Horror alone, brings peace of mind!

[Sybbyl]

O P E N
Setting: Kroen "One Eyed Jack's"
1. August, kl. 9.00

---

Sybbyl bed kort tænderne sammen, og talte hurtigt til 10 inden i sig selv, imens hun mindede sig selv om hun kun var på til middag, da Seth "Bones" Balmore gav hende et velanrettet klask i bagdelen. Den allerede tydeligt berusede og afdankede pirat - ex-pirat måske om man ville, og desuden stamkunde på One Eyed Jack's lige så længe Sybbyl kunne huske, var tumlet ind af døren allerede klokken halv otte da kroen åbnede, og var i gang med sin 6. genstand, så hæmningerne var allerede rimeligt langt borte.
Hun orkede dog ikke at hidse sig op over den berusede stakkel, et eller andet sted havde hun også lidt ondt af ham. I følge historierne havde Seth været en hel legende af en pirat - rejste verden rundt, dominerede verdenshavene, og hverken ham eller hans loyale besætning manglede noget. Men hans lykke var vendt, og i en storm var skibet forliset, efter et af de helt store togter. Hverken skibet eller besætningen havde klaret det, men af uransagelige grunde havde Seth, hvilket faktisk var værre end alternativet. Der var ingen stolthed i en kaptajn der ikke gik ned med sit skib, og som oven i købet havde mistet alt. Desuden påstod Seth at det var noget så overtroisk som et mystisk havfolk der havde forårsaget forliset i det hele taget, og slet ikke stormen, og rygtet gik derfor at han nok havde mistet forstanden i ulykken også, og at det rablede for ham. Den arme stakkel.
Sybbyl sendte ham derfor blot et lettere formanende blik, men fortsatte  ud bag i køkkenet med det sidste service fra gårsdagens- og nattens festligheder. Hun tog et lettere slidt skind med tilbage, og gik i gang med at tørre borde af, og slettede derfor stødt de sidste spor af den fest der var fortsat langt ud på natten. Det var besætningen fra et skib der netop var kommet tilbage fra et åbenbart særdeles vellykket rov, og de havde ikke sparet på noget, hun var derfor ikke kommet i seng før kl. 5, men i det mindste havde hun været alene. Det stod godt til med økonomien for tiden, og hun undlod derfor at gøre brug af sine mere - kropslige - ydelser, lige i øjeblikket. Imens hun tørrede af, filtrerede hun som altid den snak der stille summede i kroen, på trods af det var relativt tidligt. Kroen havde noget overraskende velanset mad, og det var endda ganske sjældent nogen blev syge af at spise der, så selv fra morgenstunden var der rimeligt godt besøgt. Al ligegyldig, uvigtig snak om dagen, vinden, vejret, hvilken hore man havde lagt med om natten, eller hvem der nu var blevet snydt, nåede kun lige ind at vende, før hun lod det sive ud igen. Hun spidsede dog ører, da hun hørte et par herrer af noget brysk udseende, der sad lidt for sig selv, omtale et skattekort. Hun havde utallige gange hørt rablen om skattekort, myter om skatte og rigdomme over al forstand, som diverse skabninger påstod at have set/hørt/fundet, eller dét der var værre, og som regel var det fuldemandssnak, eller ammestuehistorier der blev bedre gang for gang, eller simpelthen myter, men denne her gang var det anderledes. Seriøsiteten i samtalen, og deres lettere paranoide opførsel, gjorde hende nysgerrig, og fik hende til at - med største diskretion selvfølgelig - at rette sit fokus mod dem. Gulvet trængte tilfældigvis også til at skulle fejes i den ende af kroen i dag.

[Solomon]

Det sjove med Axeaman, var at hvad så mange så på ydersiden, næsten aldrig var hvad der var realiteten. Udefrakommende, adelige, og gudfrygtige borgere så blodtørstige pirater... Med deres sabler og ondsindede smil, som en bølge af kanonild gennemhullede et handelsskib. De så absolut brutalitet og en social struktur bygget på overlevelsen af de stærkeste. Hvilket til dels også var ganske rigtigt. Men oftest missede de en helt bestemt detalje... Kvinderne. Ak ja, enhver der ønskede at overleve dette sted, eller i det mindste kende disse mennesker og deres motivationer, ville gøre klogt i ikke at ignorere de mange kvindelige skikkelser. Skikkelser der oftest blev tilsidesat og ignoreret som ubetydelige, og det var netop deri at deres styrke lå. Horer, glædespiger, tjenestepiger, unge piger af enhver slags, havde vendt deres nærmest kønsbestemte svaghed til styrke - i hvert fald ifølge Solomon. Disse kvinder kendte til mere end blot de to sider af sølvmønten. De lokkede hemmeligheder ud af fulde mænd som de gæstede dem i deres seng. De hørte hvad ellers omhyggeligt blev skjult for andres ører. Og for hver en betydelig sætning information der prydede deres ører, steg deres værdi. En almen hæmningsløs pirat så en appetitlig kvindekrop som kunne bruges til nydelse, imens nogle få andre så mere.

Solomon gæstede af og til både Bordellet, og One Eyed Jack's. Han gebærdede sig af og til med disse kvinder. Oftest ville han skænke en god håndfuld sølvmønter til en lille håndfuld villige kvinder, blot så de kunne give ham et bad. Men kun meget sjældent, og aldrig ifølge mange, ville han få kødets lyster stillet. En atypisk lille ting, der sikkert havde fået mange kvinder og ikke mindst mænd til at undre sig over, hvornår manden mon ville eksplodere. men Solomon nød at benytte sig af kvindernes tricks, oftest mod dem selv endda. Lytte opmærksomt som de talte og fniste, eller direkte købe informationerne af dem. Informationer om skibsruter spildt af andre pirater, osv. Informationer som i den grad kunne benyttes.
Hans besætning var netop ankommet til Axeaman den forrige dag, efter en lille måned til søs. Og hans besætning havde såvidt han kendte til, benyttet sig af aftenen og natten til at feste på One Eyed Jack's. Nu hvor alt var stilnet af, og de fleste vel endnu sov rusen ud, var Solomon ankommet til One Eyed Jack's. Kaptajnen var stor og bredskuldret, bygget som et skur, som han trådte ind af døren. Nogle blikke blev selvfølgelig vendt mod døren som han kom ind, og en smule hvisken. Men det var forventeligt, trods alt. Han var ikke just en personlighed på øen der kunne gå ubemærket rundt. Som altid gik han klædt sin udsmykkede og broderede robe, det brede og solide bælte, bukserne, og de høje støvler. Og som altid, bar han intet våben, hverken i hånden eller i bæltet. Som en cylinder med kort og pergamenter. Det første Solomon gjorde, var i det samme at træde op til disken. Over disken fik han sig to glas af en stærk væske. Han lod det ene glas stå på disken, hvorved han så tog det andet glas med sig ned til gamle Seth. Ganske køligt men alligevel bestemt, satte Solomon glasset fra sig på bordet, lige foran den gamle Seth. En nogenlunde gestus af respekt. Manden var en afdanket gammel pirat, uden nogen anden funktion eller nytte, end at befolke Axeamans kroer og bordeller.. Der var vel en smule skam at se i det, ikke? Så Solomon så bestemt ingen skam i at skænke den gamle pirat en drink, hvorefter så selv at vende tilbage til disken. Seth fik selvfølgelig sendt en mindre fordrukken takketale afsted efter Solomon, men ikke en der erhvervede sig noget svar eller nogen reaktion fra Solomon. Solomon blev stående ved disken, med ryggen til stort set hele kroen og dets gæster. Enten var han blot kommet for en enkelt drink, ellers var det motiv bag hans besøg.. men det skulle endnu ses, ikke sandt?

[Sybbyl]

Sybbyl fik et par interessante oplysninger med fra deres samtale. Hendes uskyldige udseende, og selvfølgelig dét at hun var kvinde, oven i købet blot en tjener slash glædespige, kom her til hendes ultimative fordel. Det hørte til de ypperste sjældenheder, at et mandfolk antog hende for ret meget, og selv de to ellers relativt årvågne herrer, lod hende passe sit arbejde ubemærket, og i fred. Uden enten at vide hun var inden for hørevidde, eller i hvert fald at give det nogen betydning.
Der var et par løse tråde, og nogle kilder der ikke helt kunne bekræftes i historien, men alligevel var der noget over deres samtale, der virkede autentisk på en måde hun aldrig havde hørt før, ikke når det gjaldt noget så krejleragtigt som et skattekort i hvert fald, hvor utallige stakler igennem tiden var blevet snydt på det groveste. Det hørte sjovt nok også nærmest kun til historierne, at der rent faktisk var pirater der havde fundet et reelt skattekort, der havde ført til umådelig rigdom og lykke.
Sybbyl lod derfor det hele sive ind, og satte informationerne på de rette hylder, og var allerede straks begyndt at overveje hvilke af hendes - kontakter - der kunne finde lige netop den her slags information interessant, og dermed være villig til at betale for den.
Deres snak var i mellemtiden røget lidt af sporet, og da den ikke længere omhandlede noget af betydning, lod hun fejekosten føre sig længere frem i kroen, og så instinktivt op da døren gik op, og et mildt træk ramte hende.
Hun hævede overrasket et øjenbryn, da hun indså det var ingen ringere end Kaptajn Solomon. Hun havde godt hørt noget om at besætningen der var vendt tilbage, og havde festen natten lang, havde været hans, men da ingen havde set ham til selve lejlighederne, og hun selv havde haft for travlt til at få det af- eller bekræftet, havde hun ikke været sikker, men den måtte jo være god nok.
Han var en imponerende skikkelse, og hun betragtede ham slet skjult, idet han gav en drink til Seth, og hun fik straks en følelse af sympati for ham, grundet den venlige gestus. På trods af hun kendte ham af navn, og havde hørt ikke så få historier om manden, og ikke mindst hans imponerende skib - var det Calypso det hed? Sybbyl funderede kort over navnet, men kom til den konklusion at det var det vidst nok - men hun havde aldrig snakket med ham. Enten havde hun været på arbejde, for travlt med noget andet, eller han måtte have været til søs, i hvert fald var deres veje aldrig fysisk krydset, og hun tog sig selv i faktisk at være ualmindeligt nysgerrig. Var han alt det historierne gjorde ham til? Hun havde lært af erfaring at man som regel kunne tage imellem 50 og 90% fra en historie, og så havde man sandheden, men dog ikke altid. Hvad var han for en? Der var jo sådan set kun én måde at finde ud af det.
Med et let, høfligt smil, og en rimelig åben attitude, bevægede hun sig ærbødigt hen til kaptajnen der stod oppe ved disken.
,, Kaptajn Solomon! Sikken ære! Kunne man friste med noget morgenmad til dén der?" udbrød hun da hun var nået op til ham, med et nik mod den drink han havde stående.

[Solomon]

Solomon var bestemt ikke en mand kendt for en stor kapacitet for sympati eller venlige gestusser. Men han var dog, kendt for en nærmest fremmed dannelse. En måde at bære sig selv på, som syntes uvant for et sted som dette, eller en mand af hans position. En placering af hvilende hænder, og et skift af vægt mod sine hofter, der syntes at adskille ham fra alverdens drukkenbolte. Han bar ingen våben, men der var efterhånden ikke længere mange der turde at udfordre ham til trods for hans mangel deraf. Så hvordan kunne en mand uden våben, iført tøj som han bar, og anderledes på en sådan måde - få lov til at vandre oftest uantastet igennem en by fyldt til randen af tvivlsomme og brutale typer? Simpelt... frygt. Oftest ville en mand så anderledes som ham inspirere had og foragt, som naturens love næsten dikterede det. Men for ham var der ofte kun følelser af frygt eller en form for underlig beundring. En frygt for mænd af lærdom og uanet viden. Og en beundring for en kaptajn der styrkede sine mænd. Med ærmerne trukket lidt op, og en del af hans mandlige brystkasse blottet, ville enhver kunne spotte de mange ar og streger i behåringen. Var Kaptajn Solomon mon udødelig og umulig at skade, som så mange påstod? Enhver person af sans og fornuft, ville i det samme afvise sådanne fiskekone-fortællinger - men når folk begyndte at placere udødelighed som karakteristisk på en mand, så var det vidst en mand man gjorde bedst i ikke at udfordre?

Et par fingre af Solomons store hånd havde om glasset af stærk væske, som Solomon endnu blot stod med ryggen til det meste af kroen. Med snakken der kørte i kroen, havde han selvfølgelig ikke kunnet identificere særlige eller specifikke samtaler iblandt mændene derinde. Og selv hvis han havde stået tættere på de mænd der åbenbart hviskede om skattekort, havde han nok heller ikke hørt andet en tys og hvisken. Men havde snak om et skattekort mon også vækket hans interesse? Måske. Eller måske var det netop årsagen til hans tilstedeværelse? Men hans stand som en stille gæst i kroen nåede sit endeligt, da den unge servitrice af One Eyed Jack's nærmede sig og bød ham velkommen. Solomon rettede sit blik fra glasset, og mod den unge kvinde, endnu uden at give nogen form for udtryk fra sig. En øjeskøn skabning, uden tvivl. Men desværre kendte han ikke navn. Hendes udseende var dog ikke til at tage fejl af. Det nærmest kridhvide hår, hendes øjne, og ja hendes ganske væsen. Han havde set hende før, men kendte end ikke engang hendes navn, såvidt han vidste. Og han havde vidst kun været til stede i denne kro, på aftener hvor hendes andre... talenter... ikke havde været i brug. En skam, virkelig. "De frister så sandelig, Frøken.." Fik han først bemærket, og i det samme formede der sig et hint af en smil over hans ene mundvig. "Men ellers tak, kære." Tilføjede han dog. Morgenmad var nu ikke årsagen til hans besøg, og desuden havde han altid foretrukket det mad han selv lavede. Fingrene greb om glasset, hvorefter det blev ført op til læberne i en enkelt hurtig bevægelse. Glassets indhold blev tømt ned i ganen, hvorefter glasset blev sat tilbage på disken, let skubbet mod bartenderen. Hans anden hånd blev hævet op til disken inden han ville risikere at miste hendes interesse. I imellem fingrene var denne gang en enkelt sølvmønt - som han balancerede imellem en fingerspids og bordpladen. "Men der er måske andet De ville kunne tilbyde mig..?" Formede hans ord, som et spørgsmål. Men også som en klar hentydning og under ingen omstændigheder noget der var til diskussion. Som en mindre leg for sig selv, ville han lade hende om at drage de første konklusioner til hvilke tjenester han mon behøvede af hende. Var det mon hendes krop han behøvede, eller noget andet? Måske informationer?

[Sybbyl]

Sybbyl iagttog ham nøje, nu hvor hun var kommet tæt på, han var vitterlig en imponerende skikkelse - men på en noget frygtindgydende måde. Hans maskulinitet var nærmest brutal, og hun følte sig instinktivt draget mod ham, som en myg mod flammen. Ikke bare grundet udseendet, men hele hans attitude og opførsel, var så respektindgydende og næsten skræmmende, at Sybbyl formentlig uden overhovedet selv at ligge mærke til det, ikke kunne undgå nærmest at se op til ham. Ærefrygt, det var vidst det der var ordet.
De isblå øjne fik det hele med, og aflæste nøje hvert et ansigtstræk da han talte, og hun smilte imødekommende imens han svarede på hendes tilbud om morgenmad.
Dét, der så fortsatte, fik hende derimod først til slet at hæve et øjenbryn i overraskelse, og kort efter så med let sammenknebne øjne, at iagttage ham, imens hjernen arbejdede på højtryk med at bearbejde de nye informationer den fik tilsendt.
Instinktivt gjorde hun alt hvad hun kunne for at greje herren foran hende, men hun kendte ham ikke, han var uforudsigelig for hende, og selvom Sybbyl var en eminent menneskekender, der i øvrigt i langt de fleste tilfælde kunne spotte en løgner på en kilometers afstand - en i øvrigt meget relevant, og ikke mindst nyttig egenskab, når man til dels levede af at sælge informationer - rystede han virkelig ikke meget af sig, hvilket blot havde en endnu større dragende effekt på hende. Sybbyl havde altid haft en.. trang - eller forbandelse - til at søge mod udfordringer. Det var som om hun havde et behov for at vide alt det folk netop ikke ville have hun skulle vide, eller krydse præcis de grænser, som var sat op for det modsatte.
Hun sendte et kort, vurderende, blik ned på mønten i hans hånd, og tog straks en beslutning. Nok kunne hun ikke læse herren foran hende, men det her var trods alt en leg hun havde leget til uendelighed. Et spil hun kendte, og i øvrigt utroligt sjældent - hvis ikke aldrig - havde tabt.
Med et skælmsk lille smil, trådte hun et halvt skridt tættere på ham, svajede lidt for meget, og lænede sig næsten kælent ind mod ham, udfordrende.
,, Det kommer helt an på hvad det er De søger, min gode herre... " svarede hun så, lavmælt fordi afstanden imellem dem tillod det, men også en smule provokerende, fordi hun trods sine noget indsmigrende signaler, allerede her luftede muligheden for en potentiel afvisning - der var nok en ud af 1000 der ville vove ikke at kaste sig for fødderne af en så betydningsfuld person som Solomon, og da især hendes.. erhverv.. taget i betragtning, men Sybbyl var så virkelig heller ikke som folk var flest. Imens hun lukkede ordene ud, lod hun et helt kort, flygtigt sekund, hendes hånd glide kort op af hans arm, der i øvrigt var intimiderende muskuløs. Senerne og de kraftigt udstående blodårer, spillede lige under huden, og hun gøs et kort sekund. Hans fysiske overlegenhed var enorm, og Sybbyl var yderst bevidst om hun potentielt kunne ryge ud hvor hun ikke kunne bunde her.
Igen, myggen mod flammen. Hvis der dog var noget hun var god til, udover det åbenlyse, var det taktiske tilbagetog, og hun kunne sno sig som en slange, hvis nogen begyndte at spænde grebet for hårdt, eller en situation blev usikker - det havde været nødvendigt mere end én gang, det var trods alt ikke et helt ufarligt erhverv at sælge informationer, der ikke oprindeligt havde været meningen skulle ud, man trådte altid nogen gevaldigt over tæerne, og hun var rimelig erfaren når det kom til forsvindingsnumre også. Dette gav hende en form for - måske falsk - følelse af tryghed, men han virkede nu heller ikke just som en hverken arrig eller aggressiv type, medmindre selvfølgelig han måske blev skubbet ud over kanten, men Sybbyl havde et nærmest akut behov for at finde ud af mere om ham. Finde ud af hvad det var han ville. Hun havde skam også et par informationer der kunne være selv en konge værdig, så mon ikke også det gjaldt den mægtige kaptajn lige foran hende.

[Solomon]

Dette var straks bedre! Og det diskrete smil ved hans mundvig vedblev, da den nærmest lokkende unge dame lænede sig ind mod ham. Dog, rykkede han sig ikke derudover. Bevægede sig ikke, og flyttede ikke på sine hænder. Og kun diskrete miner viste sig over hans ansigt som han betragtede hende. Eftersom hun havde vovet sig så tæt på, måtte han sænke hagen, og kigge ned på hende, hvilket bestemt ikke var noget problem. Hun var trods alt et... appetitligt, syn. Fra et hvilket som helst perspektiv, turde han tro. Men han hagede dog i sig selv, med påmindelser om hans egentlige intentioner. Ligesom hun ikke just virkede som en typisk glædespige, var Solomon ej heller en typisk mand at finde i Axeaman. Horernes typiske tricks og manipulationer, var et godt skridt under hans egen tolerance, og det var skam også et spil han selv kunne spille. Nærmest en dans, om man ville. Og han havde bestemt ingen intentioner om at danse efter hendes pibe... Selvom han dog godt kunne finde på at danse i hendes takt. "Det er ganske simpelt, min kære.." Han betragtede hurtigt den flygtige hånd af hendes, mod hans egen arm. Og modstod endda den naturlige refleks af at spænde sine biceps mod hendes fingre. Det var endnu ikke hendes at føle, men han tillod det dog alligevel. Den korte pause efter de indledende ord, blev brugt med hans fingerfærdigheder. Med et knips med fingeren, fik han den enkelte mønt til at spinne og snurre rundt på disken. Måske endda som et gengældende led i at drage hendes opmærksomhed - som hun tydeligvis søgte at drage hans. "Jeg vil have dig.." Endnu engang tiede han, og lod stilheden mellem sine kalkulerede ord, give plads til hendes egne hastige konklusioner og indtryk. Et øjebliks stilhed han benyttede til atter at gribe i den spinnende mønt. Da den så faldt til hans håndflade, lød den velkendte lyd af sølv mod sølv - og i et lille show af fingerfærdigheder, var der nu adskillige sølvmønter i den håndflade han viste hende. ".. til at hjælpe mig med et bad, og soigneringen." Tilføjede han så ganske roligt. Ikke så meget som et enkelt øjeblik, forsvandt hans blik fra hende. Selv hvis hendes blik skulle drages mod andet, forblev hans øjne mod den lyshårede unge kvinde der stod dér foran ham. Hans ønske var ikke et usædvanligt ét af slagsen, men måske en anelse ualmindeligt. Der var ikke mange hærdede pirater der gik op i sådanne ting som pasning og pleje af skæg og krop, og bestemt ikke mange der ville fravælge det 'simple' dyriske selvskab af en kvinde efter lang tid til søs. Men Solomon var en mand lige så standhaftig som han var stor, og han nød at gøre det uventede, blot for at se reaktionen hos andre. Som han selv sagde fra tid til anden; så måtte en mand udvise lidt vanvid fra tid til anden, så han kunne føle sig levende.
Denne gang, efter endnu et par øjeblikkes stilhed, bevægede han sig dog en smule. Hans frie hånd hævedes, og nogle få fingre gled ind i hendes hvide hår, for så at føre de få lange lokker bag hendes ene skulder. Endnu uden at røre hende direkte, vel og mærket. "Og imens De plejer til mine... behov, kunne jeg måske overtale Dem til at dele blot en smule af Deres viden?"

[Sybbyl]

Sybbyl følte sig skræmmende vant i den her leg, havde leget den for meget, og så blot indbydende op på ham, imens hun ventede på han skulle røbe sine intentioner, give lidt af sig selv til hende.
Ved hans første sætning mærkede hun et stik af - ja hvad var det egentligt - skuffelse? Hun vidste ikke hvad hun havde forventet, men hun havde i hvert fald regnet med noget andet end bare end tur i lagenerne, fra den sagnomspundne mand. Selvom det nu sikkert nok også ville være en oplevelse i sig selv. Det viste sig dog situationen ikke helt var som hun først havde tolket, da han fortsatte med at uddybe mere præcist hvad det egentlig var han ville have, og der gjorde han da i hvert fald brug af overraskelsesmomentet om ikke andet. Hendes ene bryn hævede sig en millimeter eller to, over den noget anderledes forespørgsel, men så igen, man ville tro det var løgn, hvis man hørte halvdelen af hvad diverse mandfolk havde bedt hende om at gøre mod betaling igennem tiden. Det her hørte alligevel til en af de noget mere uskyldige, det var faktisk direkte harmløst. Hun kunne ikke lade være med at overveje om et eller andet dybt sted inde, at den mægtige mand så måske ligefrem havde et tilnærmelsesvis blødt punkt. Ikke at det var hendes job at finde ud af, men et bad det kunne hun da i hvert fald snildt klare.
Da han flyttede på hendes hår, holdt hun kort vejret, og så fulgte bevægelsen med blikket, og skulle lige til at svare, men nåede det ikke, og røg i stedet tilbage til fuldt fokus igen, da det pludselig blev rigtigt interessant.
Hun så straks op på ham igen, med et årvågent blik, alt kælent og indsmigrende forsvundet som dug for solen. Havde han hørt om hendes - talenter - nogen steder, eller gættede han blot? Sybbyl var altid på vagt i de her situationer, i særdeleshed når det gjaldt nye "kunder", fordi det lige så vel kunne være en fjende, der prøvede at finde ud af om hun rent faktisk solgte informationer, med det resultat at tage hende af dage hvis han/hun fik det bekræftet. Det skulle ikke være det første mordforsøg hun havde oplevet, som sagt var det ikke helt uden risiko at tjene godt på at sælge af andres hemmeligheder.
Hun kneb øjnene en smule sammen, fangede hver eneste lille træk i hans ansigt, som var utroligt tydelig, da hun stadig stod et godt stykke inde i den intime sfære, ledte efter det mindste spor der kunne røbe ham, men han så oprigtig ud. Blot tålmodig, og ventende.
Så smilte hun venligt, omend en smule afmålt, stadig på vagt.
,, Det kan vi sagtens arrangere, min gode herre. " svarede hun så let, og trådte et skridt tilbage, brød den umiddelbare intimitet.
,, Hvor og hvornår passer det Dem?" fortsatte hun så, under et skævt lille smil, og var egentlig nysgerrig på svaret. Det kunne både være i et passende kammer til lejligheden her på stedet, men gad vide om den mægtige kaptajn mon havde en fast residens af en art, når han nu ikke var til søs? Og i så fald, hvordan mon han så boede. Det kunne selvfølgelig også være han boede på Calypso, selv når hun lå i havnen. Sybbyl's tanker stak kort af med hende, og hun tog sig i at stå og overveje hvordan det skib mon overhovedet så ud. I følge fortællingerne, var det enormt.
Hun vendte hurtigt tilbage til virksomheden, og sendte ham et strålende, afventende smil.

[Solomon]

Ak ja, Solomon havde skam en ganske udmærket idé om hvilke 'tjenester' de verse mænd kunne finde på at kræve af de hyrede kvinder. Alverdens perversiteter og trange der skrabede mod indersiden af disse mænds sjæle. Man behøvede blot tage en tur igennem Axeaman, og derved betragte hvilke slags mænd og kvinder der befandt sig i dette sted. Nogle ting i en sådan usædvanlig grad, at vold og blod med tiden ville blive en almindelighed. Solomon havde nu aldrig ønsket noget særligt usædvanligt af en glædespige. Han havde endda aldrig købt sig til sex. Det var som regel lignende forespørgsler som den han gav den hvidhårede unge kvinde. Ofte var han blevet set forsvinde ind i et afsides lokale med en horer eller glædespige, nogle gange flere af gangen, men aldrig havde en sådan kvinde fnist og sladret om hans... talenter. Så enten var disse kvinder ualmindeligt diskrete, eller også var der bund i rygterne omkring hans mangel på kvindeligt selvskab af en sådan natur. Uanset hvad, var han da bestemt ikke skræmt eller utilpas ved selvskabet af en kvinde. Og den udfordrende lille Sybbyl kunne skam stå malet op ad ham, uden han ville vige fra hende. Dog lagde han også mærke til et form for skift i hendes kropssprog og attitude. Hun syntes ikke længere kælen og udfordrende, men nærmere en anelse årvågen og mistroisk. Udtryk og signaler han var mere end vant til, men det gav ham nu også en mindre tilfredsstillelse.. han havde åbenbart været ganske succesfuld i at bryde barrieren af hendes ellers sikkert påtagede forførelse. En forførende attitude hun delte med enhver anden glædespige på denne ø. En del af deres arbejde, uden tvivl. Det var dog alligevel en skam, men ikke overraskende, at en sådan tydelig attitude skulle blive mere diskret, i det samme hun indså han ikke syntes at ønske hende under lagenerne...

Hendes svar bragte en diskret men ganske tilfreds mine over ham, og han betragtede hende opmærksomt som hun trådte et skridt væk fra ham. "Godt." Bemærkede han blot selv hurtigt, for så derefter at samle sin hånd omkring sølvmønterne. Dette var jo trods alt ikke en vennetjeneste. Så efter et øjeblik, placerede han en mindre stabel af mønter på disken. Et meget gavmildt beløb, og sikkert langt mere end hun sædvanligvis ville kræve for en sådan tjeneste. Men hans blik og attitude indikerede dog at beløbet ikke var op til diskussion, og at hun derved blot burde acceptere hvad han tilbød hende. "Her." ... "Og nu." Svare han kortvarigt og bestemt, dog uden at være for intimiderende eller bestemt. Han boede i kaptajnens kahyt på Calypso, og det var ikke et passende sted til noget som dette. Desuden, så var han også lidt ligeglad med hvor det ville foregå. Blot så længe der var privatliv, og vandet var varmt. Efter hans ord, betragtede han hende blot, og denne gang var det hans tur til at være blot en smule udfordrende i sit blik. Ville hun mon smide alt hvad hun havde i hænderne for at servicere ham? Eller ville hun bede ham om at vente tålmodigt?

[Sybbyl]

Da han lagde en stak mønter, der ganske rigtigt var langt mere generøs end den havde behøvet at være, lod hun den sidste del af mistro pakke væk. I hvert fald for nu, den alt for store betaling kunne sagtens indikere at han faktisk netop gerne ville købe informationer - det kunne selvfølgelig også betyde retningen i hans bad, kunne finde på at tage en udviklende drejning, men uanset følte hun sig atter rimelig sikker på hans intentioner, i hvert fald at de ikke omhandlede at gøre hende noget ondt, og kunne derfor opføre sig derefter. Hun var hans nu, omend kun for en stund.
Hun greb let stakken af mønter, og smilte imens hun svarede ,, Selvfølgelig. Hvis De giver mig et kort øjeblik - tag endelig en drink på huset hvis det kunne friste - så skal jeg have det klar. "
Hun havde ganske rigtigt et par timer tilbage af sin vagt, men det her var en del af dealen hun havde på stedet. Ikke mindst fordi kromutter tog sig ganske godt betalt, når kunderne blev opsnappet på hendes præmisser, og det blev på ingen måde billigere når man brugte stedets faciliteter. Desuden ville hun elske at høre at ingen anden end Kaptajn Solomon var tilbage på hendes kro. Al omtale, var positiv omtale.
Sybbyl sendte ham et forsikrende smil, og var igen langt mere tilpas, og forsvandt kort ud bagved, hvor hun først bad en af de yngre piger i huset, om at gøre det største, bedste værelse, med det store kar, klar. Det krævede trods alt noget af en mængde varmt vand at fylde et stort kar, men heldigvis knitrede det enorme bål lystigt ude bag ved.
Sybbyl fandt selv de øvrige ting. Æstetiske olier, vaskeskind, sæber, ragekniv og hvad hun ellers måtte kunne komme i tanke om der ville kunne blive brug for, og bar det hele op på værelset.
Hun åbnede døren til det enorme værelse hvor ildstedet allerede knitrede lystigt, og det enorme bad var godt fyldt, med dampende varmt vand. Der var to store vinduer, der dog var trukket for, og rummet blev derfor udelukkende oplyst af et blødt, spillende lys fra diverse stearinlys og et par fakler på selve hovedvæggen. Til højre i rummet stod en stor dobbeltseng, med diverse bløde pelse og skind, og i den modsatte ende af rummet et skrivebord, med en tilhørende stol og lanterne, der selvfølgelig brændte på hvalolie. Udover dette, var der en pult, et klædeskab, et sofasæt og så var rummet generøst udsmykket, det var vitterlig det suverænt bedste værelse stedet havde at byde på. Hun lagde alt sirligt fra sig på det lille bord ved siden af karret, og gik atter nedenunder for at finde kaptajnen igen.
Hun gik op til Solomon, igen hvad der ville antages for at være upassende tæt, hvis ikke det netop lige var fordi de to her havde krydset "høflighedsgrænsen" for to fremmede, og så op på ham med et let smil, og rakte ud efter hans hånd.
,, Følg med min gode herre. " startede hun, smigrende.
,, ... mit navn er forresten Sybbyl." afsluttede hun sætningen, i det hun sirligt nejede, og nikkede kort.

OOC: Skal vi rykke den, eller er det ligemeget?

[Solomon]

Det havde taget lang tid for Solomon at finde sig tilpas ved tanken om at skulle betale kvinderne på denne måde. At skulle skænke mønter, for selvskab, bad, eller lignende. Det måtte have været resterne af hans adelige opvækst der havde prikket til ham. Men med tiden, havde det groet på ham, og nu - ja.. nu var det næsten alt hvad det handlede om. At arbejde og handle i tjenester. Noget for noget. Han nød det. Det var en fair og solid måde at leve et liv, hvis man spurgte ham. Selv handlede han ofte i tjenester. At hvis man gjorde noget for ham, ville han gengælde tjenesten med en af hans egne. Og han havde endnu ikke faldet af på den. En form for troværdighed der til trods for frygten mange havde for ham, alligevel gjorde ham til en pålidelig skikkelse. En mand de fleste kendte som én der holdte sit ord, og som aldrig fejlede i at gengælde en tjeneste. Så selvfølgelig var der mange der gerne ville gøre ham tjenester, komme under hans vinge, eller med i hans besætning. Så da den unge kvinde tog mønterne han havde stillet fra sig på bordet, anså han det som en lukket aftale. At hun nu tilhørte ham den næste stund, og at hun af professionel integritet, ikke ville forsøge at røvrende ham. Så han var ganske afslappet og rolig, som han med et enkelt nik bekræftede hendes forespørgsel. "Jeg vil vente i spænding.." Svarede han hende også, for så derefter at lade hende forlade ham, og selv vende sig mod disken. Bartenderen derved stod allerede klar med en stærk drink til ham, som han tog imod. Og blot nogle få sekunder derefter; var indholdet tømt.

Solomon havde gjort dette før, som sagt. Hyret en eller flere unge kvinder til at rense ham i badet. Det var intet nyt, og det bragte ham ikke længere nogen ventende spænding. Men det var dog... en luksus, måske? Der var bestemt ikke mange pirater der fik sig selv badet af smukke unge kvinder, da de som regel nok havde andre ting i tankerne. Solomon derimod, så det som lidt af nødvendighed. En måde hvorpå han kunne hægte en smule af, og opretholde sit ydre. Nyde en kvindes hænder over hans krop. Men et bad af varmt vand var også nødvendigt, fysisk, for ham... Med hans utallige ar og de skrammer han havde lidt i løbet af de sidste år, var varmt vand en god måde at holde smerten på afstand, og pleje huden. Solomon afholdte sig fra at drikke for meget i ventetiden, på trods af at der skam ville have været plads til det. Intet mere end en let behagelig summen, og så skulle han helst ikke have mere alkohol. Hvilket også var det punkt han nåede, da den unge hvidhårede kvinde vendte tilbage. Opmærksomt vendte Solomon sit blik mod hende, og smilte blot en anelse diskret, da hun så kom tæt på ham igen. Til trods for den ellers 'uskyldige' tjeneste hun skulle gøre ham, var hun da bestemt ikke bange for at komme ham nær. Og uden at sige noget videre, lod han hende tage i hans hånd, som han betragtede hende. "Sybbyl.." Gentog han blot lavmælt for hukommelsens skyld, for så derefter at lade hende føre ham til det værelse hun havde udvalgt.

OOC: Vi fortsætter bare her

[Sybbyl]

Sybbyl smilte blot diskret, da han nærmest smagte på hendes navn, og vendte så om og trak ham blidt med sig.
Hendes hånd føltes utroligt lille i hans, og hans hænder noget mere hårdhudet. De indikerede en barsk tilværelse, hvor man ikke kom let til tingene. De store ringe, føltes kolde mod hendes brændende hud.
Et par enkelte hoveder vendte sig i kroen efter dem, nogen med forundring, andre med anerkendelse. Og allerbagerst i kroen sågar måske endda jalousi, fra et par af hendes.. kolleger.. da hun trådte forbi med den berygtede kaptajn.
Da de var nået op på første etage, og ned til værelset der lå mest afsides af dem alle, skubbede hun døren op, og gik ind, lukkede og låste bag dem, og tog ham med midt ind på gulvet, på det enorme skind der engang havde siddet på en lykkeligt udvidende, og i øvrigt enormt stor bison, men som nu lå og pyntede for fødderne af det dampende kar.
Først her slap hun hans hånd. Hun stod lige foran ham, så op og søgte hans blik, og tog som en start styringen. Hun var ikke et sekund i tvivl om Solomon nok selv skulle enten stoppe eller opfordre hende hvis han ville have noget gjort anderledes. Folks behov var trods alt lige så forskellige som dagen var lang, men noget sagde hende han var typen der nok skulle sørge for han fik tingene som han ville have dem.
Hun begyndte at afklæde ham, startede med den store kæde, og de øvrige synlige smykker, lagde dem omhyggeligt på den lille pult ved siden af karet. Hendes blik hvilede kort på nogle af de utallige ar, hun nu alt for tydeligt kunne se grundet den minimale afstand imellem dem, på den muskuløse brystkasse. Hun lod kort en finger glide hen langs det ene, så langt hun nu kunne følge det for tøjgrænsen, men var meget opmærksom på hans reaktion. Der kunne være både fysisk, men i høj grad også psykisk smerte forbundet med sådan nogle ar. Hun overvejede hvor mange flere der var af dem, og hvor langt dem hun kunne skimte nu, mon gik.
Dernæst rakte hun ned for at åbne bæltet, men så samtidigt spørgende op på ham. Det her var trods alt en rimelig intim grænse at krydse, og hvis han ville klæde sig af selv - af den ene eller den anden årsag, var det i hvert fald nu han skulle stoppe hende.

[Solomon]

Solomon havde gået i disse gange før, så vidste hvor han skulle sætte sine fødder, og hvornår han skulel dreje på forhånd. Han havde ikke brug for hende til at vise ham vej, og trække i hans hånd - men tillod hende dog alligevel at gøre det. En mindre rejse, før målet. Som hun førte ham, betragtede han hende gå. Hendes fingre om hans hånd, små som de var i forhold til hans. Betragtede hendes krop, hendes hofter, kiggede over hendes skuldre. Lige så vel vendte han af og til blikket mod omgivelserne. Mod de døre som stod en anelse på klem, og de døre der var lukket og låst. Og kunne ganske interesseret høre alt lige fra små støn af ekstatisk nydelse, til en boblende snorken. Sybbyl var tydeligvis ikke den eneste arbejdende pige i dette sted, men det vidste han nu også godt. God var han nu ganske tilfreds med hende. Hun syntes tilpas i dette element. Sikker på sig selv. En sikkerhed klart demonstreret i måden hun havde været over selv en som ham.
Så Solomon blot fulgte hende, helt ned til lokalet for enden af hvad der syntes en korridor. Trådte indenfor, og hørte hende låse døren efter dem. Vinduerne og gardinerne lukket for, oplyst af flammer fra pejsen og stearinlys... ganske tilfredsstillende. Med sine solide og tunge skridt, trådte han videre ind, indtil han stod på et stort skind, hvorefter han atter så Sybbyl stående lige foran ham, og nærmest i hans skygge. Hendes øjne gik ham til hans kraveben - i øjenhøjde med de ar der var synlige af den løst åbne skjorte og robe. Endnu holdte han sig i ro, holdte sine hænder frem for hende, så hun kunne trække hans ringe af fingrene. Dog, en anelse udfordrende, blev han stående rank, og tvang hende til at løfte kæden over hans hoved.

Det måske mest karakteristiske ar Solomon bar på sin krop, var et kløftet ar på venstre sige af hans hoved - hvor hans hoved var barberet og skaldet. Et ar forsaget af strejfet af en økse. Et ar bredt som en finger, og ganske tydeligt. Måske endda noget af det første man lod mærke til når man så ham. Men snart ville hun se langt flere ar. Han sænkede hagen og kiggede ned da han fornemmede hendes fingre ved hans bælte. men ved hendes spørgende blik, fandt hans hænder vej til hendes, og stoppede hende. Dette skulle han nok klare selv. Ikke at han ikke ville nyde at blive afklædt af en sådan forførende kvinde... Det var blot bedst efterladt til ham. Med sit blik nærmest fæstnet mod hende, trådte han et enkelt skridt tilbage - så der ville være plads til armbevægelserne nødvendigt for at afklæde sig selv. De to bælter der gik om hans liv, blev inden længe løsnet og fjernet. Derefter blev det brede bind af eksotisk klæde, bundet op fra hans liv, og fulgte trop med bælterne mod gulvet. hans fingre fandt vej til hægterne af hans robe, og inden længe var roben åbnet. Ved et ryk i begge skuldre, gled roben over dem, og gled langs hans arme ned på gulvet. I denne situation, var han nu ikke så bekymret om at folde tøjet sammen. Tilbage stod han i en lys skjorte med ærmerne rullet op, samt nogle bukser og høje støvler af brunt læder. Med en fod mod hælen, trådte han ud af hver støvle. Derefter var det tid til skjorten... Noget han først fortsatte med efter at have skænket hende et næsten sigende blik. Snoren omkring kraven blev løsnet, og i en hurtig bevægelse hævede han sine arme op, og trak skjorten over hovedet. Ar var nærmest overalt på hans krop. Armene næsten dækkede af ar, tydeligvis forsaget af hug og snit af sabler, økser, og sværd. Overkroppen, brystkassen, maven, siderne - selv ryggen. Var ligeledes med ar. Ar der skar sin vej igennem hårvæksten på hans brystkasse. Prikker fra pile, og langt mere betydelige ar. Nogle der strakte sig tværs over hans brystkasse, nogle der dannede kløftede mønstre over hans mave. Ar og skrammer efter piskesmæld på hans skulderblade. Selv hans ene brystvorte var væk. Dog endnu med en krop markeret af solide og synlige muskelgrupper. En fremhævet brystkasse, og mærkede mavemuskler. Gemt en smule under arene og den mandlige bevoksning af hår. Der syntes næsten ikke at være den smerte hans solide krop ikke havde udlevet... og det syntes til nogle noget nær et mysterium hvordan den mand endnu kunne stå oprejst, med den styrke han endnu havde.
Solomon gav hende dog ikke megen tid til at betragte de mange ar, da det ikke just var nogle han nød at vise frem. Også selvom de syntes et testamente til styrken af hans krop og vilje. Så i stedet, som noget nær et endeligt, hægtede han en knap af buksekanten, og lod bukserne falde til gulvet. Og derved, stod han nu absolut nøgen foran hende. Bestemt hverken genert eller usikker, og endda med et mindre træk på mundvigen i et smil. Han trådte så mod hende, og med blikket fæstnet på den unge kvinde, passerede han hende. For endeligt at træde op i badet. Et langt suk lød fra hans læber, som han satte sig ned i karet og lod sin krop omhylde af det varme vand. Med skulderbladene og armene hvilende mod kanten. Han behøvede ikke at sige noget, men blot vente, og nyde følelsen af det varme vand. En følelse der forhåbentligt snart ville øges af hendes hænder.

[Sybbyl]

Sybbyl hældte uvilkårligt hovedet en anelse på sned, og så iagttagende på ham, da han gik i gang med at klæde sig af.
Hun havde pludselig al tid i verden til at iagttage den anderledes herre foran sig, og det var egentlig ikke det værste der kunne ske, for hun fandt ham egentlig ganske attraktiv.
Han lignede om noget en rigtig mand, og arrene vækkede på ingen måde afsky hos hende, de vidnede blot om en historie - om kampe der var blevet kæmpet, og vundet. Den slags imperfektioner havde aldrig virket afskrækkende på Sybbyl, hun elskede faktisk når folk skildede sig ud af mængden.
I takt med lagene faldt, og han røbede mere og mere af sig selv, og egentlig blev ganske sårbar, begyndte Sybbyl at overveje om det mon ikke var noget af en under at det menneske foran hende overhovedet var i live. Hun forstod i hvert fald hvorfor nogen kunne have mistro til han var overnaturlig, og hvorfor der fandtes nogle ind imellem helt vanvittige rygter om ham.
Han havde simpelthen så mange ar, at det var helt utroligt ikke én af dem en eller anden gang havde resulteret i døden.
Hun fik samtidigt en noget større forståelse for hvorfor det lige netop var et bad af alle ting i verden havde havde ville betale sig fra, for dét der måtte gøre det fuldstændig umuligt for ham at være i sin egen krop til tider.
Han gav hende dog ikke længe til at studere den fortid der stod skrevet permanent ned i hans kød, da han valgte at fjerne hendes fokus ved at smide det sidste stykke beklædning, der tilfældigvis var bukserne.
Dér var i hvert fald ikke nogen ar!
Sybbyl kunne ikke undgå at smile svagt, og bed sig ubevidst i underlæben, samtidigt med hun høfligt slog blikket ned, stadig smilende, imens han uforstyrret trådte op i karet.
Hun rystede slet på hovedet for sig selv, og vendte sig så mod ham og karret. Hun rakte ud efter det lille bord, og tog en af de stærkere olier, der duftede af mynte. Det var en olie fra hvem der her på øen blev kendt som heksedokteren. Hun havde remedier og midler for alt, og det her var en lindrende, afslappende olie, som Sybbyl nu fandt ganske passende til lejligheden.
Hun lod et par dråber glide i vandet, og en mild duft af mynte fyldte langsomt rummet. Dernæst greb hun et af de bløde vaskeskind, og lod sig selv glide ned på en skammel ved siden af karret, og lod så ellers hende hænder, varmen, vandet og olien udøve sin magi, i det hun først blidt, nænsomt gik i gang med at vaske den nu utroligt sårbare kaptajn.
,, Sig til hvis det bliver for meget.. " brød hun så lavmældt tavsheden, da hun bearbejdede et par af de større ar på ryggen noget mere masserende.

[Solomon]

Den slags reaktion enhver mand vel ønskede at se forme sig over en kvinde, når han stod nøgen? Dog ikke en reaktion der overraskede Solomon meget. Og det blot fremkaldte det diskret tilfredse træk i mundvigen. Han var jo, ikke desto mindre, en mand af stor selvtillid. Og hun måtte derfor kigge så længe og så fascineret som hun nu end skulle ønske. Og så længe som han tillod det, inden han fik sig sat i karet. Til trods for hendes måske egne idéer, følte han sig nu ikke sårbar. Han var... eller var engang... professor i anatomi og kirurgi. Og antallet af nøgne kroppe og lig han havde set, ville nok overraske de fleste. Hans egen var ikke meget anderledes. En tidligere profession, blandet med hans nuværende, der havde gjort ham... kølig, næsten. I hvert fald overfor hans egen nøgenhed, imens han endnu i høj grad kunen nyde synet af en nøgen kvindekrop. Men vandet stoppede hende nok heller ikke særligt meget i at betragte ham. Vand der var behageligt varmt. Meget varmt, faktisk - men det rørte ham nu ikke. Han nød følelsen af vandet der nærmest sitrede mod huden, og hvordan hans kropstemperatur hævedes blot en lille smule. Og især hvordan alle de mange ar, arvævet og skrammerne, pludseligt blev meget mere tydelige for hans egen fornemmelse.

Da Sybbyl satte sig ved siden af karet, vendte Solomon sit blik mod hende, og betragtede hende som hun forberedte sig, og gik i gang med det arbejde han havde hyret hende til. Han mærkede i det samme hendes fingre og vaskeskindet mod hans ryg, og mærkede som sædvanligt en underlig blanding af smerte og nydelse derved. Men omhyggeligt skjulte han ethvert tegn på ubehag, og lænede sig per automatik en anelse frem - så hun havde mere plads. "Fortsæt." Svarede Solomon blot en anelse fraværende, og denne gang uden at kigge på hende. I stedet fæstnede han sine hænders greb om karets kant, og sukkede lydløst med en hævet brystkasse. Arene skulle renses af og til, og det samme skulle hans krop. At denne process af og til kunne være smertefuld, var blot et minus han måtte leve med. Endnu en grund til at han altid fandt sig nogle omsorgsfulde og blide kvindelige hænder til at gøre det for ham. En form for... behagelig nydelse kun en kvindes opmærksomhed kunne bringe, hvis man spurgte ham. De var bag lukkede døre. Der var ingen anden end de to. Og han kunne derfor slappe en smule mere af end han sædvanligvis gjorde. Også selvom han altid virkede som en mand meget tilpas og sikker i sit eget skind.

[Sybbyl]

Sybbyl fortsatte langsomt, og omhyggeligt med at vaske den usædvanligt hærgede ryg, intet sted blev overset, og da hun endelig var tilfreds, fortsatte hun masserende op i hans nakke, og til sidst op i den røde manke. Hun trak blidt i hans ene skulder, da han stadig sad lettere foroverbøjet, for at få ham til at læne sig tilbage igen, så hun kunne få vasket håret - ikke at der var voldsomt meget af det, i hvert fald ikke i forhold til mange andre af herrerne her fra egnen. Det var de færreste der gad bekymre sig ret meget om det der voksede på deres hovede, andet end at det måske lige fik en lille tur med en ragekniv med et par års mellemrum. Generelt virkede Solomon utroligt soigneret, meget ulig en del af de andre kaptajner der tilbragte en stor del af livet til søs. Der var noget nærmest adeligt over ham, også det stoiske i hans opførsel. Han forekom hende langt mere afgrænset og dæmpet, det havde egentlig også været atypisk han ikke havde været med til sin egen fest. Kunne han mon overhovedet hylles ud af den?
Imens Sybbyl funderede for sig selv over skikkelsen foran sig, vaskede hun behændigt håret med den sæbe der lå på bordet ved siden af dem, gav sig god tid til at massere hans hovedbund også, før hun til sidst vaskede det hele ud igen, og lod hendes fingre glide igennem hans hår, så det faldt let bagud og halvt til siden, væk fra hans ansigt igen. Hun ville tilbyde ham at klippe det bagefter, men alting til sin tid. Hun vædede det atter rene skind igen, og fortsætte behændigt med hans ansigt, lod skiftevis det varme vand strømme nedover ham, og skrubbede ham blidt ren.
Da hun i første omgang var tilfreds med den øverste etage, fortsatte hun ned af den muskuløse hals, og ned på hans bryst, hvor der atter var utallige ar at gå i krig med - så at sige.
Hun overvejede noget tid i stilhed, men brød så atter engang tavsheden:
,, Sir.. theese scars.. " startede hun langsomt, spørgende, og så op på ham, søgte hans blik.
Det var tydeligt hun ville spørge hvad i alverden han havde lavet, for at fortjene en så.. præget.. krop, men hendes måde at spørge på, gav ham muligheden for at undvige, eller lukke den igen, hvis han ville, selvom hun nu utroligt godt kunne tænke sig at vide det. Det var ikke til at sige hvor lukket han var rent personlighedsmæssigt, hvis han var lige så afmålt som han måske virkede fysisk, var det ikke sikkert hun ville få noget som helst at vide om ham, men det var i hvert fald forsøget værd. Nogen typer læssede af, ved netop at fortælle om hændelserne, og andre igen ville nok ligefrem have pralet af at have overlevet så utroligt mange mordforsøg. Men nogen havde omvendt nok også for meget smerte forbundet med minderne, og ville måske blot gerne have de forblev i fortiden. Hvilken kategori Solomon hørte til, var endnu ikke til at sige.
Imens hun ventede hvilken retning hans svar skulle tage, fortsatte hun langsomt, men stødt ned af hans overkrop..