold, hun snart måtte indse snart ville være hendes eget stolthed.

Først havde hun grint da nyheden kom for øre. Hende, gift med Faucus? Hun ville æde manden råt. Men hendes fader havde været i sin dybeste alvor da han havde præsenteret hende hendes fremtidige ægtemand, via navn og position – det kommende overhoved for Faucus slægten, og det ville sætte Teagan i en dyrebar situation hendes fader bestemt ikke kunne sige nej til. Det gav rige muligheder for Selvidoor, og Teagans villighed blev bestemt ikke sat spørgsmål ved. Den kom dog til udtryk, så snart kareten holdt an, og kusken åbnede døren, efter trinet var klappet ned, let rejst over jorden.
Frygt var ej en velkendt følelse hos hende. Men at se hendes nye fremtid, blive vist i form af hendes kommende hjem (for den nærmeste fremtid) fik maven til at knuge sig hårdt sammen.

Det forhindrede hende dog ikke i at træde til syne med ypperste stolthed, og elegance, enhver kvinde ville misunde hende. Trods hendes slægts ry, var hun en kronjuvel blandt adelige frøkener, der blev sat til salg, som ægtefruer: de eksotiske træk, de mørke øjne, og håret, der var sat nøjsomt op, afslørede en rig slægt, der havde finpudset protokoller og etiketter for år. Samt facetter, som hvis de var til daglige maskebal. Hendes forældre havde sørget for, på denne lille ”visitationstur” at hun var blevet fodret med alverdens nødvendige ting, for at give det bedste indtryk af både hende, og den familie, hun var ansigt for: smukke kjoler, af fløj og satin fra Østen, smykker der var kreeret med kærlig og erfaren hånd som var pikken over i’et på hendes udseender, og ikke mindst: en masse, behændige ord der ville gøre sig enhver lejlighed for at charmere sig ind på Faucus’s hjerte. Blot en skam at ulven ikke havde tænkt sig at gøre det nemt for hendes ægtemand.

[Argos Regis Faucus]

Under enhver brug af de stolte metaforer, ville den unge ulv snart ikke stå foran et dådyr, men en kronhjort. Ingen adelig Selvidoor havde nogensinde haft grund til at tage til Faucus, hvorfor også det? En lille ø, ja. Med en havn og en by der lugtede af olie og døde hvaler under den rette vind. Så det var nok intet under at de stolte ulve måtte kigge ned til deres nordlige naboer. Men man ville sjældent finde en mere hårdfør, hårdtarbejdende, og retskaffen befolkning i hele Praedo. Her handlede alt om retfærdighed i alle dets former. At sveden på en mands øjenbryn efter en hård dags arbejde, fortjente belønning. At de som brød loven, blev straffet og behandlet anstændigt og hurtigt. Og at alle var af den værdi deres handlinger og deres hjerter dikterede. Man kunne sige meget om Faucus Slægten, men der blev aldrig hvisket ondsindede rygter i hjørnet af denne slægt. Alle - i nord, syd, øst, og vest - kendte Faucus Slægten som en retskaffen og nobel slægt, trods deres til sammenligning beskedne midler.

Som Argos betragtede hestevognen trænge ind i Ejendommens gård, og komme tættere på, mindedes han de mange lærdomme. Hvordan han skulle gebærde sig overfor en nobel kvinde. Hvordan han burde hilse hende. Hvordan han burde tale til hende. Hvordan han burde behandle hende... Han mindedes de mange vise ord fra hans fader og alle de som havde undervist ham igennem tiden. Om hvordan han burde bære sig selv med stolthed og nobilitet, men endnu udvise en passende ydmyghed. Og ikke mindst... at han måtte sluge enhver form for foragt han end måtte have overfor denne union, og gøre som var krævet af ham - for Slægtens og Øens bedste velgående. Hun var trods alt endnu ikke hans ægtefælle, og han måtte derfor opføre sig passende. Så da den unge Lady trådte ud af vognen og ned af de få trin, trådte han selv ned af de få trin der ledte til Ejendommens hoveddør. Han nærmede sig hende med rank ryg og rolige skridt, og et diskret høfligt smil der prydede hans mundvig. Han kunne kun håbe at han gav hende et godt indtryk. Hans ene hånd viste sig fra under den sorte kappe, og tog blidt om hendes ene hånd. "Welcome to Faucus, Mylady." I det samme bukkede han sig, og plantede et lille kys på hendes knoer og håndryg. "I hope your journey was not too tiresome?" Fortsatte han efter at have sluppet hendes hånd igen. I det samme var tjenere også begyndt at læsse hendes bagage af vognen, og bære det indenfor. Egentlig bandede han lidt indvendigt over sig selv og hans sikkert akavede spørgsmål til hende. Hun havde været til søs i snart to uger - selvfølgelig var det en krævende rejse! Men den stakkels mand vidste blot ikke hvad han ellers skulle sige til hende. Noget skulle vel bryde isen? Og det var nu heller ikke fordi han havde den helt store erfaring med noble kvinder.

[Teagan Sena Selvidoor]

Kvinden som snart kunne betragte dette gods som hendes eget, stod og så sig omkring; nød, at være på fast jord, bare for noget tid, inden en mand hurtigt kom hende i møde. Han tog hendes hånd, bød hende velkommen med sin nordiske charme, og kyssede den, som hvis han ejede en snert af den ynde, mændene i hendes omgangskreds normalt gjorde. Nej. Han var bredskulderet, og høj, med en hånd der nærmest fortærede hendes, og han lignede præcist det, hun havde fået beskrevet: blond, med blå, venlige øjne og linjer om læberne, der tydede om alder, men han så ej gammel ud. Han var så sandelig en Faucus.
Og hun var så sandelig en Selvidoor, som hun stod der, i dyb kontrast med den lyse ridder.

Hun tog sig friheden at tie stille, og orientere sig om sine omgivelser, overvejede dem. Selvom hun udstrålede en klar styrke, og en nobel lethed, var det tydeligt, at turen havde tæret på hende, som det ville havde gjort med enhver, uvant sørejsende. Havde hele den her tur været besværet værd? Det var vel betydningsfuldt, at møde sin husbond: men ikke for Teagan. I hendes øjne, kunne de havde mødtes først ved alteret, og senere hen brudesengen, men nu var hun her. Og hun ville med sikkerhed granske ham i hver krog og finde smuthullerne.

Og endelig, faldt øjnene på hendes kommende mand, med en nysgerrighed i de mørke øjne, der var nærmest varm. ,,It was not,” erklærede hun, med en stemme der både rystede, men også behagede andre. Den var stærk, til den lille, kvikke kvinde men alligevel var den så blød og skrøbelig, at man troede den ville forsvinde ved et vindpust. Øjnene rejste ned over hans robuste kropsholdning, inden hun rankede sin egen: ,,But, if you don’t mind Sir, I would like to se my room, and get a hot bath,” erklærede den mørkhårede Selvidoor. Nej, ydmyg var hun ikke, og hun ønskede bestemt at fjerne luften af saltvand, som var umådelige gribende.
Hun lod et lille smil hvile på læberne, blot i krogene, inden et falmede igen; tilbageholdt. 

[Argos Regis Faucus]

Såvidt Argos mindedes, havde Faerydae snakket om Lady Teagan Selvidoor. Og såvidt han huskede, bestemt ikke i et venligt tonefald. Det var dog for det meste ord og advarsler Argos havde smidt fra sig og ignoreret. Alt han bekymrede sig om til dette første møde, og til størstedelen af dette visit, var den unge kvindes manerer. Så længe de to kunne føre en civiliseret samtale, til trods for alverdens facader og falskheder, så ville Argos være tilfreds. Men faktisk måtte han se sig selv en anelse fascineret af denne unge kvinde. Mest af alt, som følge af hendes første løgn. Og ja, han vidste at hun løg da hun svarede på hvorvidt rejsen havde været udmattende eller ej. Selv hvis hun end skulle mene det, så var det dog ganske tydeligt at se på hende, at hun havde brug for noget nær et hvil - eller i det mindste et bad. Sådan var det som regel altid. Når alle besøgende kom via skibe, på lange rejser mellem øerne, var det en almindelighed at et visit startede med et hvil og lidt tilpasning. "I'm glad to hear it." Svarede han dog alligevel, for blot selv at være høflig. Også selvom han i en svag stolthed indså at hun ikke helt selv var så fantastisk høflig. Hun hilste ikke engang høfligt på ham, eller nejede for ham. I stedet svarede hun blot i en tone han ikke kunne andet end betegne som en anelse kølig. Argos havde været rundt omkring - endda også på Selvidoor. Blot fordi han selv var af en mere praktisk støbning, betød så sandelig ikke at han var blind overfor andre slags personligheder. For ganske rigtigt besad han en form for nordisk charme, men alligevel ikke megen af den ynde de sydlige øer oftest pralede en smule af. Men var det nu også en dårlig ting?

Der blev dog heller ikke megen mere tid for de to at hilse eller lære hinanden at kende, da hun ganske tydeligt erklærede at hun agtede at tage sig selv et bad. Han kunen vel ikke andet end at være enig i en sådan logik? Også selvom det kom meget pludseligt til ham. Men ganske per automatik, smilte han diskret, for så at træde til side - så hun havde direkte adgang til hoveddøren. "Of course, Mylady." En let hævet hånd gestikulerede til en af tjenerne. "Our chambermaid will take you to your room, and draw a bath for you as soon as possible." Og med dén, ventede han da egentlig bare på at hun ville fortsætte ind i huset. Det kunne jo være at det ville blive nemmere, efter hun havde fået sig et bad og et lille hvil?